Jeg har lige læst en kort artikel om det at få barn nr 2. At det er en almindelig følelse, at synes at den store, lige pludselig meget stor. Og der let kan opleves irritation over at den store stadig kræver meget hjælp.
Jeg tror da det er rigtig nok. Men har en fornemmelse af at det bliver anderledes for mig.
Nu skal det ikke misforståes jeg har altid elsket min lille (nu snart store) pige.
Men det er først nu jeg synes det er blevet sjovt at være hendes mor.
Jeg synes, vi havde en svær opstart, min tilknytning til hende tog lidt tid. Amningen fungere ikke, jeg var hele tiden bange for om hun fik nok at spise. Jeg følte mig meget isoleret når vi var sammen med andre, så kunne jeg bare sidde at amme for mig selv, mens de ander talte sammen osv.
Vi havde også en pige der ikke ville sove om dagen, så jeg var på hele tiden. Hun ville ikke ligge selv, faktisk ville hun helst sove i eller bare være i mine arme, og jeg fik aldrig noget fra hånden.
Nu er hun snart 3 år. Og jeg elsker hende højt. Jeg synes det er fantastisk at se hende vokse. Og er så stolt af alt det hun kan. Jeg er vild med at lave noget med hende, for vi har en god kommunikation.
Og i virkelig tror jeg at det handler om at jeg altid har haft det bedre med børn efter de er blevet 3 år, og spædbørn og babyer siger mig ikke så meget....
Om lidt er nr 2 her, og jeg tror ikke at jeg bliver sur på min store pige, men kan godt være bekymret for om jeg med den lille nye får de samme opstarts problemer som med vores store. Dog ved jeg, at jeg (vi) denne gang er meget bedre rustet til at få en lille, og der er ting der bliver gjort anderledes denne gang. Og vigtigst der vil være masser af kærlighed.
Mange hilsner
Henriette
der er spændt på fremtiden
