Jeg har et problem.
Min kæreste og jeg gik fra hinanden for et par uger siden, efter en længere periode med uenigheder osv.
Vi har to børn sammen og den yngste er kun 3 mdr. så det var da ikke liiige hvad jeg havde forestillet mig.
Da vi tog "snakken", sagde jeg til ham at jeg ønskede at vi gav forholdet en chance, men at det krævede at vi begge gjorde en indsats: jeg ville ikke være den eneste der kæmpede for det. Han valgte så at flytte i stedet...
Nu er det så at jeg har forliget mig med tanken, og jeg følet mig på en måde befriet? Selvfølgelig er jeg også ked at det, for jeg havde da en drøm om "villa, volvo og vovse" sammen med ham.
Alligevel glæder jeg mig bare sådan til han er flyttet helt ud, så jeg kan komme igang med "mit nye liv".
Problemet er så at han nu siger at han virkelig gerne vil have at vi fortsætter forholdet, men at vi bor hver for sig, hvilket jo også kan være en løsning.. MEN men men..
Nu hvor jeg har sagt til ham at vi godt kan arbejde på forholdet, har jeg det slet ikke godt mere, jeg kan ikke sove, jeg bliver ked af det, sur og jaloux. Jeg føler mig fanget, og følelsen af at være en dørmåtte har igen indfundet sig, selvom han er flyttet...
Da forholdet bare var slut følte jeg mig spændt, fri, stærk...
Alligevel har jeg SÅ svært ved at sige NEJ til ham når han står der foran mig, og jeg hader det!
Der er en lille del af mig der jo ville ønske at vi bare kunne være sammen og have det godt, og være den gode familie som vi begge ønsker. Jeg har de sidste 3 år brugt AL min energi på at få vores familie til at fungere (førstebarnet var ikke planlagt, og vi havde lidt startproblemer), så derfor føler jeg det også som et nederlag at vi nu ikke længere skal være sammen...
Alligevel, kan jeg jo dog mærke at jeg bare slet ikke har lyst til at være sammen med ham lige nu.
Men hvorfor kan jeg så ikke nosse mig sammen, sige det til ham og holde fast ved mit standpunkt.. ???? 
Sådan noget kan man jo ikke bare lige sende en sms omkring..
