Et svært emne!!

Jeg skriver lige som anonym da jeg nogle gange er lidt flov over at tænke og føle som jeg gør 

Men, er det helt normalt at man til tider savner den der forelskelses følelse? Kom til at tænke på det, efter tråden omkring sms'er i dagligdagen, og når jeg virkelig tænker over det så savner jeg faktisk alt det der er FØR man rigtigt kommer sammen. Alle sms'erne , alle sommerfuglene ja bare ALT!! Min kæreste kan stadig give mig sommerfugle i maven og min kæreste kan godt stadig sende søde beskeder men det sker YDERST sjældent - men af en eller anden grund er det jo bare ikke det samme.

Vi nåede ikke rigtig alle de der søde ting inden vi begyndte at komme sammen. Mødte hinanden fredag, jeg slog op med kæresten mandag og tirsdag begyndte vi at komme sammen og fra onsdag sov vi sammen og har aldrig sovet uden hinanden - det er altså meget hurtigt og nu 37 mdr. efter sidder vi en lejlighed sammen og snakker børn og bryllup  Jeg elsker min kæreste, ingen tvivl om det og det er ham jeg kan se mig sammen med resten af mit liv. Det er ham der skal være far til mine børn og det er ham jeg vil give mit ja.. MEN de der nyforelskelses følelser, dem savner jeg altså til tider.

Men måske er det normalt? Hvad med jer? Savner i sommerfuglene og den der varme der kommer indeni når man ser sms'en tikke ind?  

Jeg tror altså det er meget normalt, når der er gået en rum tid og hverdagen igen har meldt sig. Kender det da fra mig selv - jeg elsker min kæreste overalt på jorden, men i dagligdagen får jeg ikke sommerfugle i maven fordi han skriver, ringer eller siger noget sødt. Jeg sætter stadig pris på det, men kommer ikke 'op at flyve' over det længere  Min kæreste sejler og er væk 14 dage ad gangen, så når vi når den dag hvor han kommer hjem så kommer de små sommerfugle igen og når beskeden om, at han er på vej tikker ind, bliver jeg helt panisk og farer rundt i hele hytten og lægger makeup, prøver tøj osv osv (ligesom i starten) men det er også det eneste tidspunkt. Jeg tror bare i starten, hvor alt er så nyt og spændende og man skal lærer hinanden at kende der er sommerfuglene på højtryk og de svinder stille og roligt ind, i takt med, at man vænner sig til hinanden. ISÆR hvis I stort set aldrig har været væk fra hinanden

 

men husk det positive, som er SÅ meget større end et par små sommerfugle, I griner og græder sammen, I får barn/børn sammen, bliver gift, ser jeres børn vokse op, får børnebørn og hvem ved, måske endda oldebørn - I starter og slutter jeres fælles liv sammen - der kan da umuligt være noget der er større

 

Iøvrigt, selvom vi her også snakker bryllup og jeg da regner med et frieri en dag, så er jeg SIKKER på, at når først det sker så kommer fuglene væltende igen (det gjorde de iøvrigt også da jeg tog positiv test sidste jul og da jeg skulle fortælle ham den glædelig nyhed)

 

Citat fra Det Er Så Yndigt At Følges Ad:

Det er så yndigt at følges ad

for to, som gerne vil sammen være;

da er med glæden man dobbelt glad

og halvt om sorgen så tung at bære

Anonym skriver:

Jeg skriver lige som anonym da jeg nogle gange er lidt flov over at tænke og føle som jeg gør 

Men, er det helt normalt at man til tider savner den der forelskelses følelse? Kom til at tænke på det, efter tråden omkring sms'er i dagligdagen, og når jeg virkelig tænker over det så savner jeg faktisk alt det der er FØR man rigtigt kommer sammen. Alle sms'erne , alle sommerfuglene ja bare ALT!! Min kæreste kan stadig give mig sommerfugle i maven og min kæreste kan godt stadig sende søde beskeder men det sker YDERST sjældent - men af en eller anden grund er det jo bare ikke det samme.

Vi nåede ikke rigtig alle de der søde ting inden vi begyndte at komme sammen. Mødte hinanden fredag, jeg slog op med kæresten mandag og tirsdag begyndte vi at komme sammen og fra onsdag sov vi sammen og har aldrig sovet uden hinanden - det er altså meget hurtigt og nu 37 mdr. efter sidder vi en lejlighed sammen og snakker børn og bryllup  Jeg elsker min kæreste, ingen tvivl om det og det er ham jeg kan se mig sammen med resten af mit liv. Det er ham der skal være far til mine børn og det er ham jeg vil give mit ja.. MEN de der nyforelskelses følelser, dem savner jeg altså til tider.

Men måske er det normalt? Hvad med jer? Savner i sommerfuglene og den der varme der kommer indeni når man ser sms'en tikke ind?  

