Min familie "forsvinder" - LANGT!

Min familie er sådan en, som alle altid har beundret for vores sammenhold på tværs og på trods af biologi, men nu føler jeg, det hele er ved at falde fra hinanden, og det gør mig så trist.

Vi er 4 sammenbragte børn - min far døde, da min bror og jeg var små, og min mor giftede sig så igen, da jeg var 7, med en noget ældre, fraskilt mand, som havde to døtre. De er noget ældre end mig - hhv. 14 og 8 år ældre - og der er således kun 10 år imellem min mor og min ældste stedsøster. De har intet med deres mor at gøre, da hun for længst har kappet al kontakt med dem, og min mor har været sådan en slags reservemor/veninde for dem og, ikke mindst, 100 % mormor for deres børn. Mit forhold til min mors mand blev aldrig særlig godt, men han var absolut mine børns morfar - han døde for et år siden.  Mine søstre (det har jeg altid kaldt dem og opfattet dem som) havde heller ikke jordens bedste forhold til deres far, og min mor har altid været den samlende person i familien - hende, der fik redt trådene ud, når min stedfar jokkede sine døtre over tæerne osv.

Som nævnt døde min stedfar for et år siden og min mor blev enke - for anden gang - i en alder af 65. Vi fik alle taget en pæn afsked med min stedfar, og der blev i den forbindelse også sagt mange smukke ord om, hvor meget, vi fortsat ville holde sammen - og "passe på" min mor. Da min bror bor i USA, er jeg det eneste af hendes biologiske børn, der er i nærheden, men jeg havde aldrig troet, jeg skulle føle mig alene om at støtte hende og være der for hende. Desværre er det ved at blive sådan.

Mine søstre - og de er altså hhv. 55 og 49 år gamle - ringer ALDRIG til hende. De besøger hende ikke, med mindre hun inviterer til noget, hvilket hun så har gjort en del gange. Deres børn - hvoraf de tre er voksne og flyttet hjemmefra - gør heller ingenting. De har altid sagt så meget pænt om og til hende - nogle gange nærmest ophøjet hende til en engel, der har holdt sammen på alting - men nu er det som om, det hele løber ud i sandet - og jeg tror slet ikke, de tænker over det. Det er, som om de tager hende som en selvfølge og ikke føler, de behøver at gøre noget for hende. Og min mor ER sej og stærk og har et godt netværk - men hun savner dem og er såret over, at de ikke tager kontakt.

Og så kommer det her med biologi og ikke-biologi alligevel ind i billedet, for hvis det havde været min bror, der forsømte hende, ville jeg sige noget til ham, men jeg er mere forsigtig over for dem, fordi det trods alt ER min mor og ikke deres - og jeg er bange for at rage uklar med dem og gøre tingene endnu værre.

Hvis de nu havde været meget unge, kunne jeg bedre forstå deres tankeløshed - men altså, de er jo absolut voksne mennesker, og SÅ travlt kan de da ikke have - de har ikke små børn eller krævende karrierejobs. Efterhånden er min mors nære familie altså skrumpet ind til i praksis kun at være mine børn og min mand og mig samt min bror og hans kone, der bor så langt væk - og min mor har altså været fuldt ud mormor for mine søstres seks børn og ALTID været der for dem allesammen.

Ville I tage det op - og risikere en vred reaktion - eller skal jeg bare leve med, at min mor føler sig "vraget" af dem? Det er sgu let at lovprise hende med ord, men jeg savner handling fra deres side.

Du kan sagtens tage det op med dem. Det er ikke sikkert at de har tænkt så meget over det, så en lille snak ville måske være godt.

Hvis der så ikke sker ændringer bagefter, ja så må man jo nok bare konstatere at de ikke længere er interesserede  i at være en del af familien, men så har du da gjort et forsøg.

Pøj pøj med det

Tag det op! Det kan være de ikke har tænkt nærmere over det. Vi er i et samfund, der bliver mere og mere individualiseret og mig først mentalitet, så måske de bare trænger til en øjenåbner... og det kan da godt være de bliver sure, men så er det fordi du rammer plet i det du siger eller I siger om din mor er med til den tagen-op-snak og måske vil nogen af dem reflektere over det og gøre det oftere og andre vil måske bare fortsætte deres liv som det nu er - og måske hjælper det en overgang hvor din mor får set dem oftere og måske går det i sig selv igen - der er ikke andet for end at åbne for godteposen for så længe det nager, så bygger det sig bare op med tiden og omdanner sig til et ikke gennemtænkt vulkanudbrud som man IKKE kan redde i land igen! De bedste ønsker herfra

Hun kan vel næppe blive mere "vraget" end hun allerede er, så det er vist mest dig der kan komme i klemme.

