er træt og har brug for luft...

måske nogle nye rutiner endda..

Det forholder sig sådan at jeg er gravid(8 mdr +) og har en pige på knap 20 mdr. Manden arbejder rigtig meget så jeg er alene om stort set alt. Men jeg er bare så træt!! Jeg er ikke gået fra til barsel endnuså hverdagene er booket, men igår var jeg nødt til at tage en fridag, da jeg bare er ved at brænde sammen... 

Jeg har minus på overskudskontoen og det går ud over mit humør og min datter. Hun er i den grad i selvstændighedsalderen. "Seeeeelv" er det ord der bliver brugt mest lige pt. og det ville bare være skønt om jeg havde lidt mere overskud til at nyde denne tid med hende, i stedet for at blive irriteret over at alting tager så frygtelig lang tid. Hun er egentlig god nok til at underholde sig selv, men når hun så udviser interesse for at lege synes jeg det er uoverskueligt og kan nærmest kun overkomme at læse en bog e.l. 
Lige nu er der jo sne og vi kunne gå ud og lege i sneen, men jeg orker ik skal til at gå med hende over på kælkebakken, selvom jeg egentlig synes det er hyggeligt, når det så står på.
Om aftenen når der skal laves mad, hænger hun op ad mig og vil gerne op, og det kan jeg jo god forstå, da vi ikke leger ret meget, synes jeg i hvert fald ikk, og så skal jeg pludselig lave mad. >Hun må et eller andet sted føle sig afvist. Synes det er for nemt bare at tænde tv'et så det gør jeg kun hvis det er for at det virkelig brænder på og maks 15 minutter om dagen, prøver jeg at begrænse det til...

Synes også hun er begyndt at prøve rigtig mange grænser af... Vi kan bede hende lade være med at kaste med ting flere gange om dagen, specielt ved bordet når vi spiser. Hvis hun siger hun er færdig og vil ned og vi så tilbyder hende noget at drikke inden kan hun tage glasset og vælte det med vilje, mens hun kigger op på os/mig og hendes ansigtsudtryk ligesom siger "hvad sker der så nu". Jeg ved godt det er helt normalt og de skal jo finde vores grænser, men jeg er ved at blive vanvittig over det. 
Hun får lov at komme ned når hun er færdig, da jeg egentlig synes det er bedre for hende at komme ned og lege, end det er at være tvangsindlagt til at sidde ved bordet sammen med os. Men jeg er kommet i tvivl om det er det rigtige, for nå rhun kommer ned, vil hun gerne have os med ned og lege, og det siger vi begge nej til. Hun må sidde ved en af os med en bog eller i sin stol, men hvis hun skal lege med ex. legekøkken så skal hun selv gøre det.. Men jeg tænker at hun måske er for lille til det endnu? Det handler om 5 minutter, mens vi spiser færdige, men hun kan ligne en der er blevet slået, af bare raseri når vi siger "mor og far spiser lige skat".

hun er også efter lang tids pause, begyndt at slå når hun ikke får sin vilje, eller hvis vi siger stop/nej/det skal du ikke osv, så kan vi tage hende op eller væk fra det hun ikke må, altså aflede hende, men så kan hun lige pludselig stå en i hovedet eller kradse rigtig hårdt og dét synes jeg bare er noget så irriterende. Bliver helt rød indeni af arrigskab, men jeg bevarer altid roen og siger enten, "du skal ikke slå mor" "det vil mor ik ha" o.l. 

ja der er nok flere eksempler på situationer hvor jeg ikke ander mit levenede råd efterhånden. 
Måske jeg også bare har høje forventninger til mig selv, og gerne vil gøre det hele så rigtigt og er bange for at begå fejl. Jeg hører til i den lidt yngre skala af mødre og har nok altid følt at jeg skulle bevise at det jeg gjorde var godt nok, også selvom jeg altid kun har fået ros..
Jeg læser af og til om børneopdragelse, men ville ønske jeg bare kunne stå ved mine egne opdragelsesmetoder og stole på, at de var gode nok...
jeg tager ofte mig selv i at tænke, gad vide om det er godt nok/ rigtigt at gøre det på den her måde. Vil jo gerne give hende den bedste opdragelse og en masse omsorg og kærlighed og opmærksomhed, som hun har brug for...

nå, nu kom jeg da ud med tankerne, det var i hvert fald rart!!

