For f***** hvor bliver jeg frustreret

på min brors vejne - jeg har ondt i maven og føler mig SÅ hjælpeløs Det bliver nok en længere historie, men jeg trænger sådan til luft.

For 10 år siden mødte han sin kone. Hun var vældig sød, men var meget afhængig af at min bror stod ved hendes side hele tiden når de var hjemme. De prøver i flere år at blive gravide, og i denne periode afskærer de sig fra venner og familie, fordi det er svært for hende at være sammen man andre, som har børn. Så bliver hun endelig gravid (naturligt) og fra den dag de 2 streger viste sig, satte hun sig på sofaen og var bange for at miste (fair nok). De flytter næmere vores forældre og støtter sig til dem. Mens deres hus bliver renoveret (for penge de i første omgang ikke måtte låne, men her er det en fordel at kende bankdirektøren) bor de i en lejelig. Min bror arbejder fuld tid, kommer hjem for at lave mad, putte pigen i barnevogn og tager hende med i huset for at arbejde, så min svigerinde kan hvile sig. Sådan går det i 6 mdr (pigen er nu 4½ år).

Da hendes barsel er ovre mener hun ikke hun kan finde et arbejde, der lever op til hendes krav (som hun selv formulerede det - kort transporttid, max 20 timer og til 20.000 kr/mdr. nemt at finde uden uddannelse), så hun går hjemme. Men pigen bliver afleveret i dp kl 8 og min bror henter hende på vej hjem fra arbejde kl 16.30 for stadig at lave mad og div huslig ting.

Selv mister jeg alt kontakt til . Ikke at jeg er uvenner med dem, men jeg har ikke noget at snakke med dem om - trist, men sandt. Vores søster har dog jævligt kontankt med dem, da hun tit bliver brugt som barnepige. Men da hun ikke selv har børn, følger der en liste med over hvordan pigen skal passes (med kl på alt, for det er vigtigt ikke at ændre på pigens rytme)

Hver gang min svigerinde bliver sendt i aktivering eller på kursus bliver hun sygemeldt. Så da hun stod til at miste sin indtægt i januar blev hun sygemeldt med sin nye graviditet frem til barsel. Nu har de fået nr to og den store lider under det.

Min søster har fået en kæreste med et jævnaldert barn, og ham og vores niece leger godt sammen når de ses. Da min søster så ringer for at invitere pigen til overnatning hos hende er svaret nej. For pigen skal knytte bånd til sin søster (som er 6 mdr)

Hver gang der er noget i familien går det galt, for så fejler svigerinden noget. Og det kan ikke lade sig gøre at min bror tager afsted alene med pigerne. Fx. skulle kan hjem for at bytte julegaver med de gamle i går (de kan ikke komme juleaften, for den mindste skal i seng kl 18) men det kan han ikke for svigerinde har ondt i maven og kan ikke overskue at være alene med pigerne i 2 timer. Min søster var så hjemme i går, og 7 gange skrev han for at sige undskyld for at han ikke kom.

Jeg har kigget tilbage på hende fb-væg for de sidste 2 mdr, og ikke én eneste gang står der noget positivt. Hele tiden er det "jeg har ondt" , "mine børn er syge", "min mand er aldrig hjemme" eller noget andet dommedagsagtigt.

Den store pige fik et hysterisk anfad over ikke at skulle i børnehave i næste uge. Hun sagde at når de ikke vil følge hende derned, så kan hun selv gå.

De sidste 4 år er min bror blevet mere og mere grå at se på. Når vi endelig ses smiler han aldrig. Han har altid været en stille mand, men nu går han i et med tapetet. Han taber sig og virker stresset. Hvorfor fanden kan han ikke få et par nosser og gøre noget!!

Selvom vi ikke er så tæt knyttet mere, så har jeg SÅ ondt i maven over hvad der sker med min dejlige bror. Hun styrer hans liv i den negative retning. Og hvad med pigerne?

Gav noget af hele mening? Hvis du kom helt her til, så tak. Jeg trængte til at lufte ud

Anonym skriver:

på min brors vejne - jeg har ondt i maven og føler mig SÅ hjælpeløs Det bliver nok en længere historie, men jeg trænger sådan til luft.

