Det der med pasning af baby

Ja, bare tanken om at der er nogle der skal passe min baby gør mig "dårlig". Ved godt det er en nødvendighed når mor her skal på job igen, og det gør mig heller ingen ting.

Men tænker mere på familie og venner, synes alle står i kø for at ville passe den lille, og jeg tænker bare "noooo". 

Har aldrig haft et særlig godt forhold til min far, han forlod min mor da jeg ar 4 år, og flyttede sammen med en ny, og hendes barn, og så var det jo bare det vigtigste for ham. Har aldrig brudt mig om hans nye kone, og hun har ændret min far, så nu bryder jeg mig heller ikke om ham.

Da jeg blev gravid ville han igen have kontakt til mig ( og jeg havde egentlig håbet at han som altid ville blive på afstand) 

Og nu efter vi har fået den lille, vil ham og hans kone konstant finde på noget med os. Det er jo forståeligt når man er blevet morfar. 

Men hvordan siger jeg fra overfor ham? mht. pasning af den lille, når han bliver ældre? For jeg ønsker IKKE at vores dreng skal passes af dem, for han skal ikke have det som jeg havde det, når jeg var på weekend hos dem = frygteligt  

Og er det en helt forkert følelse at jeg egentlig ikke ønsker min far i mit liv? 

Jeg ville sige det som det er. På en pæn måde selvfølgelig.

Anonym skriver:

Ja, bare tanken om at der er nogle der skal passe min baby gør mig "dårlig". Ved godt det er en nødvendighed når mor her skal på job igen, og det gør mig heller ingen ting.

Men tænker mere på familie og venner, synes alle står i kø for at ville passe den lille, og jeg tænker bare "noooo". 

Har aldrig haft et særlig godt forhold til min far, han forlod min mor da jeg ar 4 år, og flyttede sammen med en ny, og hendes barn, og så var det jo bare det vigtigste for ham. Har aldrig brudt mig om hans nye kone, og hun har ændret min far, så nu bryder jeg mig heller ikke om ham.

Da jeg blev gravid ville han igen have kontakt til mig ( og jeg havde egentlig håbet at han som altid ville blive på afstand) 

Og nu efter vi har fået den lille, vil ham og hans kone konstant finde på noget med os. Det er jo forståeligt når man er blevet morfar. 

Men hvordan siger jeg fra overfor ham? mht. pasning af den lille, når han bliver ældre? For jeg ønsker IKKE at vores dreng skal passes af dem, for han skal ikke have det som jeg havde det, når jeg var på weekend hos dem = frygteligt  

Og er det en helt forkert følelse at jeg egentlig ikke ønsker min far i mit liv? 

Men hvorfor tror du, at din far vil være på samme måde overfor din søn? Når han nu viser den interesse han gør nu?

Zeus skriver:

Men hvorfor tror du, at din far vil være på samme måde overfor din søn? Når han nu viser den interesse han gør nu?

Jeg tror heller ikke at min far vil, eller det er jo lidt det jeg frygter :/ Men ved at min fars kone vil, og min søn piver når hun holder ham - og han piver ellers aldrig. Så det vil jeg ikke udsætte ham for. 

Jeg kan ikke sige noget om, hvordan din far og hans kone er, men jeg tror generelt at bedsteforældre behandler deres børnebørn anderledes end deres børn. Jeg ville hellere ikke lade min far og hans kæreste passe vores datter nu ( hun er 5 mdr), men det gælder nu ikke kun dem. Jeg lader kun nogen passe hende, som jeg har helt tæt på, som mormor, moster og farmor. Ja, og så har jeg to veninder som jeg også kunne overlade hende til i et par timer.

Tror bare man skal sige, at det er ok at det ikke er alle man ønsker passer sit barn. Når barnet bliver ældre, så ændre tingene sig som regel, for så har man været væk fra barnet før og barnet kan selv sige til og fra. Måske dit barn i fremtiden vil elske at være ved din far og hans kone - er slet ikke sikkert at han vil have det på samme måde som du har haft det hos dem.

Synes du skal fortælle din far, at som du har det lige nu vil du ikke have det godt med at lade dem passe ham. Lige ud af posen. Men synes du skal holde døren på klem, for kan jo være at du kan bruge dem senere og at din søn bliver glad for dem. Hvilket jo ville være det bedste for alle.

/Fenja