jeg vil bare gerne have en stork

Skriver som ano, da jeg egentlig er lidt flov over min reaktion

Jeg er 37+0 med mit 3. barn og glæder mig så meget til at lillebror kommer til verden, det gør vi allesammen herhjemme og vi er såååå klar har styr på det meste til både jul og baby... så han kan bare komme an

men her de sidste par dage, er jeg blevet enormt hormonella og det er egentligt lidt fjollet

jeg flyttede hjemmefra som 16-årig (32 år nu)og har altid klaret mig selv, også med de 2 store børn, hvor jeg aldrig har fået hjælp af mine forældre, de har arbejdet og jeg har klaret det fint (hvis jeg selv skal sige det) de har heller aldrig givet udtryk for at de har ønsket at hjælpe, og de gange jeg har bedt om hjælp, har de haft 1000 andre vigtigere ting..

nå, men nu er begge mine brødre for 1 års tid siden blevet fædre til nogle skønne unger, og der gik vores mor da heeelt i selvsving, købte autostol, masser af legetøj, puslepude, klapvogn, højstol osv osv (til at have når hun passer de små)

det var der intet af da mine var små, men jeg tænkte ikke over det og klarede den da fint uden .. men nu kører tankerne på højtryk, og føler pludselig ikke jeg og mine børn er lige så meget værd for min mor, og jeg er blevet SÅ ked af det

fx. spurgte jeg om jeg måtte ringe hvis jeg pludselig går i fødsel og om hun så ville komme og være ved de store, men nejnej, tænkt nu hvis hendes mand skulle bruge bilen senere, eller hun blev kaldt på arbejde

men de smider straks hvad de har i hænderne og tager fri hvis mine brødre har brug for hjælp (min mor tog fx. fri i fredags og kørte 1½ time for at hente min niece, så min svigerinde kunne koge suppe??)

jeg forstår det bare ikke, hvorfor vil hun ikke hjælpe mig?? sagde bare at vi fandt en anden løsning hvis/når jeg går i fødsel..

min mand mener at hun har ´glemt´ at jeg er hendes datter og ikke hendes mor, og han har nok lidt ret, fra jeg var ret lille, er det mig der har lagt øre til når hun var træt at min far, bror, sit arbejde, sin mor osv. osv... og da jeg boede hjemme måtte jeg tit diskutere med min far på min mors vegne, de blev skilt kort efter jeg flyttede hjemmefra, og jeg havde længe dårlig samvittighed, fordi jeg troede at det gik galt for dem fordi jeg ikke var der til at mægle...

og så er der den skide stork...

jeg har ikke fået en stork da jeg fik de to store børn..

men begge mine brødre fik da deres koner fødte (sådan en der står udenfor med en sløjfe på)  og som bare betyder så meget lige nu....  nogle fine hjemmelavede storke med små dukker og det hele

i princippet er jo nok min mors omsorg og anerkendelse jeg søger og så er storken bare blevet et symbol for mig.. 

Jeg kan bare mærke at jeg vil blive såååååå skuffet hvis jeg ikke får en stork denne gang, og jeg græder en del over det lige for tiden...

men jeg kan jo heller ikke sige til hende at jeg gerne vil have en stork, for det mister jo lissom sin betydning, hvis jeg skal bede om det...

men inderst inde er jeg hunderæd for at jeg ikke får en

og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at overvinde den angst.. 

Min mand har rådet mig til at se tiden an, og hvis jeg ikke får en stork, syns han at jeg/vi skal tage en snak med min mor... bare ikke sikker på at hun vil forstå

Det var vist en lidt rodet omgang, men håber det er til at finde hoved og hale i...

hvad syns i jeg skal gøre?? sige at jeg ønsker mig en stork, vente og se tiden an eller noget helt 3.???

den ulykkelige

Øøøv, hvor jeg bare forstår dig fuldt ud  

Jeg har ikke nogle gyldne råd, men masser af kram  

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i hvordan du har det, også selvom meget af det sikkert gør det hele værre med alle de hormoner som kører på højtryk

Op med humøret, glæd dig over du har 2, snart 3, fantastiske unger og at du har været supersej og selvstændig selv at ha' klaret det hele gennem årerne. For det er rigtig cooool  

Sikke da en redelighed.... kan godt forstå du bliver ked over den særbehandling der sker i jeres familie For den lyder da slet ikke fair... og kan godt forstå at du bare gerne vil have en lille smule anerkendelse fra din mors side af... Jeg tænker lidt om det var en mulighed at din mand evt. nævnte det for din mor at du ønskede dig en stork... uden pres som sådan, men bare mere sådan tilfældigt og ja, hvis du så ikke fik en efter en pæn hentydning, så ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige, for så er din mor vidst uden for pædagogisk rækkevidde og så kan du nok ikke gøre andet end prise dig lykkelig over at i (som jeg læser det) sagtens kan klare jer uden hendes hjælp... og at du/I har nogle fantastiske børn

Og derudover tror jeg et eller andet sted rent generelt at mange mødre har en tendens til at pylre lidt mere om deres sønner end deres døtre, men ved det ikke... kan bare huske at min ældste lillebror blev lidt mere opvartet end jeg gjorde da jeg boede hjemme bla. morgenmad på sengen... men han var også udpræget B-menneske og havde behov for det, hvor jeg tit stod op før min mor for at vi alle kunne nå i bad inden vi skulle afsted

Men hvorom alting er, så føler jeg med dig og vil da lige sende et stort og  for at din mor snart for øjnene op for at hun også har nogle dejlige børnebørn på din side, som også gerne vil passes engang i mellem

Qnuz

sne190810 skriver:

