Min store datter bliver 3, de første mange måneder af hendes liv var hun mors pige. Da hun blev omkring 1-1½ var det kun far der duede og i rigtig laaaang tid, faktisk frem til hun var 2½ år. Jeg var ked og trist og følte mig ikke som en god mor.
Da vi så fik nummer to som er 1½, var hun også mors pige de første mange mange måneder, men da hun blev ca. 1 år i sommer var hun fars pige, når vi henter hende i vuggestuen sidder jeg som regel på hug for at tage imod hende og så løber hun rundt om mig for at komme om til faren..
Det der trøster mig i dag, er at jeg nu ved, at nå de når omkring de 2-2½ år, så er det mor der dur igen
Den store pige, elsker sin mor, og elsker at hygge under dynen sammen med mig, nu er det mig der duer mest, det synes jeg er betryggende, at det kommer igen og kun er en fase og det bliver det også kun for dig.
Min lille pige som nu er 1½, begynder nu stille og roligt at se lidt mere til min side igen, ved at det ikke varer længe så er hun hvor hun skal være.
Det er altid mor der duer når de er syge, så tror jeg at de søger den tryghed som de fik da de var små.
Men hvis det kan opmuntre dig lidt, så kommer opmærksomheden igen
du skal ikke blive jaloux, men nyd dit barns kærlighed til sin far.
Anmeld