Nu er det jo mig der oprettede den anden tråd. Så ja kan jeg godt savne Men elsker når han slår benene væk under mig Så smelter hjertet.. Men ja det  var noget andet i starten.. Men nu gør han mig glad på en anden måde.. Som jeg ikke vil undvære.. Fx holder om mig når jeg er ked af det, køber mit ynglings slik, hjælper mig med mine lektier, hjælper med at søge jobs.. Osv  

hautecouture skriver:

Jeg tror altså det er meget normalt, når der er gået en rum tid og hverdagen igen har meldt sig. Kender det da fra mig selv - jeg elsker min kæreste overalt på jorden, men i dagligdagen får jeg ikke sommerfugle i maven fordi han skriver, ringer eller siger noget sødt. Jeg sætter stadig pris på det, men kommer ikke 'op at flyve' over det længere  Min kæreste sejler og er væk 14 dage ad gangen, så når vi når den dag hvor han kommer hjem så kommer de små sommerfugle igen og når beskeden om, at han er på vej tikker ind, bliver jeg helt panisk og farer rundt i hele hytten og lægger makeup, prøver tøj osv osv (ligesom i starten) men det er også det eneste tidspunkt. Jeg tror bare i starten, hvor alt er så nyt og spændende og man skal lærer hinanden at kende der er sommerfuglene på højtryk og de svinder stille og roligt ind, i takt med, at man vænner sig til hinanden. ISÆR hvis I stort set aldrig har været væk fra hinanden

 

men husk det positive, som er SÅ meget større end et par små sommerfugle, I griner og græder sammen, I får barn/børn sammen, bliver gift, ser jeres børn vokse op, får børnebørn og hvem ved, måske endda oldebørn - I starter og slutter jeres fælles liv sammen - der kan da umuligt være noget der er større

 

Iøvrigt, selvom vi her også snakker bryllup og jeg da regner med et frieri en dag, så er jeg SIKKER på, at når først det sker så kommer fuglene væltende igen (det gjorde de iøvrigt også da jeg tog positiv test sidste jul og da jeg skulle fortælle ham den glædelig nyhed)

 

Citat fra Det Er Så Yndigt At Følges Ad:

Det er så yndigt at følges ad

for to, som gerne vil sammen være;

da er med glæden man dobbelt glad

og halvt om sorgen så tung at bære

Tror også "bare" vi er blevet vant til hinanden. Og jeg ELSKER mit liv. Jeg elsker at komme hjem til ham hverdag, elsker at det er ham jeg ligger ved siden aaf om aftenen og elsker at det er ham jeg vågner sammen med!!

Men ja, vi har aldrig rigtig været fra hinanden udover en klassetur hvor jeg skulle til Berlin i 4 dage (og det var et helvede!!) bare tanken om at jeg skulle afsted fik mig til at indse at det er ham jeg elsker, fordi kunne slet ikke klare tanken om at jeg ikke skulle være sammen med ham og sove sammen med ham i mange nætter. Og glæden var stor (og sommerfuglene ) da jeg kom hjem igen..  

Jeg glæder mig til at forsætte det her liv sammen med ham. Jeg glæder mig til at fortælle ham, at han skal være far fordi jeg ved han bliver en perfekt far  Jeg glæder mig til at gå opad kirkegulvet og vide at det er ham jeg går imøde..

Men åh!! Nogen gange ville jeg bare ønske at jeg kunne opleve det hele for første gang igen, det er jo så fantastisk en tid

Anonym skriver:

Jeg skriver lige som anonym da jeg nogle gange er lidt flov over at tænke og føle som jeg gør 

Men, er det helt normalt at man til tider savner den der forelskelses følelse? Kom til at tænke på det, efter tråden omkring sms'er i dagligdagen, og når jeg virkelig tænker over det så savner jeg faktisk alt det der er FØR man rigtigt kommer sammen. Alle sms'erne , alle sommerfuglene ja bare ALT!! Min kæreste kan stadig give mig sommerfugle i maven og min kæreste kan godt stadig sende søde beskeder men det sker YDERST sjældent - men af en eller anden grund er det jo bare ikke det samme.

Vi nåede ikke rigtig alle de der søde ting inden vi begyndte at komme sammen. Mødte hinanden fredag, jeg slog op med kæresten mandag og tirsdag begyndte vi at komme sammen og fra onsdag sov vi sammen og har aldrig sovet uden hinanden - det er altså meget hurtigt og nu 37 mdr. efter sidder vi en lejlighed sammen og snakker børn og bryllup  Jeg elsker min kæreste, ingen tvivl om det og det er ham jeg kan se mig sammen med resten af mit liv. Det er ham der skal være far til mine børn og det er ham jeg vil give mit ja.. MEN de der nyforelskelses følelser, dem savner jeg altså til tider.

Men måske er det normalt? Hvad med jer? Savner i sommerfuglene og den der varme der kommer indeni når man ser sms'en tikke ind?  

Jeg savner da også forelskelsesfølelen somme tider.

Min kæreste og jeg var bedste venner før vi blev kærester og det gjorde jo lidt at vi sprang over det der sommerfugle i maven og opbyggelsen af kærlighed. Vi elskede hinanden i forvejen og kom hurtigt ind i rollerne som et gammelt ægtepar. Vi har nu været sammen i knap 8 år og har en datter sammen. Vi er bare sådan partnere og jeg kan sagtens savne ungdommen, hvor forelskelse var mega vildt og man kunne mærke varmen i hele kroppen, når man bare holdt en fyr i hånden.

