Ved ikke hvad jeg skal gøre... (langt)

Hej i kloge damer..
Jeg vil lige forklare lidt om min situation..
Min kæreste og jeg har en søn på 3½ måned, vi bor i en stor 4 værelses lejlighed og vi mangler absolut ingen ting.. Min Kæreste elsker mig meget højt og har da også snakket om at vi jo skal giftes en dag.. Han vil virkelig gøre alt for mig, og er et meget forstående menneske på mange punkter.. Problemet er bare at jeg ikke tror jeg har de følelser for ham mere Jeg har ikke lyst til at kysse og kramme, og føler at når vi gør det, så gør jeg det fordi jeg er nød til det, så han ikke bliver ked af det... Vi har kun haft sex en gang siden jeg fødte, og inden det havde vi ikke sex i ca ½ år.. Men jeg føler mig stadig ikke tryg ved det, da jeg bristede en del og stadig føler mig øm og ja, så er lysten der bare heller ikke! Men jeg tror det der går mig mest på er at jeg virkelig prøver at tale ud om hvad jeg føler til ham, siger at han bliver nød til at give mig lidt tid, så lysten og behovet af hans nærvær kommer igen.. For som sådan det er nu, føler jeg bare et kæmpe pres hver gang han hentyder til sex eller bare kommer og kysser mig.. Men han bliver bare ved og ved og ved, men han siger at der ikke er noget pres, men det føler JEG jo.. Han hører bare ikke efter.. Og så bliver jeg jo sur og så bliver han ked af det og så for jeg dårlig samvittighed..
Jeg ved godt at jeg burde være taknemmelig over at have en kæreste der elsker mig og vil gøre alt, og jeg er også virkelig ked af at jeg ikke føler de ting for ham.. For det knuser virkeligt mit hjerte, hvis jeg bliver nød til at gå fra ham.. Og kan heller ikke gøre det over for min søn.. Har virkeligt altid ønsket at mine børn/barn ikke skulle gå igennem det som jeg gjorde (mor og far der ikke bor sammen) for det var ikke særligt sjovt..
Der er også nogle andre ting der spiller lidt ind, min kæreste tjener så mange penge at jeg ikke kan få tilskud til SU, og jeg har en drøm om at læse de næste 9 år, vores fælles indkomst vil så være for høj til at få friplads i vuggestue, og det vil så ende ud med at vi har 3000 kr om måneden efter vores udgifter (dette er inden der er købt mad, bleer, babytøj osv), det er altså lige 9000 mindre end vi har nu, hvor jeg er i lære Jeg ønsker virkeligt brændende at få den uddannelse, men som det ser ud, kan det kun lade sig gøre, hvis jeg går fra ham?? Det ville jo selvfølgelig være lige meget, hvis nu jeg havde de følelser for ham, for så havde jeg jo bare fundet en anden løsning.. Men sådan som det er nu er jeg jo nød til at tænke på, hvordan min fremtid vil se ud hvis vi nu ikke bliver sammen for evigt..
En anden ting der spiller ind, er at vi har et lån sammen, og det ville jo blive delt, men jeg ville ikke have nogen mulighed for at betale af på det som alene mor..
Vi bor på Sjælland nu, men vi snakker om at flytte til jylland hvor jeg er fra, da jeg savner min omgangskreds, men han kender ingen derovre, så jeg ville jo også være en kæmpe idiot, hvis jeg fik ham til at flytte, og så gik fra ham??
Jeg ved godt jeg er egoistisk, men jeg bliver nød til selv at kunne leve mit liv, uden hver dag at tænke på, hvordan det ville være hvis jeg nu var lykkelig?? For det er jeg ikke lige nu.. Jeg går bare rundt med dårlig samvittighed hængende langt ud af halsen

Håber der er nogen der kan komme med nogle kloge ord..

