Hvordan siger man til manden at man ikke vil alligevel?

Hej piger.

Anonym tilladt..

Sagen er den at jeg er i tvivl om jeg har lyst til at fortsætte med projekt baby.. Jeg synes jeg har tabt mig selv på den korte vej og kan slet ikke kende mig...

Historien fortalt kort: Vi blev gravide i 2. cyklus, desværre fik jeg en abort i uge 10 da det i uge 8/9 blev opdaget at fosteret var gået til.. Jeg fortalte alle jeg var ok og nærmest udpåvirket hvilket min mand også gav udtryk for. - VI skulle bare videre og op på hesten igen. Men det var løgn det hele. Pludselig kom efrterreaktionen.. Ikke kun ved mig men også ved ham.. Og vores forhold røg næsmest fløjten. Vi var begge meget "ulykkelige" og det mindste skabte mega splid..Jeg græd konstant, over selv det mindste og han lukkede sig mere og mere inde..Vi prøvede dog stadig... Da jeg så testede negativ ved forventet første testdag efter MA'en på trods af alle symptomer som sidst ja så blev jeg bare sååå frustreret selvom jeg var glad for mens "endelig" kom 5 uger efter aborten..

Men jo mere jeg tænkte over det under mens, jo mindre kunne ejg kende mig selv.. Nu vidste jeg pludselig hvilke symptomer jeg skulle kigge efter, og psyken fremstammede dem jo. Ja jeg gik så meget op i det at jeg fik et udslet jeg havde under graviditeten pga hormoner. AAARGH...Og mine tanker begyndte på om jeg skulle stoppe det her. Begynde på prævention ved næste mens igen..Også så jeg kunne give min mand det forårs/sommerbarn vi ønsker os... Det ville passe emget bedre med karriere o.s.v hvis barnet bliver født april/maj/juni/juli.. Og også for barnets bedste. Jeg vile nemlig kun have 6 måneders barsel og hvis jeg nu blvier gravid om 2 måneder er barnet pludselig kun 4 måneder når det skal ud og passes. og det synes jeg er alt for tidligt.. Nå men...

Jeg har nu besluttet at jeg ikke kan det her.. TROR JEG!.. Orh det er svært, men tror ikke jeg ønsker bebse så megt at jeg har lyst til at tabe mig selv på denne måde..

Og nu til det store hele.. Hvordan siger ejg det til manden.. Hvordan siger jeg til ham at jeg vil udskyde HANS STØRSTE DRØM..
Orh det er svært.. jeg er sååååå forvirret... Ødelægger det mere end det gavner.. Jeg vil jo gerne have bebs og give min mand en.. Men hvad vejer mest.

Det lyder helt banalt og åndssvagt.. Men hvad fanden skal jeg gøre?? Skal jeg udskyde og hvordna siger ejg det til ham.. ihh..

Undskyld hvis det er rodet. Bliver bare nødt til at få det ud nu..

 

Hvis du læste med så angt, så tak.

Anonym skriver:

Hej piger.

Anonym tilladt..

Sagen er den at jeg er i tvivl om jeg har lyst til at fortsætte med projekt baby.. Jeg synes jeg har tabt mig selv på den korte vej og kan slet ikke kende mig...

Historien fortalt kort: Vi blev gravide i 2. cyklus, desværre fik jeg en abort i uge 10 da det i uge 8/9 blev opdaget at fosteret var gået til.. Jeg fortalte alle jeg var ok og nærmest udpåvirket hvilket min mand også gav udtryk for. - VI skulle bare videre og op på hesten igen. Men det var løgn det hele. Pludselig kom efrterreaktionen.. Ikke kun ved mig men også ved ham.. Og vores forhold røg næsmest fløjten. Vi var begge meget "ulykkelige" og det mindste skabte mega splid..Jeg græd konstant, over selv det mindste og han lukkede sig mere og mere inde..Vi prøvede dog stadig... Da jeg så testede negativ ved forventet første testdag efter MA'en på trods af alle symptomer som sidst ja så blev jeg bare sååå frustreret selvom jeg var glad for mens "endelig" kom 5 uger efter aborten..

