Anonym skriver:
Tillykke med dagen, skat så kom dagen som du have set frem til så længe, dag hvor du endelig kunne kalde dig teenager. Men der er igen flag, ingen gaver og ingen lys det skal ... pustes ud.. For du er ikke mere.. Derfor er der heller ikke sunget fødselsdagssang og heller ingen glade gæster. Kun et kæmpe tomrum.. Tavshed.. og den alt overskyggende sorg. Jeg kan stadigvæk tydeligt huske, den dag hvor mormor blev træt af at høre på min klager over mine ømme bryster og kvalmen, den dag hvor hun tog bilen, kørte ned til købmanden og købte en test.. For nu måtte vi altså finde ud af om jeg var gravid eller ej. Hold da på hvor var jeg bange, for jeg viste det jo godt, jeg kunne mærke det, helt dybt inde i mig, kunne jeg mærke det. Alle mine tanker kredsede om babyer, bleer, navne. Nej, hvor jeg tude da jeg stod der med en test med to meget tydlige streger, jeg var skrækslagen… Jeg var gravid, et lille nyt menneske lå godt beskyttet inde i mig.. Det var svært, det fornuftige ville være at få en abort, men alt i mig fortalte mig det modsatte.. Så sådan blev det.. Du have meldt din ankomst… 15. januar 1999, kl.15:31, fik jeg dig i armene for første gang.. En lille grim baby..! Jeg ved endeligt ikke hvad jeg have forstillet mig, men i bund og grund have jeg jo ikke den fjerneste anelse om hvordan man tog sig af et lille menneske.. Jeg gjorde det så godt jeg kunne, det bedste jeg have lært, kunne jo ikke gøre mere end det. Heldigvis, var der en masse gave kvinder omkring mig der var villige til at hjælpe med at få det hele til at fungere.. Jeg evigt taknemmelige! Jeg var blevet mor! Der er mange ting jeg fortryder, der er mange ting jeg kunne have gjort anderledes, som have gjort dit liv nemmer, men du var elsket højt og er det stadigvæk! Hvis bare jeg ikke have været så forbandet stædig og stolt.. Jeg Skulle have smidt facaderne noget tideliger, men jeg vist ikke, at jeg 12 år og 30 dage senere skulle give afkald på dig. I de år du var blandt os, kæmpede jeg en evig kamp.. En kamp jeg føler jeg tabte.. Det var jo nu vi skulle have vores tid.. Dig og mig.. Men i stedet må jeg kæmpe videre.. Alle siger at jeg er så stærk, men både du og jeg ved anderledes.. For jeg har jo intet valg. Selv om dit hjerte stoppede med at slå, galoper mit stadigvæk derud af.. Jeg lever for dine søskende, for Tommy og alle de andre jeg har kær.. Dig må jeg bære med mig i hjertet.. Felicia min skat, du er den første i mine tanker om morgen og den sidste når jeg lægger mig under dynen. Du giver mig styrken til at kæmpe videre… For der er intet jeg ønsker mere end at du den dag vi ses igen.. Med stolthed i stemmen kan sige ”Mor, jeg er stolt af dig” Endnu engang tillykke, skat.. Jeg håber at de alle fejere dig med maner der oppe i himlen.. Nu hvor vi ikke kan her på jorden. Til vi ses igen.. Elsker dig… Savner dig… Mor♥
