Jeg skriver som anonym, da jeg egentligt ikke vil stå frem med dette eller udstille min mor.
Men hold op hvor jeg savner hende. Hun er ikke død, bare rolig. Men i sommeren 2010 under min graviditet, fik min mor en bypass operation (fedme operation) som jo selvfølgelig ændrede hele hendes liv. Hun har i løbet af det sidste års tid tabt sig fra 120 kg (ca) til 63-65 kg. Og hun føler sig self også lidt mere ung og lækker igen... Men til sagen.. Det har ikke kun ændret hendes udseende og vægt, det har også ændret hele hendes personlighed.
Hun er bare blevet en snobbet kælling for at sige det ligeud. Hun tænker bare ikke på andre end sig selv..
Efter jeg flyttede hjemmefra blev vores kontakt mindre og mindre.. Hun spørger aldrig til hvordan det går mig, kæresten og lillemanden. Hun priotere sin fritid/tid forkert synes jeg.
Årh det her er sværere end jeg troede.
Ved godt det er svært at læse og rodet og det må i meget undskylde.
Min mor og jeg havde et rigtigt tæt forhold da jeg stadig boede hjemme, men ikke så tæt igen. Vi tog aldrig på sådan nogle ture alene. Som fx. shopping, bio eller lignende. Og eftersom jeg er flyttet hjemmefra er det ikke blevet bedre. Vi snakker stortset aldrig sammen. Men har jo så en lillesøster på 12 år, og de har bare fået et mega godt forhold, min mor bor ude på landet, så nu køre hun og henter min lillesøster hos alle mulige veninder, hvilket hun ikke gjorde ved mig, jeg kunne bare tage bussen ellers måtte jeg blive hjemme.. Og de tager i biffen sammen, de går til line dance sammen (ikke noget jeg er interresseret i) og ja, de gør stortset ALT sammen.
Spurgte så min mor om ikke hun ville med i Babybio i Århus torsdag og se Twilight the Breaking Dawn, da vi begge elsker Twilight.. Det ville hun ikke fordi hun skal i biffen med nogle ''voksne'' på lørdag, men normalt kan hun godt tage afsted 2 gange hvis det er for min lillesøster..
Og dette er rigtigt svært for mig, jeg har svært ved at sluge den, og svært ved at leve med det. Så nu har jeg lukket fuldstændigt af overfor hende.. Jeg kan det ikke mere og vil ikke mere.. Og her kommer grunden.
Som 12-årig blev jeg svigtet af min far, havde sendt en kædebesked til min stedmor og min far blev rigtigt sur og lukkede mig ude i et halvt år.. Og siden der gik det ned af bakke.. Vi snakkede aldrig sammen og han nedgjorde mig.. Han svigtede mig rigtigt godt og grundigt..
Idag, efter jeg har fået min søn snakker vi nogenlunde sammen igen.. Sms'er engang imellem og mødes også 1 gang om måneden ca.
Derfor er jeg rigtigt bange for det er det samme der er ved at ske med min mor, og det er rigtigt svært for mig at tillade, så derfor lukker jeg af for ikke at blive såret endnu mere..
Mig og kæresten står og skal flytte og fordi jeg er under 18 (17) skal min mor skrive under på at det er min underskrift, jeg kom så ned til hendes arbejde og hun sagde ikke hej eller noget, hun skrev bare under og sagde ''vi ses jeg skal ind og arbejde'' .. Det gør mig så forfærdeligt ked af det..
Jeg er kun 17, og har et barn, har virkeligt brug for hendes støtte og at hun er der for MIG... Men det virker bare som en fjern ting for hende. Hun gider mig ikke... Jeg føler det virkeligt som om jeg har mistet en forælder som jeg jo godt ved jeg ikke har..
Puha, har meget mere at skrive, men synes jeg vil stoppe mens legen er god, hvis man kan sige det sådan.. Undskyld mange gange for at det er blevet så langt som det nu er, men havde virkeligt brug for at komme ud med det.
Mange tak fordi du læste med.