Men jo mere jeg tænkte over det under mens, jo mindre kunne ejg kende mig selv.. Nu vidste jeg pludselig hvilke symptomer jeg skulle kigge efter, og psyken fremstammede dem jo. Ja jeg gik så meget op i det at jeg fik et udslet jeg havde under graviditeten pga hormoner. AAARGH...Og mine tanker begyndte på om jeg skulle stoppe det her. Begynde på prævention ved næste mens igen..Også så jeg kunne give min mand det forårs/sommerbarn vi ønsker os... Det ville passe emget bedre med karriere o.s.v hvis barnet bliver født april/maj/juni/juli.. Og også for barnets bedste. Jeg vile nemlig kun have 6 måneders barsel og hvis jeg nu blvier gravid om 2 måneder er barnet pludselig kun 4 måneder når det skal ud og passes. og det synes jeg er alt for tidligt.. Nå men...

Jeg har nu besluttet at jeg ikke kan det her.. TROR JEG!.. Orh det er svært, men tror ikke jeg ønsker bebse så megt at jeg har lyst til at tabe mig selv på denne måde..

Og nu til det store hele.. Hvordan siger ejg det til manden.. Hvordan siger jeg til ham at jeg vil udskyde HANS STØRSTE DRØM..
Orh det er svært.. jeg er sååååå forvirret... Ødelægger det mere end det gavner.. Jeg vil jo gerne have bebs og give min mand en.. Men hvad vejer mest.

Det lyder helt banalt og åndssvagt.. Men hvad fanden skal jeg gøre?? Skal jeg udskyde og hvordna siger ejg det til ham.. ihh..

Undskyld hvis det er rodet. Bliver bare nødt til at få det ud nu..

 

Hvis du læste med så angt, så tak.

Heysa. Jeg kan SÅ godt forstå din frustrationer Det må være MEGA hårdt. Jeg ved ikke lige hvad jeg skal råde dig til, men følg dit hjerte. Og ville ikke læse dit indlæg uden at sende dig et hav af 

KÆMPE !!

Jeg tror desværre dog ikke at der er nogen let måde at få det sagt på, du må bare overvinde din "frygt" for at sige det. Det har jo tydeligvis taget hårdt på dig det hele, og hvis du kan mærke på dig selv at der er noget galt og at du ikke kan kende dig selv længere. Så synes jeg i hvert fald det er bedre at i venter med at få den ønskebaby i gerne vil have.

Syntes du skal være ærlig for din kæreste, ellers tror jeg det giver for mange spekulationer for dig.  

- du skriver nedenstående....det forstår jeg ikke helt?

Det ville passe emget bedre med karriere o.s.v hvis barnet bliver født april/maj/juni/juli.. Og også for barnets bedste. Jeg vile nemlig kun have 6 måneders barsel og hvis jeg nu blvier gravid om 2 måneder er barnet pludselig kun 4 måneder når det skal ud og passes. og det synes jeg er alt for tidligt..

2skønnebørn skriver:

Syntes du skal være ærlig for din kæreste, ellers tror jeg det giver for mange spekulationer for dig.  

- du skriver nedenstående....det forstår jeg ikke helt?

Det ville passe emget bedre med karriere o.s.v hvis barnet bliver født april/maj/juni/juli.. Og også for barnets bedste. Jeg vile nemlig kun have 6 måneders barsel og hvis jeg nu blvier gravid om 2 måneder er barnet pludselig kun 4 måneder når det skal ud og passes. og det synes jeg er alt for tidligt..

Ja det burde jeg. men hold op det er svært at erkende at man har det skidt efter alt det her .. Og hvor er det dog træls at skulle slukke hans drøm.. Er bange for hvad der kommer til at ske.

Kan godt forstå du ikke forstår det.. Jeg er under uddannelse og vi ville jo gerne have det vil at passe så godt som mulig..Stoppede på p-piller i juni og forventede der ville gå hvertfald 6 måneder, måske mindre hvis vi var heldige.. Og drømme scenariet var at få et forårs/sommerbarn.. Så da jeg pludselig stod med en positiv test i september og skulle have et lille majbarn var vi lykkelige,selvom det var 1½ mned før semeste slut (men vi har ikke mødepligt og kunne derfor godt afsluttet semesteret).. Så begyndte drømmene og planlægningen af barselstart, dåb, barselslut.. Det er nok mere derfor jeg hænger så meget fast i det med forårs/sommerbarn end det er fordi det vil passe bedre i vores liv.. Det er alt sammen bare dumme undskyldninger.