Så du må gøre op med dig selv om du vil tage den risiko men så få sagt det du vil til resten af familien.

:-) sisse

Nessie skriver:

Du kan sagtens tage det op med dem. Det er ikke sikkert at de har tænkt så meget over det, så en lille snak ville måske være godt.

Hvis der så ikke sker ændringer bagefter, ja så må man jo nok bare konstatere at de ikke længere er interesserede  i at være en del af familien, men så har du da gjort et forsøg.

Pøj pøj med det

Jamen, jeg håber og tror også, at det skyldes manglende omtanke og ikke noget dybere - men åh, altså, jeg er bare SÅ konfliktsky. På den anden side kan jeg nok ikke gøre ondt værre ved at bringe det op.

Hasselnødden skriver:

Tag det op! Det kan være de ikke har tænkt nærmere over det. Vi er i et samfund, der bliver mere og mere individualiseret og mig først mentalitet, så måske de bare trænger til en øjenåbner... og det kan da godt være de bliver sure, men så er det fordi du rammer plet i det du siger eller I siger om din mor er med til den tagen-op-snak og måske vil nogen af dem reflektere over det og gøre det oftere og andre vil måske bare fortsætte deres liv som det nu er - og måske hjælper det en overgang hvor din mor får set dem oftere og måske går det i sig selv igen - der er ikke andet for end at åbne for godteposen for så længe det nager, så bygger det sig bare op med tiden og omdanner sig til et ikke gennemtænkt vulkanudbrud som man IKKE kan redde i land igen! De bedste ønsker herfra

Og jeg ER lige netop den type, der undgår konflikter og så lader det eksplodere lige pludselig - eller som plager mig selv og vender det indad, til det vokser sig alt for stort.

Det er også noget med roller i familien - jeg er den lille lillesøster, som har søgt råd og vejledning hos dem mange gange og sidenhen har fået det, UDEN at jeg har bedt om det, men ok - som 41-årig er det måske meget rimeligt, at jeg også tør tro på, jeg bliver taget alvorligt og lyttet til...

Det er bare så DUMT, når vi har fået det hele til at køre i så mange år, at der kommer "krise" nu. Og derfor - måske - en oplagt lejlighed til, at JEG tager ansvar for at forsøge at løse det.

Nemesis skriver:

Hun kan vel næppe blive mere "vraget" end hun allerede er, så det er vist mest dig der kan komme i klemme.

Så du må gøre op med dig selv om du vil tage den risiko men så få sagt det du vil til resten af familien.

:-) sisse

Helt rigtigt - nogle gange tror jeg vist bare, at tingene bliver værre, når de bliver sagt højt, men det ER jo slemt, som det er.

jeg holder med de andre, tag det op med dem.. men på en stille og rolig og muligvis spørgende måde. det nytter ikke noget at skælde dem ud i hvert fald(ikke at jeg siger det var det du havde tænkt dig) men snak med dem om, om de er klar over at din mor savner dem. og føler sig lidt ensomt.

så må de melde ud. hvis de alligevel ikke er interesseret i at være en del af familien efter tabet af deres far så er der jo ingen grund til at bruge mere energi på det /dem. men muligvis de er i tvivl om, om de stadig er velkomne i familien på samme niveau, eller om du og din mor ville opfatte det som mærkeligt hvis de tog kontakt hele tiden og at I måske ville føle at de trængte sig på.. (ved ikke om det kunne være en årsag?)

Mor og meget mere skriver:

Og jeg ER lige netop den type, der undgår konflikter og så lader det eksplodere lige pludselig - eller som plager mig selv og vender det indad, til det vokser sig alt for stort.

Det er også noget med roller i familien - jeg er den lille lillesøster, som har søgt råd og vejledning hos dem mange gange og sidenhen har fået det, UDEN at jeg har bedt om det, men ok - som 41-årig er det måske meget rimeligt, at jeg også tør tro på, jeg bliver taget alvorligt og lyttet til...

Det er bare så DUMT, når vi har fået det hele til at køre i så mange år, at der kommer "krise" nu. Og derfor - måske - en oplagt lejlighed til, at JEG tager ansvar for at forsøge at løse det.

Sådan er jeg også, og så kender vi jo også til de konsekvenser det så endelig har når det kommer i udbrud... meget kan løses ved, som en nævner, at sige det du vil sige på en imødekommende og spørgende måde.. så bringer du ikke nogen derud hvor de føler sig ramt, selvom det da indimellem skal ramme hårdt for at forståes... men det kan man jo hurtigt mærke hvilken stemning der hviler... nogen går jo i forsvarsposition med det samme...