Hvad gør vi?

Sagen er den, at min svigerinde er på stærk medicin pga rygproblemer. Hun er så blevet resistent overfor det så det virker ikke særlig godt=mange smerter=kort lunte. Feks når vi er sammen så er jeg nødt til at håndtere meget af det der sker med ungerne (hun har 3 små på henholdsvis 3-2-1 og jeg har 2 på 7-4). De leger godt sammen men selvfølgelig opstår der konflikter. Og det er ikke altid at det er ungerne der er en del af det. Nogle gange så er det hende der ligesom optrapper en evt konflikt. Feks den ene gang var vi derude (hos svigermor) og min største havde lavet en gave og pakket den fint ind til hendes den ene datter. Da de så ankommer drøner min datter hen til hendes med den gave hun så fint har pakket ind og den her pige vil rigtig gerne pakke den ud men min svigerinde siger at hun skal have jakken af først. Pigen her er 2 og lidt stædig og vil selvfølgelig pakke gave ud. Det ender med at min svigerinde skriger imens hun hiver datteren i jakkeærmet så barnet faktisk løfter sig fra gulvet. Og barnet græder af afmagt. Da hun så får rusket barnet ud af jakken så er barnet ulykkelig og græder efter sin mor og får fat på benet af min svigerinde. Min svigerinde hiver benet til sig og går væk. Barnet kravler efter-grædende og siger mor, mor og min svigerinde går bare væk hver gang barnet kommer tæt på. Til sidst er det mig for meget og jeg går hen og tager pigebarnet op og trøster hende. Hun falder til ro og først da hun er faldet til ro kan min svigerinde overkomme hende. Det er meget normalt i familien at vi trøster hinandens børn så der er intet der. Hvis vi allesammen er sammen råber hun hele tiden og er generelt så sur at hele familien efterhånden er lidt trætte af hende. Det siger vi ikke til hende for vi er meget påpasselige med ikke at gøre hende sur (!). Nå men mit dilemma er, at på lørdag havde vi aftalt at vores unger skulle derud og sove. Hun har en kæreste som er meget på banen. Men de har 3 små så han har det jo også svært når hun er så negativ. Min mand har slet ikke lyst til at sende dem derud. Han synes ikke, at vores børn skal udsættes for det og ikke have os som en buffer hvilket jeg er enig i men aner ikke hvad vi skal gøre.

Jeg kan godt forstå, i har det svært med at sende jeres børn ud til din svigerinde..

Jeg tror i bliver nød til at gøre det klart overfor hende, hvordan i har det med at hun er så bitter og indebrændt.. Og det faktisk gør jer kede af det, da i ellers godt kan lide hendes selvskab og jeres unger leger dejligt sammen..

Jeg tænker, at selvfølgelig skal jeres børn da ikke der ud, for det er da frygteligt at skulle være sammen med hende. Samtidigt tænker jeg, at i skylder hende, jer og børnene at i tør italesætte det her

Det er jo på ingen måde en hjælp, at i alle danser rundt om den varme grød, for jeg tror simpelthen ikke på, at hun virkelig ønsker at være den slags mor, der lader det gå ud over børnene.