jeanne-skat skriver:
hvor gammel skal et barn være før man kan begynde at sige nej??
Med de små prøver jeg så vidt muligt altid at vende situation om, så i stedet for et nej, prøver jeg at sige ja.
Små børn kan ikke tænke lige som voksne. For dem er verden ikke abstrakt endnu, men derimod meget konkret. Når et barn ikke må vippe på stolen, kan det ikke selv oversætte det til, at stolen skal 'stå stille'.
Så når et barn vipper på stolen, forklare jeg at alle 4 ben skal hele tiden rører jorden. Når et barn piller i stikkontaker, forklarer jeg barnet at stikkontaker er kun til at se på (underforstået ikke rør ved).
Ord danner billeder inde i hovedet på børn og det først de lære er navneord. Så når mor siger: Nej, du må ikke smide maden ned på gulvet, så forstår barnet: MAD og GULV. Det gentager moren så mange gange, og barnet ser for sit indre blik maden på guvlet, og smider derfor maden ned på gulvet igen og igen.
Hvis man derimod bliver ved med at gentage at maden skal ligge på tallerkenen, så er det den association barnet får, at maden ligger på tallerkenen, og så begynder barnet på det.
Det handler også om at være konkret. Hvis du siger til et barn: Nej, du må ikke kaste med maden, sid nu pænt! Så aner det ikke hvad det skal gøre. For hvad er det at sidde pænt??? Det er bedre at sige: Jeg vil gerne have at du spiser maden med din gaffel. Så ved barnet hvad der forventes af det, -og som udgangspunkt vil børn allerhelst gøre mor og far glade, og gøre det vi beder dem om. (og derfor bliver de ved med at smide maden på guvlet, for mor bliver ved med at sige: nej, du må ikke smide maden på guvlet, altså mor gentager i det uendelige: Mad- gulvet, mad - gulvet, mad-gulvet, og så er det da klart at barnet tænker: Skører mor, hvorfor skal maden derned? Men ejg skal nok gøre som du siger 
) Det er først senere at børnene begynder at blive mere bevidste og søger grænser og reaktion fra forældrene, og derfor er 'ulydige'.
