Jeg har virkelig brug for hjælp til hvordan jeg skal forklare min mor, hvad problemet er.
Min mor har fået en tendens til at handle før hun tænker.
Jeg bor mange timer væk fra hende (7 timer+), men ønsker hun kommer med til min fødsel. Hende, min kæreste og min bedste veninde.
I går fik jeg så en sms fra hende hvor hun skriver:
"Har sendt den til moster.. 
Søster.. Hvis jeg nu giver flybillet over ud og hjem, vil du så med mig over til (*X*) der i februar når hun skal føde baby Vi kan jo være der nogle dage og ja (*X*) tror jo baby kommer til verden den (....).. Hvad siger du.. Kunne din mand undvære dig nogle dage ? Knus fra din Søster"
Det er ikke første gang hun tager "beslutninger" på mine vegne uden at spørge mig først - laaaaangt fra ! Så sent som i onsdags sendte hun mine svar (til nogle spørgsmål omkring den måde jeg er opvokset, som jeg havde svaret på til en pige i et gymnasie og videresendt til min mor,fordi jeg ved, hun meget gerne vil vide hvad jeg synes om min opvækst) videre til min far og moster - UDEN at høre om det var ok med mig først.. Og der er MANGE episoder.
Jeg ringede til hende, og forklarede i et lidt for højt og lettere tudende 
tonefald, at jeg virkelig ikke synes hun kunne være bekendt at spørge min moster om hun ville med herover når jeg skulle føde uden at spørge mig ad først.... At jeg synes det er urimeligt hun stiller mig i en situation, hvor jeg er nødt til at skrive til min moster, at jeg desværre ikke vil have hun er her når jeg skal føde, fordi jeg mener jeg kommer til at have nok at se til (skrev en pæn besked til min moster bagefter hvor jeg netop forklarede det, på trods af min moster med al sandsynlighed ikke ville være kommet herover alligevel), og min mor kunne slet slet ikke se problemet.
Jeg har før forklaret hende på en pæn, stille og rolig måde, med et sundt og roligt toneleje, at jeg ikke synes hun skal traffe beslutninger for mig, det har jeg gjort MANGE gange, og sidste gang var mht. de spørgsmål. Men jeg blev simpelthen så frustreret og ked af det, at jeg ikke kunne holde mit toneleje nede i går. Og jeg græd og skældte hende ud i telefonen i går 
Da jeg så havde fået sagt alt jeg ville sige, forstod hun det stadig ikke, og skiftede straks emne, og spurgte om min hun kom med til jul, og om jeg egenltig havde snakket med min far ?!
Jeg blev endnu mere frustreret over det, og lagde simpelthen på.
Hun prøvede flere gange at ringe bagefter, hvor jeg ikke tog telefonen fordi jeg bare trængte til trøst, og min kæreste kom ind og holdte om mig mens jeg bare græd.
Derefter skrev hendes kæreste til mig:
"Hej gider du da godt lige behandle din mor ordentligt du har jo hele tiden sagt at ingen jul var den samme uden samværet hos din moster og onkel og hvordan fanden skal hun så vide at du pludselig ikke gider have din moster tæt på når du skal føde. Du skal da vidst lige tænke dig lidt om når du vil have en svigermor med, der tænker mere på svineriet end alt muligt andet. Synes godt nok du skal tænke dig lidt om for din mor kan du aldrig erstatte. Tanker fra I"
Jeg vil gerne føde hjemme, og lige nu bor vi ved min svigermor, der ikke ønsker at jeg føder her. Det er accepteret, og hvis ikk vi finder et andet sted at bo, så føder jeg nok på hospitalet. Uanset hvad, så skal min svigermor IKKE med til fødslen, det har aldrig nogensinde været mit ønske Blev det i hendes hjem, jamen så er det klart at så kan jeg ikke smide hende ud, men når det ikke er, jamen så skal hun sgu da ikke med.
Det er min kæreste, min mor og min bedste veninde der skal med, det har været planen hele tiden.
At mit ønske i forhold til jul skal sammenlignes med mit ønske til min fødsel fatter jeg SLET ikke
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre.
Har skrevet med min mor her i dag, og spurgte hende om hun vidste hvorfor jeg blev sur i går ? Samtalen derfra forløber sådan her:
Hendes svar: "Ja du ringede pga. jeg havde spurgt moster om at tage med til (*sted*)... uden at spørge dig først... men Moster kunne jo sagtens bo et andet sted på (*sted*)... derfor så jeg ingen grund til at spørge dig først..."
Mit svar: "Kan du ikke se problemet i, at hvis moster kom herover når jeg skal koncentrere mig om at føde, så vil jeg skulle tage mig at jer som en vært tager sig af sine gæster ?
Selvom I ikke ville bo på gården, så ville I stadig være her FORDI I gerne vil se mig og baby, min kæreste, hans familie mv.
