Er midt i 30´erne, gift med den skønneste mand på mange måder og har to skønne unger med ham.
Vi har været sammen i 14+ år. Som det nok er for mange, så er der ikke altid tid til at pleje kærligheden og forholdet optimalt i hverdagen, men synes vi egentlig har tid sammen - som måske bare blir prioriteret forkert - praktiske ting, venskaber, fritidsinteresser, legeaftaler mm fylder meget. Vi er i en periode af vores liv hvor vi skal have det godt, vi er færdiguddannede og har efterhånden en økonomi der gør at vi kan begynde at realisere nogle af drømmene om at rejse og få oplevelser sammen.
Jeg har ikke altid den store sexdrive, hvilket min mand har men det kører alligevel ret godt - ikke på skinner, men når vi dyrker sex er det rigtig godt. Vi har ligesom fundet en mellemvej som fungerer for os begge.
Jeg er elsket overalt på jorden og alligevel er jeg ikke helt tilfreds. Dette har på en eller anden måde gjort at jeg har fået rodet mig ud i en "affære". En rigtig god kammerat (også gift)og jeg har altid kunne snakke godt sammen og haft et meget specielt og godt venskab (ikke på nogen måde seksuelt) men har også flirtet, uden der nogensinde har været mere i det end sjov.
For 1 års tid siden endte en bytur (ud af mange) med at vi kyssede. Jeg var meget forvirret og slog det hen som en ups´er. Skal lige siges at jeg aldrig aldrig har gjort sådant noget nogensinde før. Efterfølgende har jeg snakket med min ven og vi er kommet på det gamle spor igen.
Problemet er så at jeg endnu engang har gjort det - kysset med ham. Det skete for nogle måneder siden og siden har vi indimellem chattet sammen - oftest bare om alm hverdagsting som vi plejer, men indimellem tager samtalen en drejning til emner som absolut ikke er passende. Men jeg nyder at snakke med vennen, samtidig med at jeg nyder mit liv og absolut ikke har lyst til at skilles fra min mand.
Jeg ved godt jeg er unfair, blæser og har mel i munden samtidig. Har i hele mit liv kun været sammen med min mand som er ham jeg vil blive gammel med. Fandme om jeg så ikke i glimt overvejer at være ham utro - ikke for at være sammen med den anden på sigt, men for ligesom at prøve det - måske har det noget at gøre med at jeg kun har dette ene liv og ikke har prøvet så meget som jeg burde have gjort i min ungdom.
Få gange har jeg haft snakket med min mand om det her med ikke at have prøvet så meget - ikke have haft mange kærester mm. Han har tilgengæld prøvet mangt og meget inden vi mødtes og har ikke behov for mere af det. Men har nok kunnet fornemme mine tanker og har 1 -2 gange sagt at så måtte jeg få det ud af systemet og prøve at være sammen med en anden og aldrig fortælle ham om det.
Ved det ville såre ham vildt hvis jeg gjorde det og han fandt ud af det. Ved ikke om jeg ville kunne have samvittigheden til det overfor ham. Er jeg bare kørt sur i hverdagen og savner spændingen og suget i maven igen? Er jeg i en form for krise over at blive ældre (min ven er 6 år yngre) og nyder at blive feteret af den årsag????
Nogen der har prøvet noget lignende, hvad gør man for at komme videre?
