Har brug for at komme af med tanker og følelser lige nu! Kan mærke det føles som om det hele bare vælter for mig :s
På onsdag er det to uger siden brevet lå i postkassen.. Et enkelt lille brev der har vendt op og ned på mit liv.. Lige nu sover prinsessen og kan mærke jeg virkelig føler mig alene.. Der er så tomt her, alle vores ting står i kasser, min seng er på gulvet i stuen, der er intet i mine køkkenskabe, udover en tallerken, en flad og en dyb, en skål til lillepigen, et glas og en kop.. I skuffen ligger der en kvin, en gaffel og en ske og lillepigens skeer..
Det er så trist, intet liv eller glæde her pt - også lige op til jul! Min hjerne køre rundt og rundt og står alligevel stille.. Jeg har ikke lyst til der er nogen der, andet end mig og tøsen, men savner allerede en at kramme og en at kunne holde i hånden.. For faen, han er kun lige rejst!! Vi ses jo igen om nogle uger.. Der er bare så lang tid til på kalenderen.. Jeg har så meget jeg skal nå, men føler hverken overskud eller energi.. Jeg prøver at holde hovedet højt når guldklumpen er vågen, men for helvede det er svært!
Jeg er pt SÅ træt af det danske system og alle deres forpulede regler om ærlige mennesker! Jeg er så træt af vi skal kæmpe og kæmpe, mens 'alle' andre får i hoved og røv! Alt det vi havde planlagt og set frem til er blevet trampet godt i stykker.. Jeg kunne have været i arbejde i en uge nu, men ak nej.. Og de vil ikke tage mig for et par uger når jeg er rask igen..
Lige nu ser det så sort ud og alt er bare en stor pløre vælling.. Aner ikke buh eller bæh.. Jeg savner ham så meget! Var jo slet ikke klar på det her, ikke så hurtigt.. At bo i flyttekasser er en ting, men at have en på 11mdr der ikke fatter hvor far er og hvad der sker er nærmest umuligt.. Der er så mange derude der har det så meget værre end os lige nu, men åh! Føler bare min verden er faldet til gulvet..
Det skal jo nok blive godt igen, vi skal jo nok komme igennem det.. Men jeg dur virkelig bare ikke til at være alene på den her måde, men jeg magter virkelig ikke familie eller venner lige nu.. Jeg kan ikke finde hoved og hale i mine egne tanker..
Havde virkelig brug for hans arme om mig i dag på sygehuset.. Synes virkelig det var hårdt at være 'alene' om det.. Min veninde passede tullen imens og vi hyggede os da, men kan godt mærke jeg mangler ham, han har jo været med fra starten af.. Han ved hvad der er sket og kan se på mig når det er galt..
Det var så hårdt derinde idag - så ubehageligt, men heldigvis fejler jeg intet livstruende.. Men det er så svært at skulle indse det nok er en af de smerte/sygdomme man aldrig finder ud ad hvad er.. Hvis jeg nu bare vidste hvad det er og det kunne behandles..
Åh hvor er jeg træt af det hele skal vælte på en gang.. Om 10 dage skal jeg være ude af lejligheden.. 10 DAGE! 10 dage til at pakke resten af vores fælles liv i kasser og vælger mellem hvilke minder der skal med og hvilke ikke skal..
Jeg er så bange, alene og udkørt lige nu.. Men der er jo ikke noget at være bange for? Hvad skulle der ske?
Hvis du er nået hertil, så tak.. Havde brug for at få det ud. uden nogen spørgsmål efterfølgene, uden nogen dømmende ord.. Det lettede virkelig...
