Er træt helt ned i maven....

Er så træt af alting at jeg ku  Øv for pokker...

Har en sød mand og to skønne børn. Rigtig dejligt og jeg kunne ikke ønske mig mere. 

Vi har bil og hus, og hvad der tilhører af stram økonomi... 

Men er bare så træt af at være den der kæmper, sparer og blir ved med at knokle derud af 

Er der et "bump på vejen" et problem i familien, så fixer jeg det da lige. 

Jeg sørgede for en fantastisk bryllupsdag i september i år. Jeg ville vise min mand at det er ham jeg elsker og vores forhold trængte til en saltvandsindsprøjtning...

Jeg troede at det var sådan i et forhold at man får det man giver. 

Men sådan ser min mand det åbenbart ikke.

Jeg ordner alt hvad der skal ordens i det daglige, jeg sparer på ansigtscremer og stopper sgu mine strømper  Så ungerne ihvertfald ikke skal mangle. 

Jeg sørger for at når der skal købes ind så er det billigt, men sundt. Jeg forkæler min mand ved at sørge for romantiske weekenderne uden børn, når jeg kan mærke han trænger til det.... 

Jeg føler mig sgu lidt "slidt" i betrækket. 

Når jeg så sidder og venter på at min mand skal gøre noget, give bare lidt igen, så sker der ingenting. Når jeg fortæller ham hvad jeg godt kunne tænke mig, sker der stadig ikke noget... 

Går jeg ham på klingen og skælder ud i ren frustration. Så påstår han at han ikke er god til den slags, at han glemmer og ikke ved hvordan han skal gøre mig glad.....

Hvilket vi begge to godt ved er lyv, da vi mødte hinanden og efter vi fik vores datter var han kanon god til at give igen

Er det bare noget man skal acceptere? 

Når man selv er god til at give. 

Undskyld, er klar over at jeg har det godt hvis man ser det udefra. 

Er bare "sulten" efter lidt anerkendelse og en mand der gider give en lidt opmærksomhed 

Anonym skriver:

Er så træt af alting at jeg ku  Øv for pokker...

Har en sød mand og to skønne børn. Rigtig dejligt og jeg kunne ikke ønske mig mere. 

Vi har bil og hus, og hvad der tilhører af stram økonomi... 

Men er bare så træt af at være den der kæmper, sparer og blir ved med at knokle derud af 

Er der et "bump på vejen" et problem i familien, så fixer jeg det da lige. 

Jeg sørgede for en fantastisk bryllupsdag i september i år. Jeg ville vise min mand at det er ham jeg elsker og vores forhold trængte til en saltvandsindsprøjtning...

Jeg troede at det var sådan i et forhold at man får det man giver. 

Men sådan ser min mand det åbenbart ikke.

Jeg ordner alt hvad der skal ordens i det daglige, jeg sparer på ansigtscremer og stopper sgu mine strømper  Så ungerne ihvertfald ikke skal mangle. 

Jeg sørger for at når der skal købes ind så er det billigt, men sundt. Jeg forkæler min mand ved at sørge for romantiske weekenderne uden børn, når jeg kan mærke han trænger til det.... 

Jeg føler mig sgu lidt "slidt" i betrækket. 

Når jeg så sidder og venter på at min mand skal gøre noget, give bare lidt igen, så sker der ingenting. Når jeg fortæller ham hvad jeg godt kunne tænke mig, sker der stadig ikke noget... 

Går jeg ham på klingen og skælder ud i ren frustration. Så påstår han at han ikke er god til den slags, at han glemmer og ikke ved hvordan han skal gøre mig glad.....

Hvilket vi begge to godt ved er lyv, da vi mødte hinanden og efter vi fik vores datter var han kanon god til at give igen

Er det bare noget man skal acceptere? 

Når man selv er god til at give. 

Undskyld, er klar over at jeg har det godt hvis man ser det udefra. 

Er bare "sulten" efter lidt anerkendelse og en mand der gider give en lidt opmærksomhed 

Næh det synes jeg da ikke man skal acceptere. Det lyder lidt uretfærdigt -og det er da ikke hyggeligt for nogen af jer.

Men hvad man lige skal gøre for at ruske op i ham, ved jeg ikke...

Synes efterhånden også jeg har prøvet alt

Der er ikke noget den mand savner... 

