Dødsfald-er jeg kold???

Jeg skriver som Ano af hensyn til mig og familien.
Jeg har for noget tid siden, droppet kontakten til min biologiske far af mange årsager. Nu har jeg så fundet ud af, hans mor (min farmor) er afgået ved døden. Jeg har set hende mindre end 10 gange de sidste 10 år, og generelt aldrig haft noget med hende gøre, og hun har heller ikke været interesseret. har en pap-farmor jeg ser ultimativt som min farmor, og hun har været der som en sådan hele mit liv. Da jeg hørte nyheden, om min biologiske farmor, tænkte jeg bare NÅ Føler ikke sorg eller noget som helst, tænker bare at sådan er det. Jeg synes et sted så også det var det bedste for hende da hun var syg af kræft. men ja ellers er jeg lidt ligeglad. Ment som i, jeg forholder mig ikke mere til det, end hvis det var en hvilken som helst anden fremmede, der var afgået ved døden.
Føler måske bare jeg burde føle noget, og har da haft lidt dårlig samvittighed, men på den anden side, var hun lige til det sidste, ikke interesseret i mig, tvært imod.
har ikke tænkt mig at komme til hendes begravelse, det ændrer intet i forhold til min biologiske far, men vil dog sende nogle blomster...
Men er jeg kold at have det sådan, burde jeg føle et eller andet, er ikke det mindste ked af det eller noget, burde man ik være det jeg kendte hende jo ikke rigtig, og snakkede ikke med hende, men synes bare det måske virker hårdt og koldt at jeg er ligeglad med det

Det eneste er at jeg da synes det er synd for min far, at han har mistet både mor, datter og børnebørn indenfor samme år, men hvad jeg ved af, havde han lidt forventet, der ikke var lang tid tilbage, og hun var også ved at være godt oppe i årene (84-86 så vidt jeg husker)

Sådan helt nøgternt set, så ER hun jo reelt en fremmed for dig - hvis I aldrig har haft et familiært forhold til hinanden, så synes jeg det er meget naturligt, at du ikke føler sorg som sådan. Jeg synes bestemt ikke, du skal have dårlig samvittighed over det - et eller andet sted er det jo helt naturligt ikke at føle en masse for en "fremmed"...

Filuca skriver:

Sådan helt nøgternt set, så ER hun jo reelt en fremmed for dig - hvis I aldrig har haft et familiært forhold til hinanden, så synes jeg det er meget naturligt, at du ikke føler sorg som sådan. Jeg synes bestemt ikke, du skal have dårlig samvittighed over det - et eller andet sted er det jo helt naturligt ikke at føle en masse for en "fremmed"...

Du har ret, hun er en fremmede, var bare sådan lidt at man burde, eller der ville komme noget, så blev nok overrasket over jeg var ligeglad, og ikke følte fortrydelse eller jeg burde ha. Eller lignende.
Tak for svaret, glad for man et sted nok ikke er helt kold, men at det nok er meget naturligt

Er enig med Filuca.

Min farmor døde 14 dage før jeg skulle føde mit yngste barn. Min farmor har aldrig haft nogen synderlig rolle i vores liv, og hun har ofte forfordelt handes 2 andre børnebørn frem for mine brødre og mig. 

Hun er ikke en som jeg på nogen måde havde nogle gode oplevelser med. Da hun så døde var det heller ikke noget, som gjorde ondt på mig. Det eneste jeg tænkte over, var at det var trist at vi aldrig fik denne relation med hende

Filuca skriver:

Sådan helt nøgternt set, så ER hun jo reelt en fremmed for dig - hvis I aldrig har haft et familiært forhold til hinanden, så synes jeg det er meget naturligt, at du ikke føler sorg som sådan. Jeg synes bestemt ikke, du skal have dårlig samvittighed over det - et eller andet sted er det jo helt naturligt ikke at føle en masse for en "fremmed"...

Filuca skriver:

Sådan helt nøgternt set, så ER hun jo reelt en fremmed for dig - hvis I aldrig har haft et familiært forhold til hinanden, så synes jeg det er meget naturligt, at du ikke føler sorg som sådan. Jeg synes bestemt ikke, du skal have dårlig samvittighed over det - et eller andet sted er det jo helt naturligt ikke at føle en masse for en "fremmed"...

så godt skrevet

Tænkte at jeg lige ville fortælle min historie.
Min morfar døde for 2 år siden. Jeg har heller aldrig haft et forhold til ham. Han var meget syg og havde alle mulige sygdomme. Han var kun i 60'erne.. Nå, men dengang min mor var på min alder, der gik min morfar ffra min mormor ti lfordel for en anden kvinde. De fik så et barn sammen (min halv-onkel, som kun er et par år ældre end mig ) og de havde sleeet ikke tid til vores familie. 
Min morfar lukkede sine børn ude og når han ENDELIG kontaktede os, var det for at låne penge af mine forældre. Har måske besøgt ham 5 gange i hele mit liv, og de har måske besøgt os 9 gange hele mit liv..
Men ja, pointen er, at han har været en rigtig dårlig far for min mor og hendes søskende, og end endnu værre morfar for os! Da han døde for 2 år siden følte jeg INTET.. overhovedet!!! jeg var også "ligeglad"..
var heller ikke med til hans begravelse og har den dag idag ingen kontakt til hans kone og barn..

Jeg synes ikke du skal have dårlig samvittighed. Du havde jo intet forhold til hende. Jeg har hvert fald ikke dårlig samvittighed og får det heller aldrig!

Nej det er du bestemt ikke.

Det viser jo bare hvor lidt betydning det har, alt det med at kende sit biologiske dit og dat.
Det der i virkeligheden betyder noget, er de mennesker, der er omkring en i livet, og så er det helt lige meget om de er blodsbeslægtede med en eller ej.

For dig er hun jo bare som en fjern tante, som man pligtsskyldigt har set en sjælden gang fordi man blev inviteret.
Jeg synes dog, at det rigtige ville være at sende en blomst til brgravelsen, og så kan du lukke den bog og gå videre.

Kærligst
Sussie

Man føler, hvad man føler - og man kan ikke fremprovokere hverken glæde eller sorg af pligt.