Jeg er blevet enlig mor

Ja, sådan føles det da.. Er så frustreret hver dag og ved ikke hvordan jeg/vi kommer videre...

Min kæreste har aldrig været god til at hjælpe til derhjemme. Vi har snakken om det med jævne mellemrum, så opper han sig måske i én dag, og så er det tilbage i de gamle rammer. Folk siger jeg bare skal lade rodet ligge osv., så skal han nok tage det til sidst, men
1. det gør han IKKE!
2. så skal jeg så leve i en svinesti hvor jeg ikke kan have gæster. det tror jeg så ikke lige..

Nu fik vi så en søn for 2 måneder siden, og her troede jeg det ville køre. De første to uger da han var på barsel var han bare den bedste far! Han havde vores søn mega tit og var vildt god til at aflæse ham. Faktisk følte jeg han var en bedre forældre end mig.

så sluttede hans barsel, han tog tilbage på arbejde, og siden da er det bare gået ned af bakke!! han har mange arbejdstimer, så fair nok jeg har vores søn MEST, men han har ham nærmest aldrig!!

Så når han kommer hjem, så er han lige træt, så skal han lige arbejde noget mere, så orker han ikke lige.. Og så glæder man sig til weekenden. Man tænker: "Endelig kan jeg måske få lov bare at være mig selv i en halv dag imens min kæreste har ham". Men nej! SÅ skal han lige det ene og det andet. I dag er det søndag, og min kæreste har haft vores søn i hele to timer ud af døgnets 24, og i de 2 timer sov vores søn i hvert fald 3/4 af tiden..

han er blevet dårligere og dårligere til at aflæse og kende vores barn, han kan ikke finde ud af at tolke hans signaler for hvornår det er legetid og hvornår det er tryghedstid, så han kommer tit til at overstimulere.. Og hvis jeg så fx beder ham tage vores søn imens jeg går i bad, så når jeg kommer ud, kan jeg høre vores søn smågræde. Går ind i stuen til dem, og så har han bare lagt vores søn på sin dyne ved siden af ham imens han surfer på sin pc..

Jeg FORSTÅR det bare ikke! Jeg er så frustreret hver dag, og vores forhold kommer mere og mere ud på et sidespor. Jeg giver ikke min kæreste nok kærlighed fordi jeg konstant er vred. og tro mig! jeg HAR talt med ham om det en milliard gange, men han bliver bare pisse sur hver gang og går i forsvarsposition..

Jeg ved jo han elsker vores søn ekstremt højt, så hvorfor har han ikke lyst til at være sammen med ham??? hvis han endelig tager ham, er det fordi jeg spørger om han vil. ALDRIG siger han: "Skat skal jeg ikke lige tage vores søn, så kan du lige gå i bad/slappe af/etc". Aldrig på eget initiativ!

man skulle da tro at når han ikke er sammen med ham i hverdagene, at han ville savne ham og glæde sig til weekenden, men næh nej! og kan IKKE sætte mig ind i det!!! for når min kæreste endelig har ham, savner jeg ham jo helt, så hvorfor savner min kæreste ham ikke, når han ikke er sammen med ham stort set hele ugen???

bliver mere og mere frustreret for hver dag, og jeg FATTER ikke hvorfor han har så fucking svært ved at tage sin tørn! Jeg føler mig ærlig talt som alenemor til 2!!! en lille skøn baby, og en fyr som ikke gider hjælpe i det huslige og ikke gider tage sit barn..

Ved snart ikke hvad jeg skal gøre når snakke ikke hjælper..

Hvor jeg bare kender den følelse du sidder med.
men kan desværre ikk komme med nogle gode råd.

Min kæreste er inde i milli lig nu og nyder tiden alene og har mindre stres men jeg håber at han har taget sig sammen når han kommer hjem.

Jeg kan følge dig, sådan er det også nogen gange herhjemme. Jeg ved ærlig talt ikke om mænd bare er sådan.. Synes efterhånden jeg har læst mange herinde skrive om situationer fuldstændig ligesom din, og min egen. 

Personligt, har vi snakket meget om det herhjemme. Eller jeg har. Og han har så småt fattet det, og er begyndt at tage mig seriøst. Jeg tror det eneste der er at gøre er snak, snak snak om det. Du må endelig ikke holde det inde, for det hober sig op, og det kommer der intet godt ud af.

Håber virkelig det lykkes for jer og at han kommer til at hjælpe lidt mere til, om det så er oprydning, opvask eller bleskift. 

Anonym skriver:

Ja, sådan føles det da.. Er så frustreret hver dag og ved ikke hvordan jeg/vi kommer videre...

