Jeg sad lige og tænkte tilbage på de sidste 2 år af mit liv.
Det er snart (om 2 mdr) 2 år siden at jeg blev gravid, med hvad endte med at blive min helt fantastiske datter.
Jeg fatter slet ikke at det er 2 år siden. Tiden som gravid, fløj bare derud af. jeg husker den da, men jeg må indrømme at den tid ligger SÅ fjernt.
Nu ligger min datter på 13 ½ mdr og sover trygt inde i hendes seng. Jeg fatter slet ikke hvordan tiden er gået så stærkt. Jeg har nærmest glemt (ved godt at det lyder forfærdeligt at en mor kan glemme så fantastisk en tid) tiden hvor hun var baby. Jeg husker ikke rigtigt hvordan det var. Jeg husker selvfølgelig glæden ved det hele, og alle de specielle stunder. Men jeg husker intet negativt, eller noget hårdt. Dagene er bare løbet afsted. Og det er kun 1 år siden!!
Hun er blevet så stor, hun både går, synger (ikke med ord), snakker, danser osv. Det er jo helt vildt, så stor hun er blevet.
Hvor bliver tiden af??
Jeg er selvf. vildt stolt af min datter, og alt det hun kan (har i vel også bemærket med andre af mine indlæg herinde
) Men sommetider ville jeg ønske at de var babyer i længere tid. De bliver så store, alt for hurtigt.
Den tid hvor de gider ligge i vores arme og blive nusset forsvinder bare i løbet af få måneder.
Den stoppede da hun begyndte at kravle 5½ mdr gammel. Så kravlede hun da bare væk fra min arme....
Alle aldre har selvf. hver deres charme
I må endeligt ikke misforstå mit indlæg, jeg ønsker ikke andet end min store dejlige prinsesse. Men jeg kan bare undre mig over hvor tiden bliver af....
Andre der har det nogenlunde på samme måde??
Knus Pernille
