Jeg har behov for at læsse nogle tanker af, so here goes.
Jeg er af en eller anden grund havnet i et hul, - et MEGA hul, - psykisk. Ligepludseligt og ud af det blå, eller i hvert fald næsten. Jeg har gået og tumlet med en masse tanker og været lidt depremeret siden i sommers, hvor min far fik konstateret kræft, men jeg tror egentligt bare det har sat gang i en kædereaktion. Jeg gik med fysiske reaktioner på at jeg havde det dårligt psykisk, synsforstyrrelser, svimmelhed og træthed. Jeg fik en henvisning til en pskykolog, med måtte sige nejtak, da jeg simpelthen ikke har råd til at betale 300 kr pr konsultation, selv efter at staten har betalt deres del!! Hvad gør fattige mennesker med ondt i livet egentligt, når vi ikke kan betale for en psykolog?? Nå, men altså. Jeg har stadigvæk ikke råd til det, og guderne skal vide at det er tiltrængt.
Så kom der alt det med den bortløbne spiral, en uønsket graviditet og en abort. Og pudsigt nok tog jeg mig sammen og kom lidt op af det andet hul, mens jeg gik alt det igennem. Mine hormoner var jo ikke sig selv det næste lange stykke tid, først her i januar har jeg fået en normal menstryuation efter aborten igen. Og da jeg, idiot som jeg er, lige mente jeg var nødt til at afprøve p-pille hormoner igen, selvom jeg ikke kan tåle dem, har jeg været syg siden. Fysisk fordi jeg har haft 5 migræne anfalde på 1 uge, og psykisk fordi jeg bare er faldet 10 gange dybere ned i det hul fra i sommers. Det er så afskyeligt væmmeligt ikke at føle at man har styr på sit hovede og sit sind. Jeg ved godt jeg har kontrol-ismer, og har altid haft det, men det her er stygt. Min angst fra tidligere i mit liv, som ellers gjorde sig gældene i andre forbindelser, stikker hovedet op, og tanken om at jeg er ved at blive sindsyg, ja, den er ikke rar. Ved da godt, når jeg ellers kan tænke konstruktivt, at jeg ikke er ved at blive tosset, altså ikke mere end jeg plejer at værre, og jeg har googlet en masse og kan konstatere at det nok netop er den her angst, der for mig til at køre helt op i en spids. Og så ryger evnen til at tænke konstruktivt. Og så føles det som en mareridt man ikke kan vågne af. Jeg kører simpelthen mig selv helt ud på overdrevet.
JEg har så gjort mig en masse tanker og er kommet frem til at jeg, til trods for at jeg går hjemme uden arbejde lige nu, er stresset af hel**** til. Jeg har sat mig selv nogle mål, jeg virkeligt gerne ville opnå, og jeg kan ikke få det til at lykkedes. Jeg har en tidsfrist på uddannelse til sommmer og et hussalg, som jeg ikke kan styre, og derudover en okonomi fordi jeg er nødt til at gå hjemme ledig nu. Ikke at jeg ville kunne varetage et job sådan som jeg er lige nu.
Men altså. Bare at skrive det og tænke det får de fysiske reaktioner til at begynde. Det føles som om der er nogen der holder mig på 30 cm afstand af alting, det er en virkelig bizar fornemmelse.
'Og jeg har drevet på mig selv i 12 mnd nu i denne forbindelse, spekuleret på det, udtænkt det ene løsningsforslag efter det andet, vendt og drejet situation, det har været det jeg har ligget og spekuleret på om aftenen inden jeg skulle sove, hvilket så har gjort at jeg ikke kunne sove. JEg har brugt de fleste af mine vågne timer på at tumle med det i baghovedet. Og jeg har ikke været opmærksom på at jeg fik kørt mig selv af sporet med det.
Nu er jeg så opmærksom. Jeg har besluttet at det så bare ikke er meningen at det skal lykkedes, og at jeg ikke kan tåle at blive ved med at kæmpe med det, så planerne er lagt om. Eller rettere fokus er forsøgt fjernet fra alt hvad der hedder fremtids og forsøgt at få min nutid til at fungere.
Men jeg kan ikke bare holde op med at have det sådan her ved at knipse med fingere. Og jeg ved ikke hvordan jeg skal komme ud på den anden side. Nu skal jeg til lægen onsdag. Skulle jeg egentligt have været idag, men måtte lægge mig med endnu et migræne anfalde her til morgen. Jeg ved ikke rigtigt hvad han kan gøre for mig må jeg indrømme. Jeg ville ønske jeg bare kunne finde knappen, der bragte det hele i orden igen. Men ved jo nok, at den ikke eksisterer.
Så lige nu er min hverdag et hul. Jeg kan ikke tage mig sammen til noget. At være der for min familie er godt for mig, for så skal jeg tænke på noget andet, men på den anden side er jeg nærmest apartisk. jeg kan lige holde så meget fast i normalen med neglene at jeg kan passe på børnene og lave aftensmad og sådan. Men fuck, når man normalt er så aktiv som jeg er og så til det her hul. Føj!!
Jeg ved godt, der ikke er så meget i kan sige herinde, men det hjælper at skrive det ned, og måske er der nogen der har nogle kloge ord med på vejen. :-)
