Man hører jo så meget...

Oplevede en spøjs episode i dag i toget. Har en meget charmerende dreng på 1½ år, som formår at charme folk helt utrolig meget. 

Så kom en dame hen i togvognen og hilste på ham og aede ham lidt på hånden og kinden og kommentere hvor sød og dejlig hun synes han var. Det viste sig hun boede i samme by som os. Så spurgte hun i hvilken vuggestue han gik i, svarede på hvilken vuggestue han gik i.  Tænkte det var ganske usyldigt, men fortrød alligevel at have fortalt det bagefter. Så begyndte hun videre at spørge om jeg havde en babysitter ( hvilket jeg så svarede, at der var jeg dækket ind ) og så fortalte at hun var meget glad for små børn. Og spurgte så hvor jeg boede, hvilket jeg så ikke ville svare på ( synes det blev lidt underligt med de nærgående spørgsmål efterhånden ). 

Har bagefter haft en nagende fornemmelse af stor fortrydelse af at have fortalt, hvor han går i vuggestue. Ville I være bekymret hvis I var i mit sted ?  Ved godt det måske er en smule panoidt, men nu sidder jeg og tænker at jeg egentlig synes hun var underlig i sine nærgående spørgsmål og tænker 'tænk hvis hun prøvede at kidnappe ham eller et eller andet!'  

Får I også sådanne katastrofe tanker om jeres børn ind i mellem ? 

Jeg tror ikke der er noget at være nervøs for, jeg har selv en gammel mormor der kan snakke mine ører af  

De vil bare snakke for at snakke

men hvis du er så nervøs for det, så sig det til vuggestuen ,  

Tror ikke der er noget at være bekymret over  De gamle damer kan bare godt lide at spørge indtil alt muligt.. Det oplever jeg i hvert fald rigtig tit

Men som der er blevet nævnt, hvis du virkelig er bekymret så synes jeg også du lige skulle nævne det til vuggestuen så de er opmærksomme på det

Nåå, ja. Kan sagtens forstå dig. Det er klart det har føltes mærkeligt. Håber og tror nu bare det er dit modergen og hjerte der er i overlevelses tanker. 

Jeg er nogengange sikker på min dreng bliver kidnappet når han sover ude. Og nej, det sker jo ikke, men man er vel mor