Ak ja....
Vi er jo nogle priviligerede unge, med alle de uddannelsesmuligheder vi har her i Danmark, men nogle gange synes jeg bare det er ufatteligt svært, med alt det der er at vælge i mellem... 
Man vil jo så gerne vælge rigtigt i første forsøg! Og det er svært at overskue, når man har mange forskellige talenter.
Sagen er den, at jeg bliver færdig med mit første år på pædagogseminariet til februar, og det har været spændende pga. al den psykologi der ligger i det, samt pædagogik. Men jeg er ved at blive skør over studiet, for jeg føler ikke jeg får nogen som helst udfordring, og jeg ved ærlig talt ikke om jeg kan se mig selv som pædagog. Mange har sagt at jeg ville være en super pædagog, og jeg elsker også børn, men tanken om at skulle have overskud til andres børn, og så bagefter mine egne når jeg får fri fra arbejde, giver mig kuldegysninger, og det føles bare forkert og for "almindeligt". Jeg ved bare at jeg kan meget mere end det her, og jeg ved godt at der er mange former for videreuddannelse osv., men det virker bare for simpelt og for.. Regelmæssigt. Det er sgu rigtig træls. Jeg ved også godt at man kan arbejde inde for andre områder, men jeg satte mig for allerede før jeg startede på studiet at specialområderne ikke er mig (altså psykisk handicappede), og så er der ikke mange områder tilbage
Før jeg startede på studiet overvejede jeg kraftigt om jeg skulle blive sygeplejerske - var bl.a. i erhvervspraktik i en uges tid på Nyborg Sygehus. Var helt vild med kontakten til andre voksne mennesker, fordi jeg synes det er så fedt at høre andre menneskers historier og synspunkter. Og når folk er syge, har de oftest brug for en at snakke med andre ting end lige sygdom med. Det var en fed følelse at kunne give dem det, og jeg synes også at læren om kroppen osv var helt vildt spændende, men samtidig følte jeg mig ikke helt tilfreds med, at jeg skulle have ansvaret for dem på den måde, og jeg var også meget bange for at komme for tæt ind på deres liv - for min egen skyld sådan set - at jeg måske kom til at binde mig lidt for meget til dem. Der er flere aspekter i det, som gjorde at jeg valgte pædagog over sygeplejerske.
Men nu står jeg jo så her, i tvivl til halsen, og aner ikke hvad jeg skal stille op. Er nemlig stadig ikke 100% tilfreds med tanken om at blive sygeplejerske. Søgte så lidt rundt på ug.dk, og faldt hen over radiografuddannelsen. Blev fuldstændig solgt til stanglakrids, da jeg læste deres beskrivelse af uddannelsen: psykologi (yes!) og pædagogik (yes!) kombineret med alt det spændende man kender fra sygeplejestudiet, bl.a. anatomi (yes!)... Det lød bare mega, mega optur! For det lyder da lidt som om at jeg kan få lov til at interessere mig for både det psykologiske fra pædagoguddannelsen, og det biologiske, som jeg også synes er meget interessant, plus den menneskekontakt som jeg er helt vild med. Ringede derefter til en veninde som har taget et halvt år af uddannelsen, for at høre mere, og hun sagde dog (desværre), at der var utroligt meget matematik i det. Matematik har aldrig været min stærke side, men har før bevist over for mig selv, at det jeg vil, kan jeg...
Men, men, men... Ville jo i denne lange forbindelse høre, om der er nogen af jer som har erfaringer med studiet, som evt. er uddannede? Hvor slemt ER det egentlig med matematikken? Og hvordan er menneskekontakten? Min veninde sagde at det hurtigt kunne virke overfladisk fordi patienter i en radiografs liv kommer og går efter et par minutter.. Lad mig høre jeres erfaringer
Og p.s. - ville på ingen måde støde de uddannede pædagoger eller sygeplejersker derude, der er mange ting jeg ikke ved om de forskellige studier, og de ting jeg siger kan være helt hen i vejret for nogen, men det er nu engang sådan jeg føler det