For 10 år siden mødte han sin kone. Hun var vældig sød, men var meget afhængig af at min bror stod ved hendes side hele tiden når de var hjemme. De prøver i flere år at blive gravide, og i denne periode afskærer de sig fra venner og familie, fordi det er svært for hende at være sammen man andre, som har børn. Så bliver hun endelig gravid (naturligt) og fra den dag de 2 streger viste sig, satte hun sig på sofaen og var bange for at miste (fair nok). De flytter næmere vores forældre og støtter sig til dem. Mens deres hus bliver renoveret (for penge de i første omgang ikke måtte låne, men her er det en fordel at kende bankdirektøren) bor de i en lejelig. Min bror arbejder fuld tid, kommer hjem for at lave mad, putte pigen i barnevogn og tager hende med i huset for at arbejde, så min svigerinde kan hvile sig. Sådan går det i 6 mdr (pigen er nu 4½ år).

Da hendes barsel er ovre mener hun ikke hun kan finde et arbejde, der lever op til hendes krav (som hun selv formulerede det - kort transporttid, max 20 timer og til 20.000 kr/mdr. nemt at finde uden uddannelse), så hun går hjemme. Men pigen bliver afleveret i dp kl 8 og min bror henter hende på vej hjem fra arbejde kl 16.30 for stadig at lave mad og div huslig ting.

Selv mister jeg alt kontakt til . Ikke at jeg er uvenner med dem, men jeg har ikke noget at snakke med dem om - trist, men sandt. Vores søster har dog jævligt kontankt med dem, da hun tit bliver brugt som barnepige. Men da hun ikke selv har børn, følger der en liste med over hvordan pigen skal passes (med kl på alt, for det er vigtigt ikke at ændre på pigens rytme)

Hver gang min svigerinde bliver sendt i aktivering eller på kursus bliver hun sygemeldt. Så da hun stod til at miste sin indtægt i januar blev hun sygemeldt med sin nye graviditet frem til barsel. Nu har de fået nr to og den store lider under det.

Min søster har fået en kæreste med et jævnaldert barn, og ham og vores niece leger godt sammen når de ses. Da min søster så ringer for at invitere pigen til overnatning hos hende er svaret nej. For pigen skal knytte bånd til sin søster (som er 6 mdr)

Hver gang der er noget i familien går det galt, for så fejler svigerinden noget. Og det kan ikke lade sig gøre at min bror tager afsted alene med pigerne. Fx. skulle kan hjem for at bytte julegaver med de gamle i går (de kan ikke komme juleaften, for den mindste skal i seng kl 18) men det kan han ikke for svigerinde har ondt i maven og kan ikke overskue at være alene med pigerne i 2 timer. Min søster var så hjemme i går, og 7 gange skrev han for at sige undskyld for at han ikke kom.

Jeg har kigget tilbage på hende fb-væg for de sidste 2 mdr, og ikke én eneste gang står der noget positivt. Hele tiden er det "jeg har ondt" , "mine børn er syge", "min mand er aldrig hjemme" eller noget andet dommedagsagtigt.

Den store pige fik et hysterisk anfad over ikke at skulle i børnehave i næste uge. Hun sagde at når de ikke vil følge hende derned, så kan hun selv gå.

De sidste 4 år er min bror blevet mere og mere grå at se på. Når vi endelig ses smiler han aldrig. Han har altid været en stille mand, men nu går han i et med tapetet. Han taber sig og virker stresset. Hvorfor fanden kan han ikke få et par nosser og gøre noget!!

Selvom vi ikke er så tæt knyttet mere, så har jeg SÅ ondt i maven over hvad der sker med min dejlige bror. Hun styrer hans liv i den negative retning. Og hvad med pigerne?

Gav noget af hele mening? Hvis du kom helt her til, så tak. Jeg trængte til at lufte ud

HOLD nu op det må være svært at se på og høre på :/ ...

Har du prøvet at tage en snak med din bror ? ..

det lyder ikke særlig rart!!

du har ikke prøvet og sige noget til ham omkring det? måske det ku hjælpe lidt

TR skriver:

HOLD nu op det må være svært at se på og høre på :/ ...

Har du prøvet at tage en snak med din bror ? ..