Er så træt af alting at jeg ku  Øv for pokker...

Har en sød mand og to skønne børn. Rigtig dejligt og jeg kunne ikke ønske mig mere. 

Vi har bil og hus, og hvad der tilhører af stram økonomi... 

Men er bare så træt af at være den der kæmper, sparer og blir ved med at knokle derud af 

Er der et "bump på vejen" et problem i familien, så fixer jeg det da lige. 

Jeg sørgede for en fantastisk bryllupsdag i september i år. Jeg ville vise min mand at det er ham jeg elsker og vores forhold trængte til en saltvandsindsprøjtning...

Jeg troede at det var sådan i et forhold at man får det man giver. 

Men sådan ser min mand det åbenbart ikke.

Jeg ordner alt hvad der skal ordens i det daglige, jeg sparer på ansigtscremer og stopper sgu mine strømper  Så ungerne ihvertfald ikke skal mangle. 

Jeg sørger for at når der skal købes ind så er det billigt, men sundt. Jeg forkæler min mand ved at sørge for romantiske weekenderne uden børn, når jeg kan mærke han trænger til det.... 

Jeg føler mig sgu lidt "slidt" i betrækket. 

Når jeg så sidder og venter på at min mand skal gøre noget, give bare lidt igen, så sker der ingenting. Når jeg fortæller ham hvad jeg godt kunne tænke mig, sker der stadig ikke noget... 

Går jeg ham på klingen og skælder ud i ren frustration. Så påstår han at han ikke er god til den slags, at han glemmer og ikke ved hvordan han skal gøre mig glad.....

Hvilket vi begge to godt ved er lyv, da vi mødte hinanden og efter vi fik vores datter var han kanon god til at give igen

Er det bare noget man skal acceptere? 

Når man selv er god til at give. 

Undskyld, er klar over at jeg har det godt hvis man ser det udefra. 

Er bare "sulten" efter lidt anerkendelse og en mand der gider give en lidt opmærksomhed 

Først

Der er altid perioder hvor man føler sig rigtig træt af manden... Jeg kender det... Min kæreste var også så romantisk og god til at overraske i starten.. Efter at den komfortable hverdag har sneget sig ind på ham, tja, så gør han bare ikke rigtig de ting mere... Og det er ikke fordi han ikke vil, eller fordi han ikke elsker mig mere... Han gør det bare ikke, enten fordi han glemmer det, eller fordi han tænker at jeg da har det meget godt...

Det der med at køre bugettet og sørge for at holde sammen i tingene... Jeps, det kender jeg også... Anders skal altid lige have nye bukser, nye jeans, nye handsker osv osv... Og ja, jeg er træt af at han bliver VED med at smide sine vanter fra sidste år væk og at han ikke kan trække op i hans bukser når han sætter sig så der ikke kommer et kæmpe hul i skridtet.... Men, vi kvinder er bare blevet sat på jorden til at være de der "onde" kællinger der skal sige til og fra når det kommer til sådan noget.... Jeg sparer også selv på ting jeg gerne vil have... Tøj, det har jeg ikke fået i snart et år... Alle tøjpenge som jeg kunne have brugt på mig selv, jamen de går til mit barn istedet, også selvom han ikke mangler...

Det eneste der egentlig er at gøre, er vist at tage "snakken"! Stille og roligt, en aften hvor ungerne er lagt i seng... Ingen råben eller skrigen om at "jeg vil have dit og jeg vil have dat" Nej, ganske pædagogisk... "Jeg har behov for..." "Jeg føler..." osv...

Den snak kan man godt tage et par gange før de forstår det, men det er jo det værd... Vi vil jo gerne beholde de søde mænder i vores liv...

Håber du kunne bruge det til noget?

Kan følge dine tanker..

Havde det på samme måde med min x. Og vi endte med og gå fra hinanden da vi indså at vi bare var blevet til venner og levede hver vores liv..

Jeg syntes du skal sætte dig ned en dag med din mand og forklare ham unden du er sur, at du ved han kan. Og det vil betyde alverden for dig hvis der kom lidt initiativ fra hans side.. Og som kvinder forlanger vi ikke meget.. Ud og spise og i biffen eller en picnik (staves) på stranden, selv om det er lidt koldt nu.. Men små ting gør alverden...

