Update på denne tråd https://www.baby.dk/debat/145923pi1/syge-boern/felix-1--tur-paa-skadestuen-.aspx#GoToMessage
Nåh tøser, vi skulle jo en tur på håndkirurgisk afdeling idag. Her skulle Felix lægges i narkose, så de kunne se præcis hvad der var sket, eller rettere hvor stor skaden var....
Felix fastede fra klokken 09:30 og blev lagt i narkose klokken 16:45
Da lægen endelig kom, og var klar til Felix (som faktisk sad og ventede tålmodigt lidt for længe, på operationsbordet), blev han helt benovet over at se sådan en glad fyr, med alle elektroder allerede påsat, og endda liggende på bordet, og med en maske på, som han glad legede med, mens han snakkede med en-eller-anden-mand og mor og anestæsi lægen...
han synes den var så sjov den maske, og han havde forlangt at få bytte den ene elektrode-klister-dims ud med en ny, fordi den havde sat sig tosset på huden. Den dumme klister-dims pillede han selv af, med den dårlige og indpakkede hånd. Og morede sig gevaldigt med at sætte den alle mulige steder, på os, på sin næse, i panden, på hagen, på bamsen og ja, alle vegne. Det var bare skægt....
Da det ENDELIG blev tid til narkose, lå han smilende på briksen, og tog de dyyyyybeste vejrtrækninger han kunne, for at kunne blæse så meget at masken blev helt bedugget 
Det var SÅ godt, og SÅ fed en måde at bedøve ham på. Desværre lykkedes det ikke at gøre ham døsig nok på den måde, hurtigt nok, så de sidste 10 sekunder måtte han holdes fast med masken godt trykket til ansigtet. Han kæmpede selvfølgelig imod, og bad "ikke mere nu mor... Gider ikke mere" men faldt jo så i søvn.
Liiiige de sidste 2 sekunder synes jeg var 2 sekunder for længe, men det gik, uden tårer, og nervøse trækninger.
Vi fik stillet MINIMUM en time i udsigt, og det var så hvis han ikke havde fåët skåret noget vigtigt over, og bare skulle lappes sammen. Vi ville først få besked om evt. operation, når denne var overstået, så vi skulle eeeeendelig tage os god tid, til at gøre noget andet end bare at vente.
Vi besluttede at skynde os ud i bilen, og køre et par hundrede meter til et pizzaria, hvor vi kastede en pizza hver i hovedet (børnenes far var med).
Det gjorde vi fordi, vi blev lovet en opringning når han var færdig, så vi kunne sagtens nå det.
Og desuden havde jeg ikke fået en krumme, i et helt døgn. Så jeg var så sulten, og havde haft så ondt i maven, at jeg faktisk var holdt op med at være sulten igen.
Tilbage igen satte vi os med kryds og tværs og baggrunds-tv og slik, i venteværelset.
Efter i alt 2 timer, blev vi kaldt til opvågningen, og da vi næsten stod i døren kunne jeg lige høre Felix hoste en gang, og da vi kom ind sad han i sengen, med en sygeplejerske osm støtte. Han kunne jo ikke holde balancen selv, men nægtede at ligge ned, så han kom straks ud af sengen og over til mor.
I øvrigt græd han SLET IKKE da han vågnede.
Da han sådan ligesom kom til sig selv, rent tankemæssigt, sagde han blot "vi kører NU mor!". Men det kunne der jo slet ikke være tale om, så vi prøvede at lokkel idt saftevand i ham, for han havde jo også på daværende tidspunkt været væskefastende i 6 timer, ud over fødefasten som nu havde varet godt 10 timer.
Meeen det ville han ikke have. Han var sur på elektroderne, som stadig sad, og skulle blive lidt endnu, og konstaterede med meget sure øjne og et fast blik på far og mor "gider ikke mere, vi kører hjem NU!". Meeen nej, desværre stadig ikke.
Efter en halv time præcis, kunne han komme på almindelig stue på børneafdelingen, og han ville absolut, og STRAKS ud af sengen. Vi kunne ikke overtale ham til at blive siddende der lidt, ej heller hos mor og far, så der var ikke andet for end at lade ham komme ned på gulvet. Han var jo noget vakkelvorn, men nægtede at vi kunne holde fast i ham, og støtte ham mens han selv gik, så han gik lidt skævt hen til nærmeste sofa, og satte sig til at se fjernsyn
eplejersken blev temmelig forskrækket, og havde lidt svært ved at tro på at han slev var stavret der hen, men så hoppede han jo bare lige ned, og løb lidt rundt, og så var hun jo overbevist 
Straks ville han ind i opholdsstuen, og han havde alligevel allerede drukket et helt glas saftevand, og en sjat cola. Så han spænede selv afsted, for det gav ingen mening at slås med ham om at blive båret eller støttet - men han kunne også sagtens selv.
Inde på opholdsstuen gik han straks til fadende, og åd højt belagt smørrebrød i en mængde der var en grandvoksen mand værdig, og satte sig så til at se tegnefilm, i ca. hmmm 5 minutter.
Så begyndte han på kolbøtter, hoppen fra sofa til sofa, stå på hovedet i sofaen, og løben frem og tilbage. Intet kunne stoppe ham...
Han var meget hurtigt træt af at skulle rende rundt med et drop i hånden (for en sikkerhedsskyld, hvis blæren var gået i stå) men havde allerede næsten styr på hvordan man gebærder sig med sådan en kæmpe forbinding på....
Skaden var, at han havde fået skåret 1 sene over, og 2 nerver. Derfor lå han på operationsbordet i 2 timer.
En ny sygeplejerske kom til, og blev lidt bekymret over hans faren rundt, til hun så at han havde totalt styr på det. Hun ville gerne sende os hjem, så snart diverse formaliteter var overstået.
Så vi blev guidet i diverse, og fik forskellige smertestillende med hjem, og fik skiftet tøjet (vi måtte klippe ærmet på hospitalsskjorten, på grund af den store forbinding)
Og droppet blev taget ud. eplejersken var så benovet over hvor hurtigt han blev helt sig selv, og hundsede rundt med folk og ville bestemme det hele, og hvor dygtig han var til alt det medicinske, så hun bad om lov til at give ham en is. Det måtte hun selvfølgelig gerne, og felix stormede efter hende til fryseren
Så kunne vi køre hjem, Felix faldt i søvn i bilen, men nu var klokken jo også over 22:00, og efter smertebehandling og bleskift, lagde han sig tilfreds, og stolt af sin forbinding, i sin egen seng, og faldt straks i søvn
I får lidt billeder af en yderst aktiv Felix med boksehandske-forbinding...
De første 2 er på opvågningen, efter et kvarters tid. Og alle de andre er fra opholdsstuen, efter han har spist og drukket og set nok tegnefilm