Jeg snakker ikke med ham - så jeg har ikke nogen "officiel" viden om det. Min søster har prøvet, men blev afvist. Vores forældre vil ikke blande sig, for de er bange for at miste pigerne. 

Anonym skriver:

på min brors vejne - jeg har ondt i maven og føler mig SÅ hjælpeløs Det bliver nok en længere historie, men jeg trænger sådan til luft.

For 10 år siden mødte han sin kone. Hun var vældig sød, men var meget afhængig af at min bror stod ved hendes side hele tiden når de var hjemme. De prøver i flere år at blive gravide, og i denne periode afskærer de sig fra venner og familie, fordi det er svært for hende at være sammen man andre, som har børn. Så bliver hun endelig gravid (naturligt) og fra den dag de 2 streger viste sig, satte hun sig på sofaen og var bange for at miste (fair nok). De flytter næmere vores forældre og støtter sig til dem. Mens deres hus bliver renoveret (for penge de i første omgang ikke måtte låne, men her er det en fordel at kende bankdirektøren) bor de i en lejelig. Min bror arbejder fuld tid, kommer hjem for at lave mad, putte pigen i barnevogn og tager hende med i huset for at arbejde, så min svigerinde kan hvile sig. Sådan går det i 6 mdr (pigen er nu 4½ år).

Da hendes barsel er ovre mener hun ikke hun kan finde et arbejde, der lever op til hendes krav (som hun selv formulerede det - kort transporttid, max 20 timer og til 20.000 kr/mdr. nemt at finde uden uddannelse), så hun går hjemme. Men pigen bliver afleveret i dp kl 8 og min bror henter hende på vej hjem fra arbejde kl 16.30 for stadig at lave mad og div huslig ting.

Selv mister jeg alt kontakt til . Ikke at jeg er uvenner med dem, men jeg har ikke noget at snakke med dem om - trist, men sandt. Vores søster har dog jævligt kontankt med dem, da hun tit bliver brugt som barnepige. Men da hun ikke selv har børn, følger der en liste med over hvordan pigen skal passes (med kl på alt, for det er vigtigt ikke at ændre på pigens rytme)

Hver gang min svigerinde bliver sendt i aktivering eller på kursus bliver hun sygemeldt. Så da hun stod til at miste sin indtægt i januar blev hun sygemeldt med sin nye graviditet frem til barsel. Nu har de fået nr to og den store lider under det.

Min søster har fået en kæreste med et jævnaldert barn, og ham og vores niece leger godt sammen når de ses. Da min søster så ringer for at invitere pigen til overnatning hos hende er svaret nej. For pigen skal knytte bånd til sin søster (som er 6 mdr)

Hver gang der er noget i familien går det galt, for så fejler svigerinden noget. Og det kan ikke lade sig gøre at min bror tager afsted alene med pigerne. Fx. skulle kan hjem for at bytte julegaver med de gamle i går (de kan ikke komme juleaften, for den mindste skal i seng kl 18) men det kan han ikke for svigerinde har ondt i maven og kan ikke overskue at være alene med pigerne i 2 timer. Min søster var så hjemme i går, og 7 gange skrev han for at sige undskyld for at han ikke kom.

Jeg har kigget tilbage på hende fb-væg for de sidste 2 mdr, og ikke én eneste gang står der noget positivt. Hele tiden er det "jeg har ondt" , "mine børn er syge", "min mand er aldrig hjemme" eller noget andet dommedagsagtigt.

Den store pige fik et hysterisk anfad over ikke at skulle i børnehave i næste uge. Hun sagde at når de ikke vil følge hende derned, så kan hun selv gå.

De sidste 4 år er min bror blevet mere og mere grå at se på. Når vi endelig ses smiler han aldrig. Han har altid været en stille mand, men nu går han i et med tapetet. Han taber sig og virker stresset. Hvorfor fanden kan han ikke få et par nosser og gøre noget!!

Selvom vi ikke er så tæt knyttet mere, så har jeg SÅ ondt i maven over hvad der sker med min dejlige bror. Hun styrer hans liv i den negative retning. Og hvad med pigerne?

