Baby nr. 2 - hvad med økonomi?

Dette bliver langt... men det er selvfølgelig ikke nyt fra min side

Vi snakker meget om barn nr. 2. Det har hele tiden været planen, at vi vill gå i gang når vores datter var 2, så hun forhåbentlig blev storesøster lige før/efter sin 2 års fødselsdag.

Det vil vi sådan set stadig godt - men nu er det jo sådan, at jeg blev uddannet i september, og stadig går arbejdsløs. Vi har pt. 10.500 om måneden til os selv, når alle regninger er betalt. Det går faktisk helt fint, og vi sparer ca. 4000 op om måneden, så lever for omkring 6000 med alt inklusive. Men: til januar 2010 skal jeg til at afdrage på et studielån af en ganske pæn størrelse , og det vil sætte vores rådighedsbeløb ned til 8.500 - forudsat at jeg endnu IKKE er i job. Det kan vi jo sagtens leve for, og endda spare lidt op af stadigvæk - faktisk ville vi med et barn mere have 500 ekstra pr. måned, når institution/søskenderabat og børnepenge regnes ind i budgettet, så i den situation ville det give 9.000.

Men jeg er helt vildt meget i tvivl om det ville blive alt for surt, hvis vi bliver 4 der skal leve af det - eller vi kan godt leve af det, men vil gerne have elastik til uforudsete regninger. Bliver alt som med den første vil barnet ikke koste mere end bleer og tøj det første års tid - hjemmelavet mos og grød er ufatteligt billigt. Jeg kommer fra en familie, hvor en ekstraregning på 200 kr. kunne vælte hele månedsbudgettet, vi levede på et tidspunkt 5 mennesker for 400 kr. pr. uge, og ingen elastik i budgettet. Det VIL jeg bare ikke. Min barndomsoplevelse med økonomi har gjort mig ekstremt sårbar overfor økonomiske dårlige nyheder. Jeg tjekker for eksempel finansnyhederne hver eneste dag for tiden, og spejder efter de mindste lys forude mht. finanskrisen. Er der ingen gode nyheder, kan jeg ligge søvnløs med hjertebanken i lang tid, af bare frygt for at vi må sælge huset og aldrig får råd til barn nr. 2 - selvom vi betaler alle regninger til tiden, og ikke har nogle rentefølsomme lån.
Faktisk har jeg overvejet at søge noget professionel hjælp, så min angst for økonomisk rod ikke stresser mig så meget i hverdagen - men hvor og hvordan gør man lige det?

Nå, men det retoriske spørgsmålet er, om vi skal fortsætte med babyplaner til sommer, selvom jeg endnu ikke er i job eller om vi skal vente til jeg finder et - hvilket jeg frygter vil tage år, pga. krisen (der er ok med jobs i det offentlige jeg kan søge ift. uddannelse - men alle de fyrede fra det private napser dem). Jeg er 27, gift, i eget hus med 1 barn - arbejdsgiverne ved godt, at der er stor mulighed for 1 mere, og da jeg samtidig ikke har andet erhvervserfaring end at sidde i kassen i en butik, er jeg jo nok ikke det mest attraktive valg desværre. Og de såkaldte hotjobs er der stort set ingen af inden for min geografiske grænse...

Uuhhh, ved ikke. Jeg VIL gerne i gang til sommer/efterår, men ved ikke om jeg TØR... Samtidig tænker jeg, at man ligeså godt kunne udnytte krisen med at gå på barsel - men yderligere 1 år væk fra arbejdsmarkedet hjælper jo ikke ligefrem på mulighederne. Og det gør mig ked på daglig basis, hvis vi skal vente alt for længe endnu. Som jobsøgende har man alt for meget tid til at spekulere... Ved selvfølgelig godt, at det er meget individuelt, hvad man lever for, hver måned. Tror samtidig, at det, der stresser mest, er, at vi kommer til at ligge langt under bankernes krav til en familie med 2 voksne og 2 børn...

hmmm... den er svaer at greje en ting er godt at taenke paa.. hvor vigtigt er jeres hus og ville i kunne beholde det skulle en af jer miste jeres arbejde?

hvis det er muligt at vente og spare lidt sammen paa kistebaanden itilfaelde af et eller andet, saa var det sikkert en god ide?

Eller flytte i noget billigere

Vi kan ikke sidde her uden min mands job, så længe jeg ikke har et. Han er rent faktisk lige blevet fyret, men havde heldigvis 2-3 andre tilbud på hånden, så han nu skal starte i et nyt job, og endda til bedre løn - og dette er ikke en stilling der spares væk heldigvis.

Vi kan nå at spare ca. 50.000 sammen, som buffer til hårde tider - men ingen ved jo hvornår jeg kan få et job (trods en høj uddannelse)

Det er ikke muligt at flytte - af de to årsager, at vi simpelthen ikke vil, og skulle vi i noget billigere ville det være en lejet lejlighed. Så skulle vi sælge huset, og det ville blive med tab, som situationen ser ud på boligmarkedet pt. Og så er vi jo lige vidt, hvis vi skal betale af på gammel boliggæld.

Som jeg før skrev, er jeg ikke i tvivl om at vi godt kan leve for det - altså 9000, og endda spare lidt op også - men er virkelig i tvivl, om det er et spring jeg tør tage. Som sagt aner jeg ikke hvornår jeg finder et job. Så valget står mellem at udnytte at man alligevel står udenfor arbejdsmarkedet, og så få det barn nr. 2 eller play it safe og vente gud ved hvor mange år før det job er i hus, og min datter så er ældre end jeg ønsker, når hun ikke længere er enebarn... Under alle omstændigheder har jeg dog til efteråret til at tænke mig om i - men det gør ikke tankerne lige nu mindre frustrerende...