- tak til den som læste med helt herned. skriv gerne et svar  

Hej 

Ved ikke helt hvad du søger af svar, og du må ikke føle at jeg angriber dig, for det er bestemt ikke min hensigt. 

Jeg synes det er enormt synd for både dig og din datter at du har det sådan. Kan ikke forestille mig hvordan det må være at være højgravid og så oven i købet have en på 20 mdr. 

Det med at din datter slår, kan måske være en reaktion på at hun måske føler sig lidt glemt eller overset. Måske straffer hun dig fordi nu kommer den lille nye lillesøster eller bror og så er der ikke tid til hende. 

Ved godt det er hårdt, det kan jeg jo læse, men måske du "bare" skal tvinge dig selv til at lave nogle ting med hende. Måske bare se en film sammen eller noget. Selvom du gerne vil begrænse tv-tiden. Men når først den lille kommer, så vil der jo være endnu mere fokus på baby. Ikke kun fra jer, men også venner og familie. Og så kan det jo være at det bare eskalerer. 

Jeg har INGEN erfaring på det her område, så det er ren lommepsykologi. 

Kan I ikke lave noget, dig, din datter og så din mor eller en veninde eller lignende? Når nu din mand arbejder meget tænker jeg. Måske evt. tage i svømmehallen? Det kunne måske også være rart for dig. Og ved at have en med, kan det måske aflaste dig lidt.

Håber du finder overskudet på den ene eller den anden måde. 

Kæmpe meget held og lykke 

Kan godt forstå dig. Jeg synes den alder var hård og det var uden at være gravid. Som en anden også sige, ville jeg sige ja tak uden at tøve hvis veninder eller familie tilbyder at komme forbi og hjælpe. Ofte er man jo for stolt og slår det hen hvis folk tilbyder. Bare sig Ja tak, det lyder dejligt. Hvad med f.eks torsdag eller lign.

Jeg tror bare du skal gøre det så nemt for dig selv så muligt. Får hun varmt mad i dp så nøjes med rugbrøder flere gange om ugen eller øllebrød, eller pizabrød eller lign. Noget der tager kort tid som gør at du ikke står i køkkenet for meget.

Lige meget om man er ung eller gl. mor eller mor til en eller to, så tror jeg ofte man spekulere over om man nu gør det rigtige. Man sammenligner sig (eller barnet) med andre og synes at de må gøre noget der er rigtigt fordi deres barn ikke er så uartig eller lign. Men tror mig, alle børn har de faser og så længe du er konsekvens på den måde i beslutter at opdrage på, så hun ikke får mixet signaler, så skal det nok blive ok.

Der er også ok, at det bare er bøger i læser, eller sidder ved bordet med lidt modelervoks eller sidder og "tegner" osv. alt hvor du kan hvile maven lidt men samtid være der for din pige. I kan også putte mig om eftermiddagen i din seng hvor du fortæller små røver historier om opdigtede prisesser osv.

Men forstår godt det er drøn hårdt lige i den fase. Det synes jeg i hvertfald jeg kan huske det var med mig pige. (it is never ending

Anonym skriver:

måske nogle nye rutiner endda..

Det forholder sig sådan at jeg er gravid(8 mdr +) og har en pige på knap 20 mdr. Manden arbejder rigtig meget så jeg er alene om stort set alt. Men jeg er bare så træt!! Jeg er ikke gået fra til barsel endnuså hverdagene er booket, men igår var jeg nødt til at tage en fridag, da jeg bare er ved at brænde sammen... 

Jeg har minus på overskudskontoen og det går ud over mit humør og min datter. Hun er i den grad i selvstændighedsalderen. "Seeeeelv" er det ord der bliver brugt mest lige pt. og det ville bare være skønt om jeg havde lidt mere overskud til at nyde denne tid med hende, i stedet for at blive irriteret over at alting tager så frygtelig lang tid. Hun er egentlig god nok til at underholde sig selv, men når hun så udviser interesse for at lege synes jeg det er uoverskueligt og kan nærmest kun overkomme at læse en bog e.l. 
Lige nu er der jo sne og vi kunne gå ud og lege i sneen, men jeg orker ik skal til at gå med hende over på kælkebakken, selvom jeg egentlig synes det er hyggeligt, når det så står på.
Om aftenen når der skal laves mad, hænger hun op ad mig og vil gerne op, og det kan jeg jo god forstå, da vi ikke leger ret meget, synes jeg i hvert fald ikk, og så skal jeg pludselig lave mad. >Hun må et eller andet sted føle sig afvist. Synes det er for nemt bare at tænde tv'et så det gør jeg kun hvis det er for at det virkelig brænder på og maks 15 minutter om dagen, prøver jeg at begrænse det til...

