Hejsa....
Jeg er så flov over mig selv. Ked af det, sur og skuffet. Over mig selv. Big time.
Den sidste uge eller to er jeg begyndt at kunne rumme mit barns græden og hysteriske anfald mindre og mindre. Og i nat synes jeg det eskalerede helt. Min kæreste har ikke været hjemme i nat og jeg gik i seng lidt i midnat efter at haft besøg af veninde. Klokken 2 vågner mit barn grædende og jeg går ind og putter (h*n kom på eget værelse for ca en uge siden og er egentlig blevet knap så urolig synes jeg. H*n er 10 måneder). H*n har øjnbetændelse så måske det også gir lidt ekstra pylder. Men jeg putter og putter og putter, og må ind ca hvert kvarter for at tysse og ligge ned. Til sidst kan jeg ikke engang gå ud af rummet før h*n begynder at græde. Jeg opgir til sidst og hiver bette med i min egen seng. Men heller ikke dette virker. H*n er urolig, græder, er sur og gider ikke at sove. Og jeg er bare så træt. SÅ TRÆT. Det skal lige siges at natteroderiet har stået på i nogle nætter nu så jeg får under 5 timer tilsammen om natten. Godt nok sover jeg til formmidag sammen med bette, men jeg er bare så træt...... Men i nat går det bare galt. Jeg siger meget højt flere gange "ti stille!!" "SOV!!" "LIG STILLE!" "Jeg gider ikke høre på dig!!" Jeg holde bette fast hvilket bare gøre h*n mere frustretret og jeg tager mig selv i at føle vrede over for bette og mærke hvordan jeg bider tænderne hårdt hårdt sammen. Og 2 sek. efter er jeg jo så ked af at jeg skælder ud, for h*n er jo sikkert bare ked af at være alene. 
Her til morgen mosler h*n lidt rundt men er i godt humør. Vi står op lidt i 8 og får morgenmad og hygger stille og roligt. H*n er i godt humør og spiser alt sin morgenmad og jeg bliver varm inden i, for jeg elsker jo virkelig bette over alt andet.
Så er det tid til formiddagslur og der skal gis en flaske. Jeg har købt nye suttehoveder str 3 istedet for 1, for at der kan komme noget mere igennem også fordi jeg tænker det kan være med til at hjælpe med at lære at drikke selv, da h*n virkelig ikke er særlig god til dette trods sine 10 måneder og på trods af at vi har øvet næsten hver dag siden 4½ måned gammel.
Jeg holder bette lidt fast fordi nu skal der altså lige fokus på og nu skal der ikke pylres sådan og prøv nu lige at drikke og gi det en chance! Men h*n bliver dybt ulykkelig og frustreret og laver flitsbue, så jeg opgir til sidst og går tilbage til str. 1. Problemet er bare nu at nu vil h*n bare overhovet ikke drikke. H*n græder og vil ikke ligge ned og ha sin flaske. Jeg kan igen mærke irretation over at h*n ikke bare tager sin flaske som h*n plejer og jeg holder fast og tvinger sutteflaske i munden fordi jeg tænker at h*n skal bare lige finde ud af at det er det gamle suttehoved jeg igen har sat på. Men det ender med gråd og jeg tror endda bette blev bange og virkelig ked af det
Tænk nu hvis h*n ikke vil tage sin flaske mere, tænk hvis jeg har ødelagt vores ellers normale hyggestund?.....
Jeg er så ked af det, for jeg føler virkelig bare ikke jeg gør som jeg burde og jeg kan mærke at min overskud og ubetinget glæde uanset hvordan h*n er, ikke er som den plejer. Jeg er så ked af når jeg tager mig selv i at råbe eller holde fast over at jeg ikke håndtere det bedre pt.
Jeg får SP i morgen og jeg tager en snak med hende om hvad vi kan gøre for at sove bedre om natten. Alle sammen. Åhh jeg håber virkelig ikke jeg ødelægger min guldklump, det kan mit hjerte simpelthen ikke bære!............
Jeg havde lige brug for at tude mens jeg skrev det her og lukke luft ud. Jeg er så flov og ked af det at jeg ikke engang kan fortælle det til min kærste... Er jeg helt ude i hampen? Ødelægger jeg mit barn?... HVordan håndtere i den enorme træthed der kan være ved at tage magten fra én?.................
Tak fordi du læste med........
