Nyt forhold, barn fra tidligere?

Hvordan klare i det der med en ny kæreste i forhold til barn fra tidligere forhold ?

Min situation..

(Min x mand M. og jeg gik fra hinanden pga. mange ting men størst pga. vold og psykisk terror og manipulation gennem 4 år. derudovre var der  manglende tilstedeværelse og interresse i vores søn på nu 2&frac12

Jeg har min søn hos mig og han ser M. engang i mellem. (vi havde en fast plan om hver anden weekend men det kunne M. ikke holde til. Så havde vi en plan om M. havde vores søn fast tirsdage og havde tors og søndags besøg, men M. bliver ved med at aflyse)

anyways....

Jeg har så fundet sammen med min dejlige kæreste, en jeg har været bedste venner med siden 8-9 års alderen on off og små kærstet med som lille.. men nu har vi fundet kærlighed i hinanden (endelig)

Men det jeg har svært ved.. er vel, hvad hans rolle er hos min søn ?
hvornår er det okai at lade kæresten fylde "far rollen"... er det noget med tid eller hvordan man har det sammen som par... er det når man flytter sammen, blir gift, får flere børn... eller skal han nogensinde det.. eller kommer det naturligt ? jeg siger ikke han skal tage M.'s plads han vil jo altid være hans far. Men hverdags rollen som far... hvordan fungere det lige....

Lige nu er han sammen med min søn som en far ville være, vil jeg sige..
Men jeg har aldrig prøvet at se far rollen, M. var der jo bare i huset uden egentlig at være med og legekammerat når han lystede og ellers var jeg "alenemor"

Jeg er ikke i tvilv om at hvis det var så ville kæresten gerne være stedfar hvis man kalder det det, over for min søn. Og min søn er i forvejen meget glad for kæresten. Men hvordan skal jeg lære at dele opgaverne ? eller skal jeg slet ikke lægge det over på ham...  ? igen kommer det naturligt ?

jeg har snakket lidt med ham om det.. måske jeg sku prøve igen.. han siger han er glad for at han får lov, til at trøste og give mad og lege og hvad der nu måtte være.. så det er vel positivt..


Jeg sidder ikke og siger i skal sige direkte hvad jeg skal gøre.. for alle situationer er jo forskellige.. jeg søger vel bare lidt perspektiv..

hvad har i gjort, tænkt følt i forhold til at være i et forhold med en mand der ikke er far til jeres barn.. og hvordan har kæresten reageret ...hvordan forløb det... ?

Jeg tror det kommer helt naturligt.
- min kæreste og jeg har været sammen i over to år, på det tidspunkt vi fandt sammen, havde han en datter fra tidligere forhold. i starten sås vi uden jeg havde mødt datteren, og efter 1-2 måneders tid, mødte jeg hende da min kæreste og jeg blev enige om at være seriøse med hinanden. på det tidspunkt havde han (som nu også) hende hver tors-fred i den ene uge og tors-sønd. i den anden uge, og sådan skiftede det. vi flyttede sammen efter at have været kærester i 3 måneder, og hverdagen blev meget hurtig nem for hende, og jeg blev da også ret hurtig "fast inventar" i hjemmet. det var ikke længere "Hjem til far", nu var det både "Mija OG far". det var skønt ..
NU går hun faktisk og kalder mig mor, når vi har samvær , for for hende er jeg jo mor hjemme hos far. dette er intet vi har bedt hende om, men noget der falder hende naturligt ind. når vi siger at  jeg er bonusmor, (for ikke at såre hendes nuværende mor) - svarer hun som alt for hende er normalt "Jamen du er min nummer 2 mor, så jeg kalder dig mor" .. og så kan man da ikke rigtig svarer igen . nu venter min kæreste og jeg en lillesøster til hans pige, så alt er skønt og naturligt..

Synes ikke du skal tænke så meget over det, om hvad der er rigtigt og forkert, bare tag tingende som de kommer, og selvfølgelig mærk efter din søns behov og hvad han har brug for i hverdagen - han har sikkert også brug for en faderrolle allerede nu. om det er den biologiske far eller kæreste.   ingen børn har brug for en far der "svigter" aftaler.. har du sågar heller ikke..

Kæmpe knus.