Slår ikke til på arbejde.

Skriver lige ano i denne sag.

Jeg arbejder indenfor hjemmeplejen. Har en fast stilling og har haft det i nogle år nu. Sagen er den, at jeg simpelthen ikke føler, jeg slår til.

Jeg føler, jeg er bagefter allerede, når jeg møder ind kl 7. Jeg hæs blæser afsted indtil jeg har fri kl 12.30 eller kl 15.30. Nogle gange føler jeg, jeg går på stumperne ved knæene  Jeg er "nedslidt".

Jeg fik at vide i dag, at 2 af mine borgere ikke havde fået middagspiller i går, da jeg var på arbejde. Mit ansvar.... Jeg havde simpelthen så travlt, at jeg glemte det (desværre igen).

Jeg føler mig så fyldt op på arbejde. Føler jeg aldrig når det, jeg skal og at jeg aldrig gør tingene godt nok. Der er altid noget i  vejen, altid noget, jeg kunne have gjort bedre og altid noget, jeg skulle have haft husket.

Jeg synes, jeg stormer rundt i alle de timer, jeg er på arbejde og alligevel er det ikke godt nok.

Kan virkelig godt lide at arbejde med mennesker, men synes aldrig jeg får tid til at gøre tingene tilfredsstillende. Får mere og mere lagt på mig og jeg er stadig kun på arbejde så længe som de ufaglærte og Hjælperne.

Ville egentlig gerne skifte arbejde, men får tit at vide, når jeg klager lidt, at så skulle jeg nok ikke have valgt det her fag  Jamen skal man da have det sådan her?? Hvis ikke du vil have det sådan her, skal du slet ikke være her!! What...

Ved ikke hvad jeg skal arbejde med, hvis ikke jeg skal være på plejehjemmet. Det er alt for langt til sygehusene og der tror jeg næppe, jeg ville kunne  affinde mig. Jeg har ingen erfaring med psykiatrien, uden min praktik, så det er enorm svært at komme der inden for.

Øv hvor er det træls....

Øv en træls situation at stå i!!! Lyder godt nok som om det er på tide at prøve noget at søge noget nyt! Brænder du virkelig for psykiatrien? Hvis ja, så må du jo søge der, og så kæmpe lidt ekstra til jobsamtalen for at overbevise dem du er den rette! Tror ihvertfald det er på tide at finde ud af hvad du brænder for, og gerne vil med resten af dit liv, og så gå efter det! Koste hvad det vil(næsten) det er det værd i sidste ende. Trist at ha en øv-følelse efter arbejde hver dag(hvilket er hvorfor jeg selv i en halvsen alder af 27 startede med at læse til læge)!

Kæmpemæssigt held og lykke med at finde drømmejobbet!!!!!

fra Mona

Min svigermor oplevede det samme som nu eller tæt på, mens hun var i hjemmeplejen. Til sidst følte hun at hun svigtede sig selv og borgerne, og tog en ny uddannelse for at lave noget andet. Det har hun ikke fortrudt.

Generelt ved jeg at hjemmeplejen er hårdt arbejde, og man skal virkelig være dekideret til det, så hatten af for dem der gør det.

prettybutterfly skriver:

Øv en træls situation at stå i!!! Lyder godt nok som om det er på tide at prøve noget at søge noget nyt! Brænder du virkelig for psykiatrien? Hvis ja, så må du jo søge der, og så kæmpe lidt ekstra til jobsamtalen for at overbevise dem du er den rette! Tror ihvertfald det er på tide at finde ud af hvad du brænder for, og gerne vil med resten af dit liv, og så gå efter det! Koste hvad det vil(næsten) det er det værd i sidste ende. Trist at ha en øv-følelse efter arbejde hver dag(hvilket er hvorfor jeg selv i en halvsen alder af 27 startede med at læse til læge)!

Kæmpemæssigt held og lykke med at finde drømmejobbet!!!!!

fra Mona

Hej. Tak for svar.

Jeg brænder ikke direkte for psykiatrien. Jeg brænder for ældre mennesker og hele mennesket. Har i et svagt øjeblik overvejet aktivitetscenter, men det er bare slet ikke mig. Er ikke en ildsjæl.