Anonym skriver:

Hej i kloge damer..
Jeg vil lige forklare lidt om min situation..
Min kæreste og jeg har en søn på 3½ måned, vi bor i en stor 4 værelses lejlighed og vi mangler absolut ingen ting.. Min Kæreste elsker mig meget højt og har da også snakket om at vi jo skal giftes en dag.. Han vil virkelig gøre alt for mig, og er et meget forstående menneske på mange punkter.. Problemet er bare at jeg ikke tror jeg har de følelser for ham mere Jeg har ikke lyst til at kysse og kramme, og føler at når vi gør det, så gør jeg det fordi jeg er nød til det, så han ikke bliver ked af det... Vi har kun haft sex en gang siden jeg fødte, og inden det havde vi ikke sex i ca ½ år.. Men jeg føler mig stadig ikke tryg ved det, da jeg bristede en del og stadig føler mig øm og ja, så er lysten der bare heller ikke! Men jeg tror det der går mig mest på er at jeg virkelig prøver at tale ud om hvad jeg føler til ham, siger at han bliver nød til at give mig lidt tid, så lysten og behovet af hans nærvær kommer igen.. For som sådan det er nu, føler jeg bare et kæmpe pres hver gang han hentyder til sex eller bare kommer og kysser mig.. Men han bliver bare ved og ved og ved, men han siger at der ikke er noget pres, men det føler JEG jo.. Han hører bare ikke efter.. Og så bliver jeg jo sur og så bliver han ked af det og så for jeg dårlig samvittighed..
Jeg ved godt at jeg burde være taknemmelig over at have en kæreste der elsker mig og vil gøre alt, og jeg er også virkelig ked af at jeg ikke føler de ting for ham.. For det knuser virkeligt mit hjerte, hvis jeg bliver nød til at gå fra ham.. Og kan heller ikke gøre det over for min søn.. Har virkeligt altid ønsket at mine børn/barn ikke skulle gå igennem det som jeg gjorde (mor og far der ikke bor sammen) for det var ikke særligt sjovt..
Der er også nogle andre ting der spiller lidt ind, min kæreste tjener så mange penge at jeg ikke kan få tilskud til SU, og jeg har en drøm om at læse de næste 9 år, vores fælles indkomst vil så være for høj til at få friplads i vuggestue, og det vil så ende ud med at vi har 3000 kr om måneden efter vores udgifter (dette er inden der er købt mad, bleer, babytøj osv), det er altså lige 9000 mindre end vi har nu, hvor jeg er i lære Jeg ønsker virkeligt brændende at få den uddannelse, men som det ser ud, kan det kun lade sig gøre, hvis jeg går fra ham?? Det ville jo selvfølgelig være lige meget, hvis nu jeg havde de følelser for ham, for så havde jeg jo bare fundet en anden løsning.. Men sådan som det er nu er jeg jo nød til at tænke på, hvordan min fremtid vil se ud hvis vi nu ikke bliver sammen for evigt..
En anden ting der spiller ind, er at vi har et lån sammen, og det ville jo blive delt, men jeg ville ikke have nogen mulighed for at betale af på det som alene mor..
Vi bor på Sjælland nu, men vi snakker om at flytte til jylland hvor jeg er fra, da jeg savner min omgangskreds, men han kender ingen derovre, så jeg ville jo også være en kæmpe idiot, hvis jeg fik ham til at flytte, og så gik fra ham??
Jeg ved godt jeg er egoistisk, men jeg bliver nød til selv at kunne leve mit liv, uden hver dag at tænke på, hvordan det ville være hvis jeg nu var lykkelig?? For det er jeg ikke lige nu.. Jeg går bare rundt med dårlig samvittighed hængende langt ud af halsen

Håber der er nogen der kan komme med nogle kloge ord..

Tag et break?? Tag en uge eller fjorten dage hjem til Jylland og mærk om du begynder at savne ham? Og gør du ikke detSå ved du selv svaret og det er ikke verdens undergang atMor og far ikke bor sammen - hvad tror du selv er bedst glad mor og gladFar = masser af overskud til barn eller far der vil andet end mor og derfor er ingen af dem glade?? et klogt ordsprog er " lev ikke ulykkeligt for at leve lykkeligt" det gør du nu!

Höör skriver:

Tag et break?? Tag en uge eller fjorten dage hjem til Jylland og mærk om du begynder at savne ham? Og gør du ikke detSå ved du selv svaret og det er ikke verdens undergang atMor og far ikke bor sammen - hvad tror du selv er bedst glad mor og gladFar = masser af overskud til barn eller far der vil andet end mor og derfor er ingen af dem glade?? et klogt ordsprog er " lev ikke ulykkeligt for at leve lykkeligt" det gør du nu!

