Det var ret hårdt.. :'(

Idag var dagen hvor min farmor skulle bisættes, og indtil nu har jeg egentlig været ret cool omkring det hele og tænkt, at det var det bedste for hende osv.. Jeg har ikke fået grædt, fordi det måske lå mig lidt fjernt lige i det her tilfælde, men hvorfor, det aner jeg ikke??

MEN så snart kisten var sat fra bærerne inde i kirken brød jeg sammen, og jeg brød virkelig sammen, kunne slet ikke samle mig igen, lige der gik det op for mig at jeg aldrig skal se min elskede farmor igen, lige der gik det op for mig at jeg har "svigtet" hende det sidste halvandet år fordi jeg ville bevare de gode minder om hende, fremfor at få nye dårlige på grund af hendes demens.. Lige der gik det op for mig at jeg aldrig nåede at fortælle hende at hun skulle være oldemor til hendes 11 oldebarn..
Lige i det øjeblik gik det op for mig endnu engang hvor skrøbelig livet er, og at vi skal leve i nuet noget mere fremfor i fremtiden, for ingen af os ved hvad der sker imorgen..

Jeg fik dog hold på mig selv igen efter en lille halv time, og klarede mig nogenlunde igennem ceremonien, lige indtil præsten begynder at skovle jord op på kisten og siger "af jord er du kommet, af jord skal du blive, af jord skal du igen opstå" så brød jeg sammen igen, og det samme gjorde min søster, så vi stod bare der midt i kirken og holdte om hinanden, indtil kisten skulle bæres ud til bilen, og da så vi havde lagt blomster på kisten, og bedemanden kørte afsted med hende, ja så kom der endnu en tudetur..

Jeg elskede min farmors glade væsen, hun var aldrig trist, ihvertfald ikke når vi så hende, hun elskede alle sine 10 børnebørn og sine 10 oldebørn, og hun var ikke bange for at sætte sig på gulvet og lege med os da vi var små.. Jeg SAVNER hende..

Sender dig et stort  og en masse medfølelse!! Jeg ved præcis hvordan du havde det. Jeg bisatte min elskede mormor for snart 3 år siden. Hun døde efter små 10 år som dement og jeg troede også jeg var helt afklaret og at det var bedst hun fik fred!! Først der i kirken tillod jeg mig selv at sørge og den mormor, jeg faktisk mistede 10 år før 

jeg ved kun hvor ondt det gør at miste og jeg sender dig en masse tanker og knus og husk man fortryder en masse men hun har fået det godt hvor hun er og husk der er altid lidt af hende i dag

An&Jo skriver:

Idag var dagen hvor min farmor skulle bisættes, og indtil nu har jeg egentlig været ret cool omkring det hele og tænkt, at det var det bedste for hende osv.. Jeg har ikke fået grædt, fordi det måske lå mig lidt fjernt lige i det her tilfælde, men hvorfor, det aner jeg ikke??

MEN så snart kisten var sat fra bærerne inde i kirken brød jeg sammen, og jeg brød virkelig sammen, kunne slet ikke samle mig igen, lige der gik det op for mig at jeg aldrig skal se min elskede farmor igen, lige der gik det op for mig at jeg har "svigtet" hende det sidste halvandet år fordi jeg ville bevare de gode minder om hende, fremfor at få nye dårlige på grund af hendes demens.. Lige der gik det op for mig at jeg aldrig nåede at fortælle hende at hun skulle være oldemor til hendes 11 oldebarn..
Lige i det øjeblik gik det op for mig endnu engang hvor skrøbelig livet er, og at vi skal leve i nuet noget mere fremfor i fremtiden, for ingen af os ved hvad der sker imorgen..

Jeg fik dog hold på mig selv igen efter en lille halv time, og klarede mig nogenlunde igennem ceremonien, lige indtil præsten begynder at skovle jord op på kisten og siger "af jord er du kommet, af jord skal du blive, af jord skal du igen opstå" så brød jeg sammen igen, og det samme gjorde min søster, så vi stod bare der midt i kirken og holdte om hinanden, indtil kisten skulle bæres ud til bilen, og da så vi havde lagt blomster på kisten, og bedemanden kørte afsted med hende, ja så kom der endnu en tudetur..

Jeg elskede min farmors glade væsen, hun var aldrig trist, ihvertfald ikke når vi så hende, hun elskede alle sine 10 børnebørn og sine 10 oldebørn, og hun var ikke bange for at sætte sig på gulvet og lege med os da vi var små.. Jeg SAVNER hende..

Gør mig rigtig ondt med din farmor. Men som du selv skriver var det måske bedre hun fik fred, og blev forenet med din farfar igen. Ingen er tjent med at have det dårligt.. Alle mine tanker går til dig

rikkeregnbue skriver:

tak for kram..

JulieE skriver:

Sender dig et stort  og en masse medfølelse!! Jeg ved præcis hvordan du havde det. Jeg bisatte min elskede mormor for snart 3 år siden. Hun døde efter små 10 år som dement og jeg troede også jeg var helt afklaret og at det var bedst hun fik fred!! Først der i kirken tillod jeg mig selv at sørge og den mormor, jeg faktisk mistede 10 år før 

det er rigtig hårdt, min farmor blev rigtig dement for 5 år siden, og hun vidste jo slet ikke hvem vi var, deraf kommer jo også de manglende besøg..

vi begravede min morfar for 3 år siden her i februar, så det gør jo kun det hele meget værre, og det er kun et halvt år siden at min ene faster lagde hendes mand i graven, så det var ekstra hårdt at sidde der igen idag..

B&J skriver:

jeg ved kun hvor ondt det gør at miste og jeg sender dig en masse tanker og knus og husk man fortryder en masse men hun har fået det godt hvor hun er og husk der er altid lidt af hende i dag

hun har det helt sikkert godt hvor hun er nu..
Men hvor gør det ondt at jeg aldrig skal se hende igen..

Mor-til-asta-09 skriver:

Gør mig rigtig ondt med din farmor. Men som du selv skriver var det måske bedre hun fik fred, og blev forenet med din farfar igen. Ingen er tjent med at have det dårligt.. Alle mine tanker går til dig

det er helt sikekrt godt at de er blevet genforenet igen, og hun er kommet op til deres to døtre som de mistede til leukæmi i en meget ung alder, men det gør bare så ondt lige pludselig..

An&Jo skriver:

det er helt sikekrt godt at de er blevet genforenet igen, og hun er kommet op til deres to døtre som de mistede til leukæmi i en meget ung alder, men det gør bare så ondt lige pludselig..

Kan godt forstå det gør ondt.. Også derfor det er vigtigt at komme ud med, så det ikke brænder inde.. Så kan du risikere pludselig at stå i føtex og bryde sammen, og det går ikke søde..