... når far er udenfor psykologisk rækkevidde?
Min drengs far besluttede sig for at tage til noget kom-sammen igår i samværet. Helt fint, vores dreng skulle med og det var passende. Jeg havde på forhånd skrevet en besked for at gøre opmærksom på, at middagsluren var tiltrængt grundet sygdom tidligere på ugen og at den ikke bare måtte udskydes da vores dreng jo skulle i seng og op i institution til normal tid. Det var ikke en sur besked, blot en besked om at de skulle være opmærksomme på vores drengs behov. Det var ok skrev faren.
Igår kl 18.30 skriver faren så om han skal vække vores dreng eller om jeg selv ville gøre det når jeg hentede kl 19? Han var blevet lagt kl 17.30. Vores dreng har sengetid kl 19...
Hvad skete der efterfølgende? Vores dreng var så ulykkelig, som jeg nogensinde har set ham. Han græd og kaldte på mig hele aftenen selvom jeg lå og krammede ham. Han var dybt og bund ulykkelig. Han faldt i søvn ved 23 tiden og vågnede et par gange i timen og kaldte på mig. Jeg har aldrig prøvet at han ikke bare sover trygt igennem natten, så jeg er virkeligt ked af det her til morgen. Han kan naturligvis ikke komme i børnehave uden søvn og jeg er derfor nødt til at holde ham hjemme.
Faren skriver så til mig igår aftes, at han er "sikker på at han falder i søvn, og at han håbede at jeg vidste det ikke var gjort med vilje". Men med et tidligere erklæret mål om at få mig til at gå ned psykisk og økonomisk, der er jeg simpelthen ikke i stand til at tro, at det ikke er gjort med fuldt overlæg. Især da jeg havde sendt besked på forhånd.
Jeg kan ikke kontakte statsforvaltningen, da jeg jo i sagens natur ikke må blande mig i, hvad der sker under samvær. Og jeg kan ikke tale med faren ... men jeg har brug for at gøre et eller andet, så derfor skriver jeg her
Anmeld
