Start-vanskeligheder

Isabel er nu 4½ uge gammel og hun er en dejlig pige. Vi har selvfølgelig haft nogle dage, hvor det ikke er gået lige godt, men overordnet set har det været nemt.

Problemet er, at jeg åbenbart er en hønemor (efter min egen mening).
Havde meget svært ved at skifte tøj på hende osv til at starte med fordi jeg simpelthen ikke turde. Da hun er født ved kejsersnit tog min mand sig af det de første dage hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen til det, og det har nok medvirket til det. Det er jeg heldigvis kommet efter.
Jeg tør ikke bade hende - det ordner min mand eller min mor.
Jeg tør ikke gå tur med hende i barnevognen (har hun det varmt nok, hvad nu hvis hun græder hele turen etc.). Vi har ellers indkøbt en rigtig flot barnevogn, den har så bare stået stille lige siden vi fik den.
Føler mig generelt meget meget usikker på det hele - det er jo første gang osv. Jeg har desuden altid været en meget usikker person og har aldrig følt mig god nok til noget jeg har foretaget mig.
Famler mig virkelig frem i blinde.

Nå, men SP’en har lige været her og det viser sig så, at Isabel ikke får nok at spise. Hun har kun taget det halve på af hvad hun skulle, så skal vække hende hver 3. time om dagen og hver 4. om natten og give hende fra begge bryster (og om natten supplere med MME hvis hun stadig er vågen efter amningen). Det er et KÆMPE nederlag for mig, for jeg kan ikke give min datter det mad hun skal have. Og jo, logisk set ved jeg godt, at jeg ikke kan gøre for det. Hun melder selv hver 4. time, men det er ikke ofte nok.

Vil ikke noget med det her indlæg andet end at få luft..

 er sikker på at det nok skal gå det hele!

JulieWH skriver:

Isabel er nu 4½ uge gammel og hun er en dejlig pige. Vi har selvfølgelig haft nogle dage, hvor det ikke er gået lige godt, men overordnet set har det været nemt.

Problemet er, at jeg åbenbart er en hønemor (efter min egen mening).
Havde meget svært ved at skifte tøj på hende osv til at starte med fordi jeg simpelthen ikke turde. Da hun er født ved kejsersnit tog min mand sig af det de første dage hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen til det, og det har nok medvirket til det. Det er jeg heldigvis kommet efter.
Jeg tør ikke bade hende - det ordner min mand eller min mor.
Jeg tør ikke gå tur med hende i barnevognen (har hun det varmt nok, hvad nu hvis hun græder hele turen etc.). Vi har ellers indkøbt en rigtig flot barnevogn, den har så bare stået stille lige siden vi fik den.
Føler mig generelt meget meget usikker på det hele - det er jo første gang osv. Jeg har desuden altid været en meget usikker person og har aldrig følt mig god nok til noget jeg har foretaget mig.
Famler mig virkelig frem i blinde.

Nå, men SP’en har lige været her og det viser sig så, at Isabel ikke får nok at spise. Hun har kun taget det halve på af hvad hun skulle, så skal vække hende hver 3. time om dagen og hver 4. om natten og give hende fra begge bryster (og om natten supplere med MME hvis hun stadig er vågen efter amningen). Det er et KÆMPE nederlag for mig, for jeg kan ikke give min datter det mad hun skal have. Og jo, logisk set ved jeg godt, at jeg ikke kan gøre for det. Hun melder selv hver 4. time, men det er ikke ofte nok.

Vil ikke noget med det her indlæg andet end at få luft..

Jeg fik AKS og havde lidt samme oplevelse som dig. Jeg lå i koma og respirator på intensiv, så jeg kunne slet ikke tage mig af min søn.

Min kæreste derimod fik jo alt ansvaret og havde "styr på tingene" og var inde i en god rutine, da jeg begyndte at få det bedre. Derfor holdte jeg mig meget i baggrunden, og jeg var faktisk lidt bange for at stå med ansvaret selv. Jeg ville slet ikke være alene med ham.

