Min datter på 1½ år har altid elsket sin dagpleje mor. Der har ingen problemer været med aflevering eller internt med de andre børn, en dreng og en pige, der begge er yngre end min datter, i de 9-10 måneder hun har gået der.
Men de sidste 14 dage har været en kamp, når vi skal aflevere. Hun begynder allerede at pive når vi går ned ad vejen til DP, og når vi går ind i gården begynder hun at græde. Når hun har fået tøjet af udvikler det sig til skrigende gråd. Det er drønhårdt at gå fra hende, og vi har prøvet både at blive der lidt med hende og gå med det samme igen. Heldigvis er vores DP rigtig god til at skrive til os, og vi ved at det er overstået få sekunder/minutter efter vi er gået. Men det gør alligevel ondt.
I dag hentede jeg så i god tid, og de sad og spiste eftermiddagsmad, da jeg kom. Jeg satte mig ved bordet, og vi snakkede lidt om afleveringsproblemerne, som vi blev enige om var en fase (åh, det håber jeg ved gud!). Hun nævner så at min datter er en stille pige, når hun er i situationer med megen larm, mange mennesker eller tumult. F.eks. går hun aldrig i puderummet i legestuen, med mindre DP går med derind. Hun vil gerne lege i opholdsrummet med de andre, men ikke ind hvor det går vildt for sig. Hun frøs nærmest i dag, da de var til fastelavn samme med de andre DP-mødre i distriktet. Hvis DP tog hende i hånden ville hun gerne gå rundt, og råbe, skrige, hygge sig og fjolle, men slap DP hendes hånd standsede hun bare op og kiggede på de andre. Hvis DP får gæstebørn står hun på sidelinien i noget tid inden hun igen deltager i legen som hun normalt gør, til trods for at hun altid kender gæstebørnene fra legestuen. Hun er generelt ikke en der tager initiativer blandt andre børn, hun holder sig meget afventende og observerende, men vil gerne lege, når hun bliver tryg.
Men samtidig er hun herhjemme en bulderbasse, der elsker at lege og mosle. Hun er meget lærenem, har allerede et godt sprog og er nysgerrig på den måde, at hun observerer ALT (egentlig ikke altid en fordel
). Hun kan sagtens sige nej, hun ved hvor hendes grænser går, og stakkels barn, der prøver at nøle hendes legetøj - altså forstået på den måde, at hun ikke lader sig tromle ned af andre.
Min bekymring går på, at DP i dag snakkede om at der måske skulle gøres en ekstra indsats for at få hende gjort børnehaveklar, fordi hun ikke bare går ind i legen med det samme, og godt kan virke overvældet af larm, mange børn og tumult - som jo vil forekomme i en børnehave. Men den skulle vi bare tage om et år til 2½ års samtalen. Men så tænker jeg: hvis det er noget der potentielt ER et problem - var det så ikke klogt at gøre noget ved det inden det BLIVER et problem? og hvad kan vi gøre som forældre, uden at nedgøre den natur hun har? (måske er noget af det vores fejl som forældre, men det ligger måske også bare til hende at være en stille pige).
Jeg er selv en stille og genert pige - nørden med de høje karaktere, har altid haft venner, men måske kun 2-4 stykker ad gangen. Jeg har aldrig været en del af de larmende og ledende kliker, men har da klaret mig ganske fint. På den ene side har jeg ikke noget imod at hun ligner mig, men der har da været situationer, hvor jeg ville ønske jeg havde haft mere frembrusenhed, og dem ville jeg selvfølgelig gerne skåne hende for.
Men er det virkelig et problem, at hun er en stille pige? Hun er jo velfungerende rent socialt med de børn hun kender, de skal bare ind på livet af hende, hun leger gerne i (små) grupper eller alene. Vi har kig på en mellemstor børnehave, for på den ene side ikke at kaste hende fra DP´s små rammer til en kæmpe institution, men samtidig heller ikke dyrke hendes tryghedsbehov og generthed alt for meget.
Måske bekymrer jeg mig bare alt for meget, når jeg bruger så lang tid på dette, men det er første gang vi hører noget om dette. Førhen er hun blevet rost til skyerne af alle, SP, DP-pædagog (som slet ikke er inde over her - det ville så først blive til 2½ års samtalen) og DP selv. Dt skal for god ordens skyld siges at vi er meget tilfredse med vores DP, vi er trygge ved hendes observationer, og derfor tager vi dem også alvorligt.
Puha, undskyld længden. Hvis I kommer igennem, så er I noget helt særligt
