"Hør lige efter hvad jeg siger"

Min dreng er 4 år.

Han har altid været en vildbasse med krudt i rumpetten. Min øjesten!

Men for filan, jeg synker jo helt sammen her til aften, efter han er lagt i seng og forsøger at trække vejret dyybt. 

Han er kommet til et punkt, hvor hans ører altså ikke længerer fungerer. Jeg skal sige ting til ham min. 3 gange før han gør det, selvom jeg kan se at han kan høre mig allerede første gang. F.eks. hvis han kører på væggen med en af sine biler, og jeg siger; "Jeg vil ikke have du kører på væggen. Bilen skal køre lige inde på værelset." .. og så køøører han rundt på væggen og bordene osv.. selvom værelset er lige ved siden af. 

Det samme med aftensmaden, hvor han kan sidde og køre rundt på måsen, løfte armene op i vejret eller lege med gaflen, hvor jeg husker ham på, at vi sidder ved bordet for at spise. Hold ved gaflen med én hånd, den anden hånd forholder sig i ro, og jeg kunne blive ved - det lyder efterhånden som én lang ordre.

Når det kører for ham, sætter jeg smilet på ogfortæller ham, at det er dejligt at se, men så går der 3 sekunder..

Ååh.. de små kampe! Nogle dage næsten ingen, nogle dage ret så mange. 

Jeg ved egentlig ikke rigtig hvor jeg vil hen med det er emne, jeg vil måske bare gerne lige forhøre mig om det overhovedet bliver bedre? NOGENSINDE? x) Jeg mener.. hvor tit kan man forvente at ens børn hører efter 1. gang? .... men hvor ville det dog være dejligt, hva? 

Jeg er helt flad lige nu. 

Min datter er kun 22 mdr så det er lidt nogle andre problemer vi tumler med, men kan kun sige "velkommen i klubben af flade forældre":-D Vi har lige siddet og talt om at nogle dage føles det som det bare er ren overlevelse. Hysteriske anfald x 400 i løbet af en dag og dårlig søvn oveni hatten... Pyyyh det er svært at være pædagogisk og rolig når dagen er ved at være til ende. Men... Det går jo over... Ikke?:-)

Vores dreng er også 4 år - det kunne have været ham du skrev om. Nogen dage er han godheden selv og hører alt, men andre dage skal man sige tingene en million gange og man synes ikke, at man har bestilt andet end, at skælde ud.

Jeg siger til mig selv "det er en fase, det går over".

Tulle28 skriver:

Min datter er kun 22 mdr så det er lidt nogle andre problemer vi tumler med, men kan kun sige "velkommen i klubben af flade forældre":-D Vi har lige siddet og talt om at nogle dage føles det som det bare er ren overlevelse. Hysteriske anfald x 400 i løbet af en dag og dårlig søvn oveni hatten... Pyyyh det er svært at være pædagogisk og rolig når dagen er ved at være til ende. Men... Det går jo over... Ikke?:-)

Åh jeg husker også godt den alder. Hystade-anfald! Men DET ved jeg, dét bliver bedre med tiden. Lige omkring 2-års alderen er det værst. Da min søn var omkring 3 så aftog det kraftigt, og nu ser jeg sjældent de der decideret hystade-anfald mere, nu er det mere surhed og hæftig argumentation over at han skal have overtøj på feks x) .. så de bliver bestemt nemmere at tale med efterhånden.. Nu er vi så bare ved et punkt her, hvor man helst lige lukker ørene for de ting mor siger nu... yay.. x)

MoarHvidovre skriver:

Vores dreng er også 4 år - det kunne have været ham du skrev om. Nogen dage er han godheden selv og hører alt, men andre dage skal man sige tingene en million gange og man synes ikke, at man har bestilt andet end, at skælde ud.

Jeg siger til mig selv "det er en fase, det går over".

Haha, åh det håber jeg også!

Man kan springe helt i luften indeni af al den kernepædagogik, der skriger "BEVAR ROEN" når sønnike står og lader som om han for 5 gang ikke har hørt at jeg nu gerne vil have at han kommer hen og tager overtræksbukser på x) .. Og så ender det med denne: "Jeg er træt af at sige det så mange gange, nu vil jeg have at du hører efter, tag dem så på! Tak!"