Min kæreste har aldrig været god til at hjælpe til derhjemme. Vi har snakken om det med jævne mellemrum, så opper han sig måske i én dag, og så er det tilbage i de gamle rammer. Folk siger jeg bare skal lade rodet ligge osv., så skal han nok tage det til sidst, men
1. det gør han IKKE!
2. så skal jeg så leve i en svinesti hvor jeg ikke kan have gæster. det tror jeg så ikke lige..

Nu fik vi så en søn for 2 måneder siden, og her troede jeg det ville køre. De første to uger da han var på barsel var han bare den bedste far! Han havde vores søn mega tit og var vildt god til at aflæse ham. Faktisk følte jeg han var en bedre forældre end mig.

så sluttede hans barsel, han tog tilbage på arbejde, og siden da er det bare gået ned af bakke!! han har mange arbejdstimer, så fair nok jeg har vores søn MEST, men han har ham nærmest aldrig!!

Så når han kommer hjem, så er han lige træt, så skal han lige arbejde noget mere, så orker han ikke lige.. Og så glæder man sig til weekenden. Man tænker: "Endelig kan jeg måske få lov bare at være mig selv i en halv dag imens min kæreste har ham". Men nej! SÅ skal han lige det ene og det andet. I dag er det søndag, og min kæreste har haft vores søn i hele to timer ud af døgnets 24, og i de 2 timer sov vores søn i hvert fald 3/4 af tiden..

han er blevet dårligere og dårligere til at aflæse og kende vores barn, han kan ikke finde ud af at tolke hans signaler for hvornår det er legetid og hvornår det er tryghedstid, så han kommer tit til at overstimulere.. Og hvis jeg så fx beder ham tage vores søn imens jeg går i bad, så når jeg kommer ud, kan jeg høre vores søn smågræde. Går ind i stuen til dem, og så har han bare lagt vores søn på sin dyne ved siden af ham imens han surfer på sin pc..

Jeg FORSTÅR det bare ikke! Jeg er så frustreret hver dag, og vores forhold kommer mere og mere ud på et sidespor. Jeg giver ikke min kæreste nok kærlighed fordi jeg konstant er vred. og tro mig! jeg HAR talt med ham om det en milliard gange, men han bliver bare pisse sur hver gang og går i forsvarsposition..

Jeg ved jo han elsker vores søn ekstremt højt, så hvorfor har han ikke lyst til at være sammen med ham??? hvis han endelig tager ham, er det fordi jeg spørger om han vil. ALDRIG siger han: "Skat skal jeg ikke lige tage vores søn, så kan du lige gå i bad/slappe af/etc". Aldrig på eget initiativ!

man skulle da tro at når han ikke er sammen med ham i hverdagene, at han ville savne ham og glæde sig til weekenden, men næh nej! og kan IKKE sætte mig ind i det!!! for når min kæreste endelig har ham, savner jeg ham jo helt, så hvorfor savner min kæreste ham ikke, når han ikke er sammen med ham stort set hele ugen???

bliver mere og mere frustreret for hver dag, og jeg FATTER ikke hvorfor han har så fucking svært ved at tage sin tørn! Jeg føler mig ærlig talt som alenemor til 2!!! en lille skøn baby, og en fyr som ikke gider hjælpe i det huslige og ikke gider tage sit barn..

Ved snart ikke hvad jeg skal gøre når snakke ikke hjælper..

Jeg kender det , alt for godt ! 

Min kæreste arbejder rigtig mange timer om ugen , og som regel er det mig der stårfor alt herhjemme ..

På en alm. dag tager han afsted kl. halv 6 .. Kommer hjem igen kl. 5 , hvor han så MÅSKE laver mad , ellers gør jeg det , og så bagefter blir Oscar puttet ... Af mig . Så går han i seng når vi har spist fordi hans arbejde gør ham så træt .. Det er træls .. 

Det er endnu ikke lykkes mig at trænge igennem med mere tid mellem far og datter 

Men stort knus til dig og held og lykke...

Har du prøvet at spørge ham, hvordan han har det?

Flere mænd, end man lige tror, får en fødselsdepression/reaktion, som bl.a. kan komme til udtryk ved nedsat lyst til samværd med barnet, manglende initiativ...

Måske er det der hunden ligger begravet..?

I hvert fald lyder det som et alvorligt problem, så jeg håber I kan finde ind til hinanden og tale sammen (ikke skændes) og ikke mindst lytte!

Jeg kan sagtens følge dig i, at det er rigtig rigtig hårdt lige nu! Men siden han HAR været mere obs tidligere, kunne det jo godt tyde på, at han har fået det skidt, tænker jeg.

Jeg håber I får løst problemerne, så I kan nyde jeres datter sammen