Forstyrrende tanker

Jeg har en del tanker om mit forhold pt, som forstyrrer mig. Som dagene går kan jeg være i tvivl, om jeg egentlig kan være ramt af en fødselsdepression (fødte for 3 måneder siden) for det kan da ikke være normalt at følelserne bare sådan forsvinder efter en fødsel.

Men pt føler jeg mig ikke rigtig forelsket i min kæreste. Jeg er blevet dårlig til at kysse og kramme ham, jeg glemmer det lidt fordi jeg ikke har behovet. Og når han kommer og holder om mig bliver jeg mest irriteret, fordi jeg ikke gider, men hellere vil lave noget andet når baby endelig sover.

Jeg har desværre et meget klart kropssprog, siger min mor, som jeg er dårlig til at skjule, så han kan garanteret godt mærke det. Sex og frække ting har der heller ikke været meget af. 2x sex og 1x oralt på de her 3 måneder.. Har overhovedet ingen sexlyst!

Dagligt plages jeg af tanker om, hvor meget nemmere det hele ville være, hvis jeg var alene. Hvor BEFRIENDE det kunne være!

Økonomisk set ville jeg have det MEGET bedre, fordi jeg ikke skulle være enig med en anden person om det med at spare, hvordan vi skulle bo og prioritere vores økonomi. Min kæreste er ikke særlig økonomisk ansvarlig og sparsommelig, fordi han er vant til at hans forældre altid kan komme og redde hans røv, hvis det kniber.

Jeg tænker på hvor meget pænere jeg kunne bo. Få mig en lille 2 værelses til den lille og jeg lidt udenfor byen. Have det ryddeligt og pænt i stedet for den her bombe af rod og have møbler der matcher. Min kæreste er en samler - Han kan IKKE finde ud af at smide ud, så vi har SÅ mange ting over alt, så her ser kronisk rodet ud, og det synes jeg er træls at leve i. Har talt med ham om det, men han har nogle ar på sjælen der gør han er sådan.

Åha.. Bare tanken om hvor meget nemmere livet ville være, hvis jeg var alene. Self. ville det være PISSE hårdt at skulle have et barn helt alene, og jeg ville hade at give hende væk til samvær, men det er alligevel mig der har det meste ansvar for den lille pt, da manden arbejder meget..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved disse tanker. Kærligheden må være derinde et sted, den kan jo ikke bare sådan forsvinde. Jeg valgte jo at få et barn med ham af en årsag..

Hvad skal jeg gøre??

Anonym skriver:

Jeg har en del tanker om mit forhold pt, som forstyrrer mig. Som dagene går kan jeg være i tvivl, om jeg egentlig kan være ramt af en fødselsdepression (fødte for 3 måneder siden) for det kan da ikke være normalt at følelserne bare sådan forsvinder efter en fødsel.

Men pt føler jeg mig ikke rigtig forelsket i min kæreste. Jeg er blevet dårlig til at kysse og kramme ham, jeg glemmer det lidt fordi jeg ikke har behovet. Og når han kommer og holder om mig bliver jeg mest irriteret, fordi jeg ikke gider, men hellere vil lave noget andet når baby endelig sover.

Jeg har desværre et meget klart kropssprog, siger min mor, som jeg er dårlig til at skjule, så han kan garanteret godt mærke det. Sex og frække ting har der heller ikke været meget af. 2x sex og 1x oralt på de her 3 måneder.. Har overhovedet ingen sexlyst!

Dagligt plages jeg af tanker om, hvor meget nemmere det hele ville være, hvis jeg var alene. Hvor BEFRIENDE det kunne være!

Økonomisk set ville jeg have det MEGET bedre, fordi jeg ikke skulle være enig med en anden person om det med at spare, hvordan vi skulle bo og prioritere vores økonomi. Min kæreste er ikke særlig økonomisk ansvarlig og sparsommelig, fordi han er vant til at hans forældre altid kan komme og redde hans røv, hvis det kniber.

Jeg tænker på hvor meget pænere jeg kunne bo. Få mig en lille 2 værelses til den lille og jeg lidt udenfor byen. Have det ryddeligt og pænt i stedet for den her bombe af rod og have møbler der matcher. Min kæreste er en samler - Han kan IKKE finde ud af at smide ud, så vi har SÅ mange ting over alt, så her ser kronisk rodet ud, og det synes jeg er træls at leve i. Har talt med ham om det, men han har nogle ar på sjælen der gør han er sådan.

Åha.. Bare tanken om hvor meget nemmere livet ville være, hvis jeg var alene. Self. ville det være PISSE hårdt at skulle have et barn helt alene, og jeg ville hade at give hende væk til samvær, men det er alligevel mig der har det meste ansvar for den lille pt, da manden arbejder meget..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved disse tanker. Kærligheden må være derinde et sted, den kan jo ikke bare sådan forsvinde. Jeg valgte jo at få et barn med ham af en årsag..

Hvad skal jeg gøre??

Hvis du virkelig har det sådan, så tænker jeg, at der er en grund til det? At du måske bare ikke orker problemerne mere? Umiddelbart behøver det ikke at være en fødselsdepression. Langt de fleste nybagte mødre får deres behov for nærvær stillet via baby. Og det må kæresten lide under.

Men ja, du valgte at få børn med ham af en årsag. Og det lyder til, at det var kærlighed, der drev værket Mon ikke flammen kan vækkes igen? Det er i hvert fald et forsøg værd. Og hvis ikke, så synes jeg ikke, at du skal bruge mere tid på det. Nu ved jeg ikke hvor gammel du er, jeg selv er 22, og har haft maaange problemer med min kæreste, faren til min datter på knapt 3 måneder. For os bunder de i nogle ting, der ikke var afklarede inden min datter kom til verden. Og det pres det er, at blive forældre.

Men tiden går, og vi bliver alle ældre. Og hvis du ikke føler at du kan med ham mere, og bliver ved med at have tankerne om, hvor meget bedre det ville være uden ham - så prøv det af. Som sagt, tiden går. Og det er ikke det værd at leve i et forhold, man egentlig ikke ønsker. Flyt fra hinanden, omend bare for en stund. Se om græsset er grønnere på den anden side

Du skal være velkommen til at skrive en pb, hvis du har lyst