Gav det mening nu?

rikkeregnbue skriver:

KÆMPE !!

Jeg tror desværre dog ikke at der er nogen let måde at få det sagt på, du må bare overvinde din "frygt" for at sige det. Det har jo tydeligvis taget hårdt på dig det hele, og hvis du kan mærke på dig selv at der er noget galt og at du ikke kan kende dig selv længere. Så synes jeg i hvert fald det er bedre at i venter med at få den ønskebaby i gerne vil have.

Jeg har ihvertfald mistet mig undervejs... Selv nu analysere jeg alt. Det er 12 dage siden sidste første mens dag, udslettet er ved at komme igen, mine bryster er blevet hårdere, eller er de? Har øget udflåd.. Eller har jeg. ? Hmm, jeg blødte egentlig heller ikke særlig længe ved sidste mens. Måske jeg er gravid? Ej det er ejg ikke, eller er jeg? Den kører hele tiden. jeg kan slet ikke få ro.. ARRRG:...
Og jeg prver ikke at knokle for meget på arbejde.. for tænk nu hvis jeg er graivd, jeg vil ikke msite igen så jeg skal ikke knokle. EJ dene r helt gal i hovedet på mig......

Men jeg vil så gerne have bebs med ham.. Hvor er det dog svært..

Tak for krammet, måtte lige styrte ud på toilettet og tude så manden ikke opdagede mig..

Dansker I Holland skriver:

Heysa. Jeg kan SÅ godt forstå din frustrationer Det må være MEGA hårdt. Jeg ved ikke lige hvad jeg skal råde dig til, men følg dit hjerte. Og ville ikke læse dit indlæg uden at sende dig et hav af 

Tak for krammene... FØLG MIT HJERTE... Det giver tårer i øjnene.. For jeg ved ærligt ikke hvad mit hjerte helst vil.. Jeg ved ikke hvad der vægter højst...

Anonym skriver:

Jeg har ihvertfald mistet mig undervejs... Selv nu analysere jeg alt. Det er 12 dage siden sidste første mens dag, udslettet er ved at komme igen, mine bryster er blevet hårdere, eller er de? Har øget udflåd.. Eller har jeg. ? Hmm, jeg blødte egentlig heller ikke særlig længe ved sidste mens. Måske jeg er gravid? Ej det er ejg ikke, eller er jeg? Den kører hele tiden. jeg kan slet ikke få ro.. ARRRG:...
Og jeg prver ikke at knokle for meget på arbejde.. for tænk nu hvis jeg er graivd, jeg vil ikke msite igen så jeg skal ikke knokle. EJ dene r helt gal i hovedet på mig......

Men jeg vil så gerne have bebs med ham.. Hvor er det dog svært..

Tak for krammet, måtte lige styrte ud på toilettet og tude så manden ikke opdagede mig..

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne sige noget VILDT opmuntrende, men jeg er tom for ord. Kan slet ikke forestille mig hvordan det må være

Kender godt det med lige at styrte ud på badeværelset så folk omkring en ikke lige opdager tårerne

Du slukker vel ikke hans drøm bare ved at udskyde projekt Baby i nogen tid?

Du (I) har brug for tid til at komme ovenpå igen efter en hektisk periode med store følelsesudsving, og hvis du føler at lige nu er et dårligt tidspunkt at fortsætte, så kommer der intet godt ud af at "klø på" - giv dig selv den pause og snak evt. med manden om at tage emnet op igen om X antal måneder og så se hvordan du har det på det tidspunkt - om du er klar.

Hvis jeres forhold heller ikke har kørt på skinner er det heller ikke tidspunktet at putte mere pres på det; det lyder som om I virkelig har brug for en PB-pause hvor I måske bare nyder hinanden lidt 

 

Må jeg spørge hvor gamle I er?

rikkeregnbue skriver:

Hvor ville jeg ønske at jeg kunne sige noget VILDT opmuntrende, men jeg er tom for ord. Kan slet ikke forestille mig hvordan det må være

Kender godt det med lige at styrte ud på badeværelset så folk omkring en ikke lige opdager tårerne

Der er vist desværre ikke meget opmuntrene at sige.. Det hælder vist mest hen imod lorte valget.

Ja man skal jo helst ikke vist "svaghed"