Gav noget af hele mening? Hvis du kom helt her til, så tak. Jeg trængte til at lufte ud

det lyder da godt nok som noget af en omgang.. og meget som om at han i den grad er kommet under tøflen, men hvis han ikke selv kan se det, og selv mander sig op, så er der ikke så meget i kan gøre desværre

Anonym skriver:

Jeg snakker ikke med ham - så jeg har ikke nogen "officiel" viden om det. Min søster har prøvet, men blev afvist. Vores forældre vil ikke blande sig, for de er bange for at miste pigerne. 

- Det kan jeg godt forstå de er , men  der skal jo gøres noget, hvis i gerne vil have at tingene skal blive bedre end de er ..

Endten må man tag det som tingene er nu eller os må man tag med hvis han bliver sur .. håber du forstår hva jeg mener

Undskyld mig, men din kære svigerinde lyder som en der burde få et ordentlig spark i røven og så komme i gang! Hvorfor får hun bør når hun ikke kan overskue noget som helst, det fatter jeg ikke. Hun virker depressiv og doven, blot min mening ud fra det du skriver.

Jeg tænker stakkels din bror og så tænker jeg også "tag dig sammen" og gør noget ved situationen. jeg tænker også stakkels piger... på mig virker det decideret skræmmende, at ikke engang dine forældre kan sige noget til ham at frygt for at miste pigerne, undskyld mig, men der kommer din bror forhåbentlig også indover.

Problemet er jo nok at hun får lov til at alt det hun ikke gider og så kører det bare i samme rille, selv fra kommunens side, virkelig skræmmende! og sikke et forebillede hun er for sine børn.

Jeg kan godt følge, at du er trist på din brors vegne. Men sålænge han lader tingene være som de er - forandre de sig aldrig. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke sætter en dagsorden for ting hun skal nå i hjemmet, når nu han både renoverere, arbejder, passer børn osv. Det holder bare overhovedet ikke og jeg kan godt forstå, hvis han er mega slidt og nedtrykt stakkels mand!

Måske din svigerinde har fået en fødselsdepression og bør have lægelig hjælp, evt dette kunne man foreslå din bror så hun og han kan komme videre i teksten.

Miss T skriver:

Undskyld mig, men din kære svigerinde lyder som en der burde få et ordentlig spark i røven og så komme i gang! Hvorfor får hun bør når hun ikke kan overskue noget som helst, det fatter jeg ikke. Hun virker depressiv og doven, blot min mening ud fra det du skriver.

Jeg tænker stakkels din bror og så tænker jeg også "tag dig sammen" og gør noget ved situationen. jeg tænker også stakkels piger... på mig virker det decideret skræmmende, at ikke engang dine forældre kan sige noget til ham at frygt for at miste pigerne, undskyld mig, men der kommer din bror forhåbentlig også indover.

Problemet er jo nok at hun får lov til at alt det hun ikke gider og så kører det bare i samme rille, selv fra kommunens side, virkelig skræmmende! og sikke et forebillede hun er for sine børn.

Jeg kan godt følge, at du er trist på din brors vegne. Men sålænge han lader tingene være som de er - forandre de sig aldrig. Jeg forstår ikke, hvorfor han ikke sætter en dagsorden for ting hun skal nå i hjemmet, når nu han både renoverere, arbejder, passer børn osv. Det holder bare overhovedet ikke og jeg kan godt forstå, hvis han er mega slidt og nedtrykt stakkels mand!

Måske din svigerinde har fået en fødselsdepression og bør have lægelig hjælp, evt dette kunne man foreslå din bror så hun og han kan komme videre i teksten.

Du skriver lige mine tanker - hun er doven og opmærksonhedskrævende. Og jeg tænker at noget skal sige/gøre noget. Jeg mener dog ikke det er mig, for jeg ser dem 2 gange om året

Anonym skriver:

Du skriver lige mine tanker - hun er doven og opmærksonhedskrævende. Og jeg tænker at noget skal sige/gøre noget. Jeg mener dog ikke det er mig, for jeg ser dem 2 gange om året

Du har helt ret i begge dele.. Der skal være en der siger noget og i realiteten burde det nok i sidste ende være din forældre der tog en kærlig samtale med deres søn, efter min mening. Det skal være en som kan sige sin uforbeholdende mening, og som kan sige det på en sådan måde at det fiser ind under kasketten.