Synes også hun er begyndt at prøve rigtig mange grænser af... Vi kan bede hende lade være med at kaste med ting flere gange om dagen, specielt ved bordet når vi spiser. Hvis hun siger hun er færdig og vil ned og vi så tilbyder hende noget at drikke inden kan hun tage glasset og vælte det med vilje, mens hun kigger op på os/mig og hendes ansigtsudtryk ligesom siger "hvad sker der så nu". Jeg ved godt det er helt normalt og de skal jo finde vores grænser, men jeg er ved at blive vanvittig over det. 
Hun får lov at komme ned når hun er færdig, da jeg egentlig synes det er bedre for hende at komme ned og lege, end det er at være tvangsindlagt til at sidde ved bordet sammen med os. Men jeg er kommet i tvivl om det er det rigtige, for nå rhun kommer ned, vil hun gerne have os med ned og lege, og det siger vi begge nej til. Hun må sidde ved en af os med en bog eller i sin stol, men hvis hun skal lege med ex. legekøkken så skal hun selv gøre det.. Men jeg tænker at hun måske er for lille til det endnu? Det handler om 5 minutter, mens vi spiser færdige, men hun kan ligne en der er blevet slået, af bare raseri når vi siger "mor og far spiser lige skat".

hun er også efter lang tids pause, begyndt at slå når hun ikke får sin vilje, eller hvis vi siger stop/nej/det skal du ikke osv, så kan vi tage hende op eller væk fra det hun ikke må, altså aflede hende, men så kan hun lige pludselig stå en i hovedet eller kradse rigtig hårdt og dét synes jeg bare er noget så irriterende. Bliver helt rød indeni af arrigskab, men jeg bevarer altid roen og siger enten, "du skal ikke slå mor" "det vil mor ik ha" o.l. 

ja der er nok flere eksempler på situationer hvor jeg ikke ander mit levenede råd efterhånden. 
Måske jeg også bare har høje forventninger til mig selv, og gerne vil gøre det hele så rigtigt og er bange for at begå fejl. Jeg hører til i den lidt yngre skala af mødre og har nok altid følt at jeg skulle bevise at det jeg gjorde var godt nok, også selvom jeg altid kun har fået ros..
Jeg læser af og til om børneopdragelse, men ville ønske jeg bare kunne stå ved mine egne opdragelsesmetoder og stole på, at de var gode nok...
jeg tager ofte mig selv i at tænke, gad vide om det er godt nok/ rigtigt at gøre det på den her måde. Vil jo gerne give hende den bedste opdragelse og en masse omsorg og kærlighed og opmærksomhed, som hun har brug for...

nå, nu kom jeg da ud med tankerne, det var i hvert fald rart!!

- tak til den som læste med helt herned. skriv gerne et svar  

hov glemte lige at citere

Tak for jeres svar! Det var hverken angribende eller noget  

Altså når jeg lige selv læser mit indlæg igen, lyder det som om vi slet ikke leger, det gør vi.. men det bliver bare tit de samme ting og jeg synes det virker som om hun keder sig lidt, så måske vi skulle finde noget nyt legetøj til hende, noget med lidt mere udfordringer i.

Det med at tegne var en god ide, det kan hun også godt lide. Modellervoks har vi aldrig prøvet, men det kunne være en god mulighed også...

Det med at tænde tv'et alligevel kunne jeg jo godt gøre lidt mere, men det bliver ikke mere end 30 minutter. Jeg er ret overbevist om at de ikke kan kapere det i deres små hjerner kun som 20 mdrs tumlinger.

Er rigtig glad for jeres svar og vil lægge hovedet i blød for lige at finde ud af hvordan de næste 1 1/2 måned tid skal forløbe sig, og så hive mig selv i nakken og gå en tur med kælken Evt. være bedre til at tage en middagslur samtidig med hende i weekenderne, det er jo dem der trækker flest tænder ud...