Vi var indlagt på neonatal, og sygeplejerskerne registrerede hvordan jeg havde det. De "skubbede" mig ud i det. Og det var virkelig hårdt - jeg græd og græd. Jeg følte mig så usikker. Men hold op hvor er jeg glad for at jeg tog skridtet idag.

Men KS gør nogen ting noget negativt ved tilknytningen til ens barn. Og jeg synes det er super flot du skriver om det. Du skal virkelig acceptere at du har det sådan. Har du mulighed for at snakke med jeres sundhedsplejerske om det? Det gjorde jeg, og vi fik rigtig meget støtte.

Du skal ihvertfald ha en masse  Jeg kan virkelig godt huske hvordan jeg havde det!

rikkeregnbue skriver:

 er sikker på at det nok skal gå det hele!

Tak!

camillakrath skriver:

Jeg fik AKS og havde lidt samme oplevelse som dig. Jeg lå i koma og respirator på intensiv, så jeg kunne slet ikke tage mig af min søn.

Min kæreste derimod fik jo alt ansvaret og havde "styr på tingene" og var inde i en god rutine, da jeg begyndte at få det bedre. Derfor holdte jeg mig meget i baggrunden, og jeg var faktisk lidt bange for at stå med ansvaret selv. Jeg ville slet ikke være alene med ham.

Vi var indlagt på neonatal, og sygeplejerskerne registrerede hvordan jeg havde det. De "skubbede" mig ud i det. Og det var virkelig hårdt - jeg græd og græd. Jeg følte mig så usikker. Men hold op hvor er jeg glad for at jeg tog skridtet idag.

Men KS gør nogen ting noget negativt ved tilknytningen til ens barn. Og jeg synes det er super flot du skriver om det. Du skal virkelig acceptere at du har det sådan. Har du mulighed for at snakke med jeres sundhedsplejerske om det? Det gjorde jeg, og vi fik rigtig meget støtte.

Du skal ihvertfald ha en masse  Jeg kan virkelig godt huske hvordan jeg havde det!

Tak for svaret. Jeg prøver virkelig at "presse" mig selv, men det er bare så svært. Er virkelig usikker på det hele.

Har dog bestemt mig for, at når Isabel skal have mad igen om en time, så pakker jeg hende godt ind bagefter og triller en lille tur med hende. Det bliver nok kun 10 minutter, men så er det prøvet.

JulieWH skriver:

Tak for svaret. Jeg prøver virkelig at "presse" mig selv, men det er bare så svært. Er virkelig usikker på det hele.

Har dog bestemt mig for, at når Isabel skal have mad igen om en time, så pakker jeg hende godt ind bagefter og triller en lille tur med hende. Det bliver nok kun 10 minutter, men så er det prøvet.

Det lyder som en rigtig god ide. Du skal også tage det i små stykker. For så snart man bare har fået en lille sejr, så får man mere og mere lyst.

Kan du ikke tage et par dage med hende i sengen, bare dig og hende og nusse, lære hende at kende, amme en-masse så du rigtig får gang i mælkeproduktionen?Og til alt det andet, så tror jeg ikke rigtig der er andet at gøre end at kaste sig ud i det... Kan godt huske hvor topnervøs man var der i starten:-)Er du blevet testet for fødselsdepression?Kram

Tulle28 skriver:

Kan du ikke tage et par dage med hende i sengen, bare dig og hende og nusse, lære hende at kende, amme en-masse så du rigtig får gang i mælkeproduktionen?Og til alt det andet, så tror jeg ikke rigtig der er andet at gøre end at kaste sig ud i det... Kan godt huske hvor topnervøs man var der i starten:-)Er du blevet testet for fødselsdepression?Kram

Har haft et par dage i sengen med hende hvor hun har spist godt - men uden held åbenbart Giver mig i kast med mme og ser om det ikke hjælper - det vigtigste er selvfølgelig, at hun har det godt

Mht. det andet, så har jeg selv overvejet muligheden med en fødselsdepression da vi havde en skidt "start" allerede før hun blev født og jeg derfor var indlagt næsten 7 uger. Der var jeg i risikogruppen for at udvikle en depression. Er bare ikke god til at råbe vagt i gevær, men forsøger at være obs på det.