Øøøv, hvor jeg bare forstår dig fuldt ud  

Jeg har ikke nogle gyldne råd, men masser af kram  

Jeg kan virkelig godt sætte mig ind i hvordan du har det, også selvom meget af det sikkert gør det hele værre med alle de hormoner som kører på højtryk

Op med humøret, glæd dig over du har 2, snart 3, fantastiske unger og at du har været supersej og selvstændig selv at ha' klaret det hele gennem årerne. For det er rigtig cooool  

Tak

jeg er skam også både glad og stolt over at jeg/vi kan selv, og har 2 store dejlige, søde velopdragne børn som er både hjælpsomme og vellidte i skolen og alle andre steder ved også godt at det er pga alle hormonerne at jeg er så nærtagende lige pt. håber bare virkelig at min mor opper sig lidt og giver mig en lille stork eller måske bare et skulderklap og et "du gør det sku godt"

men ved også godt, sådan allerinderst inde,  at efter så mange år i samme rille er hun nok rimelig fastgroet i gamle vaner og egentlig ikke at det nogen sinde ændre sig..  

desværre

dpb skriver:

Sikke da en redelighed.... kan godt forstå du bliver ked over den særbehandling der sker i jeres familie For den lyder da slet ikke fair... og kan godt forstå at du bare gerne vil have en lille smule anerkendelse fra din mors side af... Jeg tænker lidt om det var en mulighed at din mand evt. nævnte det for din mor at du ønskede dig en stork... uden pres som sådan, men bare mere sådan tilfældigt og ja, hvis du så ikke fik en efter en pæn hentydning, så ved jeg ikke helt hvad jeg skal sige, for så er din mor vidst uden for pædagogisk rækkevidde og så kan du nok ikke gøre andet end prise dig lykkelig over at i (som jeg læser det) sagtens kan klare jer uden hendes hjælp... og at du/I har nogle fantastiske børn

Og derudover tror jeg et eller andet sted rent generelt at mange mødre har en tendens til at pylre lidt mere om deres sønner end deres døtre, men ved det ikke... kan bare huske at min ældste lillebror blev lidt mere opvartet end jeg gjorde da jeg boede hjemme bla. morgenmad på sengen... men han var også udpræget B-menneske og havde behov for det, hvor jeg tit stod op før min mor for at vi alle kunne nå i bad inden vi skulle afsted

Men hvorom alting er, så føler jeg med dig og vil da lige sende et stort og  for at din mor snart for øjnene op for at hun også har nogle dejlige børnebørn på din side, som også gerne vil passes engang i mellem

Qnuz

takker er glad for at andre kan forstå at jeg er ked at det, var bange for at det bare var mig der var for hormonel og nærtagende

jeg ved godt det der med mødre og deres sønner, sådan har det også været i min barndom...

og ja min mor er nok helt uden for rækkevidde,  ikke for at undskylde for hende, men hun fører jo egentlig bare det videre som hendes mor (min mormor) lærte hende, hun blev bla. selv efterladt hjemme som 4-årig med et brækket ben, mens hendes forældre var på job, så hun har også måttet klare sig selv 

men hun (min mor) brokker sig også bare konstant over min mormor, og over at hun aldrig har fået noget hjælp fra hende, så fatter ikke at hun ikke har forsøgt at bryde den arv, men bare viderefører den... 

tror jeg vil foreslå min mand at han lader en bemærkning falde.... det kan være det trænger igennem... min mor er ihvertfald meget glad for ham, og tror hun vil lytte efter hvad han siger... ville bare håbe hun gav en stork uden at det var nødvendigt at nævne det for hende

og jeg håber at lillebror vil få et bedre/tættere forhold til hende end de 2 store har, de er 8 og 14 år, og har for længst opgivet at spørge om de må komme på ferie ved hende.... 

trist

Uha ja de hormoner kan virkelig få gang i tankerne. Havde det også sådan i min graviditet.

Og jeg havde også et inderligt ønske om en stork.. Men ville ikke sige det til min mor, for ville have at hun selv skulle tænke, og jeg fik heldigvis min.

Vil lige påpege at mine forældre ikke har været særlige deltagende og meget egoistiske i hele min graviditet. 

Min mor var sur på mig i over en måned da jeg ikke ville ud at flyve på ferie (plejer at tage en tur men min mor og to søstre hver sommer) Jeg ville have været 28 uger henne, og brød mig ikke om det. Så sagde at de selv kunne tage afsted. Men nej, der fik jeg så skylden for at ødelægge deres sommerferie.

Og jeg ville ikke hjem i efterårsferien, som var en uge før min termin (havde 1 times kørsel) for mine ben svulmede fuldstændig op når jeg sad i bil i de sidste måneder af graviditeten. Og wupti, der stod jeg igen med en sur sur mor, som synes at jeg lige skulle tage mig sammen. Hun skrev endda på FB, hvor alle kunne se det, at hun var skuffet over min opførsel og at der altså også var sygehus i Viborg!

Og min far og hele hans familie (mine forældre er skilt) besøger mig ALDRIG og ringer ALDRIG, og når jeg så ringer når der er gåået laaang tid så får jeg skæld ud over at vi aldrig snakker sammen eller ses. 

Nu efter jeg har født det første barnebarn i hele familien, så er jeg ligepludselig blevet interessant.. og FØJ det gør mig rasende og de ringer og spørger konstant om vi ikke snart kommet hjem igen på besøg. Synes de selv skulle lette røven og køre den time, for min lille dreng skal altså ikke slæbes rundt til fremvisning hver weekend! 

Så kan sagtens sætte mig ind i dine følelser og tanker og synes du skal tage snakken med din mor. Og hvis hun ikke forstår, jamen så er der ikke andet at gøre end at lukke hende lidt ude, så hun kan se at hun selv skal lette røven.

Håber du får din stork

Knus her fra