Har lige brug for at læsse det her af, da det gør mig meget vred!
Min kæreste startede i september på en uddannelse. Han er 23 år gammel og jeg er 18. ( jeg er igang med min hf og tager den seriøst, da jeg gerne vil have en uddannelse i fremtiden!) Vi venter vores første barn..
Men som sagt startede han på den her uddannelse. Jeg kender ikke så meget igen til hans fortid, men det han har fortalt mig, får i lige så i kan se hvad jeg har at gå ud fra..
At han var været igang med gymnasiet 2 gange og droppet ud begge gange, han endte dog med at gennemføre en hf, så han har en gymnasiel uddannelse, hvilket jeg også syntes er godt!
Men så har han været på nogle forskellige uddannelser, 2 tror jeg det er hvor han er droppet ud.. Og så har han gået på kontant hjælp, det gjorde han da jeg mødte ham og det tog han heller ikke ret seriøst, altså mødte op til det man skulle o.s.v...
Jeg er sådan en der tager sådan nogle ting meget seriøst, jeg er ikke et geni, men jeg tager min skole seriøst og sørger for at møde op og gennemføre det jeg er startet på!
Nu vil han så droppe ud af den her uddannelse, fordi han ups ikke lige har fulgt med.. Jeg siger at han jo bare må prøve og indhente og forsætte fordi han intet har at miste.. Men nej, fordi han vil hellere starte nyt næste år, og så gøre det godt der.. Men efter hvad jeg har hørt fra hans fortid, har jeg godt nok ikke ret meget tro på at han kan gøre det godt næste gang så.. Altså jeg syntes han har det alt for let, dropper bare uddannelsen når den bliver bare en lille smule svær.. Og han siger at ellers så går han psykisk ned, hvis ikke han stopper nu..
Hvilket jeg syntes er noget værre pjat.. Jeg siger til ham vi er en masse til at støtte ham og at før han får set sig om er det her 1 års skole overståes og han kommer ud i praktik.. Men alligevel vil han droppe hele lortet for at prøve igen næste år, hvor jeg virkelig frygter at det bliver den samme smøre om igen..
Og det gør mig så vred, at han da for fanden ikke bare kan få fingeren ud af røven og så forsætte selvom det er lidt hårdt. Livet er hårdt nogle gange, og man må kæmpe af og til.. Sådan er det bare..
Men lige så snart det går lidt op af bakke, så giver han op... Og det gør mig bare så gal.... Jeg ved ikke hvorfor, eller jo fordi det betyder sku meget for mig at han har uddannelse, jeg må indrømme jeg er ikke meget for at leve mit liv med en mand der er på kontant hjælp... Det vil jeg simpthen ikke.. Han behøver ikke at være einstein, men han skal se af at få fingeren ud!
Han siger at jeg bare skal støtte ham, så går det bedst.. Altså at jeg skal støtte ham i hans valg om at droppe uddannelsen.. Men det har jeg bare så mega svært ved, da jeg langt fra syntes det er det rigtige valg...
Ja, bare en kæmpe smøre her fra.. Havde bare brug for at lukke det ud!