JulieWH skriver:

Isabel er nu 4½ uge gammel og hun er en dejlig pige. Vi har selvfølgelig haft nogle dage, hvor det ikke er gået lige godt, men overordnet set har det været nemt.

Problemet er, at jeg åbenbart er en hønemor (efter min egen mening).
Havde meget svært ved at skifte tøj på hende osv til at starte med fordi jeg simpelthen ikke turde. Da hun er født ved kejsersnit tog min mand sig af det de første dage hvor jeg ikke kunne komme ud af sengen til det, og det har nok medvirket til det. Det er jeg heldigvis kommet efter.
Jeg tør ikke bade hende - det ordner min mand eller min mor.
Jeg tør ikke gå tur med hende i barnevognen (har hun det varmt nok, hvad nu hvis hun græder hele turen etc.). Vi har ellers indkøbt en rigtig flot barnevogn, den har så bare stået stille lige siden vi fik den.
Føler mig generelt meget meget usikker på det hele - det er jo første gang osv. Jeg har desuden altid været en meget usikker person og har aldrig følt mig god nok til noget jeg har foretaget mig.
Famler mig virkelig frem i blinde.

Nå, men SP’en har lige været her og det viser sig så, at Isabel ikke får nok at spise. Hun har kun taget det halve på af hvad hun skulle, så skal vække hende hver 3. time om dagen og hver 4. om natten og give hende fra begge bryster (og om natten supplere med MME hvis hun stadig er vågen efter amningen). Det er et KÆMPE nederlag for mig, for jeg kan ikke give min datter det mad hun skal have. Og jo, logisk set ved jeg godt, at jeg ikke kan gøre for det. Hun melder selv hver 4. time, men det er ikke ofte nok.

Vil ikke noget med det her indlæg andet end at få luft..

Du får lige en  af mig!! Jeg ved godt du sikkert har fået det at vide af mange, men lige pludselig så blir alting meget nemmere!

Jeg havde selv svært ved amningen og døjede med sår, revner og brystbetændelse, så William tog ingenting på overhovedet den første måned. Men SÅ gik det pludselig godt og han tar fint på!!

Du skal NOK komme ud med barnevognen osv! Det er jeg sikker på! .. I skal lære hianden at kende derhjemme, og så ændre det hele sig

Nu har jeg født alm så jeg skal ikke gøre mig klog på det med at man er sengeliggende lige bagefter. Men jeg er sikker på det hele nok skal komme til at køre for jer derhjemme!! Alle de bedste tanker herfra ihvertfald!

Jeg kan trøste dig med at alting bliver nemmere, som tiden går. Man vokser med opgaven.

Jeg synes du skal prøve at give dig i kast med alt det du ikke tør, med din kæreste eller mor ved siden af i starten, så du lige så stille kommer ind i en god rytme, og finder ud af at du rent faktisk GØR det godt nok. For det gør du. Du er hendes mor, og der er ingen bedre mor til hende end dig.

Og husk på at sådan nogle størrelser måske nok er små, men de er bestemt ikke skrøbelige. De kan godt tåle at man tager ved dem, og selvfølgelig vil hun ikke skrige på hele barnevognsturen, og skulle hun endelig finde på at gøre det, ja, så går I jo bare hjem igen.

Mht. til mælken, så havde jeg heller ikke nok, og måtte supplere med mme. Går det ligesom med mig, at det hurtigt forsvinder helt, så er det jo godt at der findes en god erstatning.

Håber I får en rigtig god jul