Ååååh MÆND!!! Jeg hopper på vognen med jer der er pissetrætte af hannerne for tiden. Jeg ved ikke hvad det er, jeg synes bare ALT hvad min "kæreste" gør for tiden er irriterende, og jeg kan slet ikke finde energi til at skjule det længere, hvilket går stemningen noget anspændt.
For det første er han jo på vej retur fra 3 år med panikangst og depressive symptomer + de sløvende bivirkninger fra medicinen som han er ved at trappe ud af. Det er jo rigtig synd, men for POKKER hvor passer vores tempi bare elendigt sammen, og hvor har jeg bare minus tålmodighed med ham for tiden. Han er sååååå sløv. Selv de mindste ting er uoverskuelige for ham, og han sover gerne 14 timer i døgnet, og er alligevel så supertræt og ugidelig det meste af tiden... Jeg er selv lige kommet op på hesten igen efter min egen stress/betaltningsnedtur i december som kostede mig 6 gange hos en psykolog for at komme på højkant igen, og det sidste jeg har brug for er at se på hans fedtede, søvndrukne person i sofaen og høre hans "suuuk.....det ved jeg ikke - hvad synes du?". 
Lige nu kan han ikke være i sin egen lejlighed, da udlejeren ikke har betalt deres varmeregning og der er lukket for varmt vand og varme - ergo frostgrader. De kan intet gøre ud over at rykke og rykke, men udlejeren er en knægt der har arvet ejendommen, og han svarer stort set ikke på deres henvendelser, og at kontakte LLO er åbenbart for stor en udfordring for dem (det er så min lillesøster der bor i den anden lejlighed). Igen denne ladhed!! Så valget står mellem at han bor her indtil min søn kommer tilbage på mandag fra sin far, eller hos sine forældre, hvilket betyder at vi ikke får set hinanden, hvilket vi går meget lidt i forvejen da jeg ikke vil blande ham for meget ind over min søn når jeg stadig ikke er sikker på at det virkelig holder... Ergo kommer han i dag og så må vi se om jeg kan holde ham ud, med det humør jeg er i...
Det næste issue er at han er SÅ umoden!!!! Han har MINUS selvindsigt, ingen situationsfornemmelse og går i forsvar ved den mindste antydning af at han burde oppe sig, sige undskyld eller erkende sine problemer. Alting i hans verden får betydning af at vinde eller tabe (indrømmede han selv efter et skænderi der næsten kostede os forholdet) - alle diskussioner eller snakke vi har tager han som en vinde/tabe situation, og det er så MEGAbelastende!!!
Han synes selv han er mindst ligeså moden og voksen som vi andre i vennekredsen som stammer helt tilbage fra 9.klasse (dvs. 14 år siden), men sandheden er at han ikke er kommet nogen vegne siden gymnasiet og stadig drømmer sig tilbage til den tid, hvor alting var meget nemmere og han var Mr. Popular der bare var "den bedste til alt". Han synes det er os andre der har ændret os til noget underligt noget, og bare burde komme ned fra den høje hest og være som vi var i "de gode gamle dage" hvor ugens højdepunkt var weekendens byture og "man" levede frit og uden de store bekymringer og ansvar. Man kan da "sagtens" uddanne sig og stifte familie og stadig havde det sjovt, ikke? Tidspunkter og deadlines som skal overholdes, forpligtende ansvar og ting man "bør" og "skal" for at leve et voksent liv skøjter han bare forbi og hvis han misser en aftale - nåja, "ups". Behøver jeg at sige at hans angst i høj grad handler om præstationsangst og mindreværd?
Det som engang var så fedt - at han og jeg ping-ponger som ingen andre og har uendelig meget kemi og passion - er gået hen og blevet et negativ, fordi alle sætninger begge veje efterhånden føles som små udfordringer og det føles efterhånden ikke hverken særligt kærligt eller specielt længere, det føles bare som en anspændt stemning hvor vi hele tiden misforstår hinanden negativt, bliver stødt og kommer ind på de "farlige" emner.
Jeg har fået ham overbevist om at han simpelthen SKAL gå til psykolog her under udtrapningen, alt andet ville være vanvittigt og jeg vil ikke være en del af det eksperiment hvis ikke han fik hjælp til at klare de udfordringer som følger med at blive medicinfri. Han har tilmed været hos lægen i mandags og fået sin henvisning. Og jeg vil rigtig gerne give ham den tid der skal til mens han finder frem til kernen i sine problemer, men det kommer til at tage laaang tid, hvis han overhovedet gennemfører og jeg tvivler ærligt talt på at jeg orker at se på hans degenererede skikkelse så længe...
Ahh - luft! 
Anmeld