Jeg tror det er meget almindeligt, men man må jo forsøge at skabe et frirum fra hverdagens trummerum og så bare nyde hinanden.

Jeg tror det er de færreste som oplever forelskelse, på den måde som man har det når man er nyforelsket. Sådan er det vidst bare

Jeg kan godt huske at alt var spændende og nyt i starten, men jeg må nok indrømme at jeg ikke savner det - for det jeg har nu er SÅ meget bedre.

Manden og jeg har alle dage været ret gode til at prioritere at være kærester. Ikke med en masse børnefri dates og den slags, men i forhold til de ting vi laver sammen og den måde vi omgåes hinanden.

Samtidig har vi været igennem tilpas mange gode og dårlige ting sammen til at vi kender hinanden og forstår hinanden på en måde som bare ikke eksisterer i starten af et forhold - og det giver for mig nogle meget dybere følelser end nyforelskelsen

Så for mig er den der nyforelskelse et rigtigt rart minde at have, men den tryghed og nærhed jeg har i mit forhold nu vejer tilpas tungt til at jeg ikke savner den måde det var engang.

AalborgPigen skriver:

Nu er det jo mig der oprettede den anden tråd. Så ja kan jeg godt savne Men elsker når han slår benene væk under mig Så smelter hjertet.. Men ja det  var noget andet i starten.. Men nu gør han mig glad på en anden måde.. Som jeg ikke vil undvære.. Fx holder om mig når jeg er ked af det, køber mit ynglings slik, hjælper mig med mine lektier, hjælper med at søge jobs.. Osv  

Man får nemlig rigtig meget andet i bytte for forelskelsen og det er jo fantastisk. Jeg synes det er SKØNT at han kender mig bedre end jeg selv gør - det er der ingen andre der gør. Jeg er faktisk 100% sikker på at jeg ville kunne give ham en test om mig, og han ville svarer rigtig på alle spørgsmålene!

Og hvad der er bedst er at jeg 110% kan være mig selv sammen med ham  

Lunae skriver:

Jeg savner da også forelskelsesfølelen somme tider.

Min kæreste og jeg var bedste venner før vi blev kærester og det gjorde jo lidt at vi sprang over det der sommerfugle i maven og opbyggelsen af kærlighed. Vi elskede hinanden i forvejen og kom hurtigt ind i rollerne som et gammelt ægtepar. Vi har nu været sammen i knap 8 år og har en datter sammen. Vi er bare sådan partnere og jeg kan sagtens savne ungdommen, hvor forelskelse var mega vildt og man kunne mærke varmen i hele kroppen, når man bare holdt en fyr i hånden.

Jeg tror det er meget almindeligt, men man må jo forsøge at skabe et frirum fra hverdagens trummerum og så bare nyde hinanden.

Jeg tror det er de færreste som oplever forelskelse, på den måde som man har det når man er nyforelsket. Sådan er det vidst bare

Tror heller ikke man kommer til at opleve den på samme måde, men stadig kan man godt få følelsen af, at han bare slår benene helt væk under en. Sidste år til valentinsdag bankede det på døren og der stod en mand med de flotteste roser og et kort som han selv havde lavet og skrevet  Det er jo kærlighed  

Anonym skriver:

Man får nemlig rigtig meget andet i bytte for forelskelsen og det er jo fantastisk. Jeg synes det er SKØNT at han kender mig bedre end jeg selv gør - det er der ingen andre der gør. Jeg er faktisk 100% sikker på at jeg ville kunne give ham en test om mig, og han ville svarer rigtig på alle spørgsmålene!

Og hvad der er bedst er at jeg 110% kan være mig selv sammen med ham  

Ja nemlig.. 100% enig

Thalia skriver:

Jeg kan godt huske at alt var spændende og nyt i starten, men jeg må nok indrømme at jeg ikke savner det - for det jeg har nu er SÅ meget bedre.

Manden og jeg har alle dage været ret gode til at prioritere at være kærester. Ikke med en masse børnefri dates og den slags, men i forhold til de ting vi laver sammen og den måde vi omgåes hinanden.

Samtidig har vi været igennem tilpas mange gode og dårlige ting sammen til at vi kender hinanden og forstår hinanden på en måde som bare ikke eksisterer i starten af et forhold - og det giver for mig nogle meget dybere følelser end nyforelskelsen

Så for mig er den der nyforelskelse et rigtigt rart minde at have, men den tryghed og nærhed jeg har i mit forhold nu vejer tilpas tungt til at jeg ikke savner den måde det var engang.

Vi kender også hinanden på godt og ondt og jeg vil heller ikke bytte det vi har for noget som helst. Og det er heller ikke sådan et jeg hver dag går og savner forelskelses følelser, en gang imellem tænker jeg bare på hvordan tiden var Men som du siger, så er det jo bare et godt minde