Gør jeg i alt fald ikke selv.. Har for swå sent som 3 md siden tudet over manden havde skaffet en orkide til mig (Vi bor på Grønland) en lille ubetydelig ting som gør man bare bliver glad..

Tak  Det er rart bare at snakke med nogen om det. 

Vi snakker rigtig meget om det... I starten var det sjældent vi snakkede om det. 

Nu er det en gang om ugen. Vi skændes, råber, tuder. 

Så tar vi den stille og rolige snak, hvor han lover og jeg så venter... Og venter... 

Vil gerne beholde ham, og jeg arbejder hårdt for at min mand er glad og tilfreds... 

Han overser mine behov selvom jeg sætter mig stille og roligt fortæller ham at en blomst ville varme.. 

Så planlæg noget for dig selv..en belønning til dig..uden mand og uden børn..og giv dig det selv i julegave.

Lån fx et sommerhus i en weekend eller en uge af nogle venner, eller tag afsted i nogle dage til kbh og bo hos venner eller på Hostel, og så kan det måske gå op for din mand hvor hårdt du har brug for anerkendelse ved helt at skulle klare alt selv i nogle dage.

En hård kur men nødvendig.

Kærligst
Sussie

Tak  Det er rart bare at snakke med nogen om det. 

Vi snakker rigtig meget om det... I starten var det sjældent vi snakkede om det. 

Nu er det en gang om ugen. Vi skændes, råber, tuder. 

Så tar vi den stille og rolige snak, hvor han lover og jeg så venter... Og venter... 

Vil gerne beholde ham, og jeg arbejder hårdt for at min mand er glad og tilfreds... 

Han overser mine behov selvom jeg sætter mig stille og roligt fortæller ham at en blomst ville varme.. 

Det kender jeg også... Bare en lille ting, den behøver ikke engang at koste særligt meget, eller noget overhovedet for den sags skyld... Bare et lille bevis på at man er påskønnet...

Et godt eksempel på dette er min veninde og hendes mand... De mødte hinanden for ca. to år siden og blev gift her i sommers... Lige da de havde mødt hinanden fik min veninde blomster og gaveregn to- tre gange om måneden... Nu... Ja hun skal være heldig hvis hun får en blomst en gang hver anden-tredje måned... Og det er ikke fordi hendes mand ikke elsker hende mere, slet ikke... Han HAR hende jo, så han behøver ikke at jage hende mere... Altså selvom vi bor i 2011 og vi har udviklet os så utroligt meget... Så er mænd altså stadig hulemænd på det område... Når de har fået byttet, ja så går spænningen lidt af det, men de holder jo stadig af byttet og elsker at fortælle historier om det, omkring bålet.... Og nej, jeg siger ikke mænd er dumme eller at de er hulemænd... Prøver bare lige at bryde den ned til den sidste firkant...

Men vi kvinder er jo heller ikke for gode selv... Vi siger: "Vil vil have en blomst, for ellers elsker du mig ikke" aka. "Se mig som byttet igen" Og det bliver vi aldrig igen, men det betyder ikke at manden skal holde op med at betragte os som det bytte han har nedlagt og vundet over på hans side...?

Vi skal ikke acceptere at han stopper med at værdsætte os, for det fortjener vi ikke... Men nogle gange må man bare tage sagen i egen hånd og sige, "Nu gør du noget for at holde på vores forhold, ellers er der ikke noget forhold at holde på" Og hvis han så stadig ikke tager sig sammen, jamen, er det så manden man skal bruge resten af sin tid på? Kan man holde ud ikke at blive værdsat? Eller kan man finde de SMÅ ting han gør for én og værdsætte dem?

F.eks. så er jeg begyndt at værdsætte at Anders tager køkkenet når jeg har haft en hård dag med Silas... Jeg behøver ikke at spørge ham, for han kan godt mærke når det har været hårdt for mig... Men det er jo "en lille ting"... Ikke en blomst, men hold op hvor er jeg glad for at han gør det...

Puha, du må undskylde jeg kommer lidt ud på nogle sidespor nogle gange... Du siger bare til hvis du ikke kan bruge det til noget?

Du skal ikke give ham noget, hvis han ikke giver igen, kan sku godt forstå du bliver ked af det og slidt...