Det er jo det, det har jeg allerede gjort.. Det gjorde mig så ked af det at jeg var væk i en uge og tænkte, skal jeg allerede tilbage? Havde slet ikke savnet ham, som jeg førhen gjorde..
Tror også det er det der er hårdt ved det lige nu, jeg har jo sådan set indset at det her ikke går længere, men bliver bare ved med at prøve på at få det til at fungere

Anonym skriver:



Det er jo det, det har jeg allerede gjort.. Det gjorde mig så ked af det at jeg var væk i en uge og tænkte, skal jeg allerede tilbage? Havde slet ikke savnet ham, som jeg førhen gjorde..
Tror også det er det der er hårdt ved det lige nu, jeg har jo sådan set indset at det her ikke går længere, men bliver bare ved med at prøve på at få det til at fungere

De fleste mennesker er heldigvis sådan bygget at de kæmper hvad de kan for det de tror der er det rigtige... Men ja det er hårdt når man indser tingene ikke bliver som man håbede på... Bedste råd er at være ærlig og sige det som det er at du ønsker I skal kunne skilles som venner! Også al den derDårlige samvittighed den må du pakkeVæk den gavner ingen og slet ikke den lille... Se kun positivt! ikke se på alle mulige hvis jeg blev så kunne eller hvis jeg bare så - nul og niks find hver dag en positiv ting ved det at være alene og skriv det ned og lige en ting du og jeg kender ikke fremtiden måske tilpas lang tid nokVæk og et nyt liv vil åbne ting for dig du ikke så komme

hvor er det en dum situation ! har vist ikke rigtig noget svar, for på den ene side tænker jeg hvad med nogle proffesionelle der kan hjælpe med at finde ud af hvor skoen trykker. På den anden side tænker jeg, hvis du virkelig ikke elsker ham, uden der er nogen grund til du ikke gør det, er der jo ikke nogen tvivl - ud af vagten

 

så sender vist bare etog håber du finder ud af hvad der er rigtig for dig !

Hvordan havde du det inden fødslen ? Jeg tænker at jeg havde det på samme måde i flere måneder efter fødslen, jeg lod mig fortælle at det er fordi moren er fyldt op med kærlighed og nærvær gennem barnet, og derfor slet ikke følelsesmæssigt har plads til andre, hos mig fortog det sig ved 6-7 mdr's alderen. Man må så gøre op med sig selv om man vil kæmpe eller opgive.
Stort knus !!

Der er altså ikke mange, der har tid og overskud til sex, kærlighed osv, når man har så små børn. De tager ALT tid og overskud. Det skal nok komme igen, men selvfølgelig skal der kæmpes for et forhold - både for Jeres og Jeres søns skyls.

Flyt til Jylland, find en bolig, der gør at I økonomisk kan få det til at løbe rundt med dig på SU.

Håber I klarer den.

Jeg vil altså også tro det er fordi du er fyldt op med kærlighed til barnet og din engergi og dit overskud går dertil lige nu.

Selvom det er hårdt tror jeg du bliver nødt til at give dit forhold og hele situationen et års tid og se, om ikke det hele vender tilbage til mere normale forhold.

En bekendt jeg har var igennem det samme som dig, da hendes pige var lille, så jeg tror nu altså, at din lyst til samvær og intimitet med din kæresten nok skal komme igen, men at der går noget tid.

/Winnie

I.E.K. skriver:

Der er altså ikke mange, der har tid og overskud til sex, kærlighed osv, når man har så små børn. De tager ALT tid og overskud. Det skal nok komme igen, men selvfølgelig skal der kæmpes for et forhold - både for Jeres og Jeres søns skyls.

Flyt til Jylland, find en bolig, der gør at I økonomisk kan få det til at løbe rundt med dig på SU.

Håber I klarer den.

Helt enig her

 

Ved din kæreste hvordan du har det ? 

Jeg tror det er meget vigtigt at du sætter dig ned, og åbner helt op for din kæreste ! Fortæller ham præcis hvordan du har det og hvor ked af det du er, over at du har det sådan, det er lettere at komme igennem hvis man kan hjælpe hinanden med det ! 

Jeg føler virkelig med dig, det må være meget hårdt at være i din situation, men ligemeget hvad kan og skal du ikke løse den alene ! 

Håber det bedste for jer alle, ligemeget hvad udfaldet bliver 

STORT kram !