Det vil lægge et pres på mig, fordi der ville være endnu flere ting jeg så skal koncentrere mig om. Og det har jeg ikke lyst til.
Jeg ved godt du nu vil komme med argumentet, at det skal jeg jo ikke tænke på, men du ved Ligeså vel som jeg, at jeg ikke ville kunne lade være med at tænke på at jeg da skal se dig og min moster NÅR NU I alligevel er herovre. For det er jo ikke noget der sker hver dag.
Desuden, ja, jeg er glad for moster, og nej, JULEN er ikke det samme uden hende, men det er ikke ensbetydende med, at jeg ønsker at se hende når jeg skal koncentrere mig om en fødsel"
"Det kunne være det vil hjælpe på (*hund*) hvis I fik en hund mere... så du havde selskab af hinanden... så tror jeg det vil hjælpe så hun ikke lavede ulykker..."
"Hvis vi får en hund mere udelukker vi 95% af mulige bosteder - at jeg har en hund udelukker i forvejen 50% af mulige bosteder.
Men jeg synes ikke vi skal snakke om (*hund*) lige nu.
"Ja ok ogdet var jo ikke lige meningen du skulle tage det sådan... vi kunne nu sagtens klare os selv... ingen skal da opvarde os... men ja når du ser sådan på det kan jeg da godt forstå du blev sur..."
"Det kan godt ske, ingen skal opvarte jer, og at I kan klare jer selv, men jeg vil stadig føle mig forpligtet til at se jer begge, og ønske at se jer, men det vil med alt sandsynlighed tage mit overskud væk, for jeg tror ikke jeg kommer til at have meget overskud til februar."
"Forstår dig... og nej du får ikke meget overskud...derfor var det så ikke bedst at føde på sygehus så er der jo nogen til at tage sig af baby når du trenger til lidt søvn og hvil... det var jeg meget glad for da jeg havde født dig... man har virkelig brug for at få sovet igennem... og ja de tager sig jo af baby ... ved ikke hvor mange dage man må blive der nu om dage... og ja det du siger baby bliver stresset... du havde det da så fint så fint heldigvis 
<3"
"Der skal saftsume ikke være andre end mig og min kæreste der passer baby den første tid, og så er jeg lige glad med hvor lidt søvn jeg får !
Lad for pokker være med at blande mit ønske om hjemmefødsel ind i det, og LAD VÆRE MED AT PRØVE AT TALE MIG FRA DET !!!!!!!!!!!!!
Det er MIN FØDSEL, MIG DER SKAL FØDE, og så vil jeg gudhjælpemig også selv have lov til at bestemme hvordan den skal foregå !
Forstår du hvorfor jeg blev sur i går ? Forstår du hvad problemet i, du spørger min moster før du spørger mig er ? Og kan du lade være med at gøre det igen ?
Jeg logger af facebook, bliver simpelthen så sur og det er sgu hverken sundt for mig eller baby.
MEN jeg håber VIRKELIG du vil tænke over hvad jeg har sagt, og ÆNDRE din måde at være på, bare EN SMULE !"
Jeg logger af facebook og min mor skriver til min mobil:
"Det er ikke sundt for hverken Baby eller dig nej at du sådan hidser dig op.. Lad være med det! Du bestemmer selvfølgelig selv hvordan og hvor du vil føde det ved jeg da godt. Jeg er da heller ikke i tvivl om du kan klare det for det ved jeg du kan og ja jeg ved også (*kæreste*) er der for både Baby og dig. Jeg slutter nu og du kan give lyd når du igen engang synes vi to kan tale sammen. Hej herfra din mor"
Jeg er så ked af det nu og sidder bare og græder igen.. Jeg ved den sidste bedsked fra mig ikke var helt god, men jeg er bare så trist og træt af hun ikke kan forstå det.
Og selvom hun nu skriver at hun selvfølgelig kan forstå det, så VED jeg bare jeg kommer til at skulle kæmpe med det samme igen mange gange endnu, og jeg aner simpelthen ikke hvad jeg skal gøre ??
Jeg er begyndt at lade være med at læse hendes beskeder før min kæreste har læst dem, for jeg bliver så ophidset hvis det er noget omkring hendes mening om hjemmefødsler, eller hvis det er noget om hun (igen) har valgt at fortælle nogen noget, som det egentlig er mig der bør fortælle (hvis jeg ønsker det)..
Er jeg fuldstændig urimelig?
Er der nogen, der har nogle ideer til hvad jeg kan gøre?
Tror I det nogensinde vil ændre sig?
Har mest af alt bare brug for et par opmuntrende ord..
- Forresten, jeg er anonym fordi jeg helst ikke vil hakkes ned på personligt. Vil heller ikke "udstille" min mor, jeg elsker hende virkelig højt. Og så er jeg 21, hvis nogen mener det er relevant.
