Af Dorrit Saietz
Modsat tidens opdragelseseksperter har Helga Moos ingen akademiske titler i pædagogik at besmykke sig med. Hendes holdninger til opdragelse bygger på en blanding af snusfornuft og egne erfaringer med at opdrage fire børn - erfaringer, som hun for 13 år siden omsatte i bogen 'Hvad har du lært dit barn i dag?', og som hun stadig jævnligt holder foredrag om.
Den sønderjyske gårdejer, mor til fire voksne børn og tidligere folketingsmedlem (1998-2005), er grundlæggende uenig i den fremherskende linje på det pædagogiske parnas.
En holdning, der bygger på det grundsynspunkt, at børn dybest set ikke skal opdrages, for de rummer alt det rigtige inden i sig - og de voksnes opgave er mest at undlade at hæmme og forstyrre barnets naturlige udvikling.
»Vi har fået en generation af børn, der aldrig har fået sat grænser. Eller måske er det bare en femtedel af dem, der ingen stopklodser har. Men de er nok til at ødelægge det hele. Så nu svinger pendulet tilbage i retning af, at skoler og institutioner træder i karakter med handleplaner og mål for børnene. Det er reelt opdragelse ad bagvejen«, siger Helga Moos.
Kan man ikke opdrage børn uden at skælde dem ud?
»Alt er jo muligt. Man kan opdrage sine børn uden nuancer, uden udsving mellem vrede og glæde. Så får man sådan en flad gang leverpostej. Og når børn så går ud i verden og møder hele paletten, så kan de komme i klemme. Hvis de er 17 år, før de første gang møder en, der virkelig er vred, og de aldrig har lært, at man skal holde sig fra far, når han er sur, så kan de komme ud for øretæver«.
Men forskerne siger, at skældud måske endda er mere skadeligt end fysisk straf?
»Man må aldrig ydmyge eller håne sit barn, så langt er jeg enig. Det er ikke skældud. Skældud skal være et mentalt elektrisk hegn: Så er det nok, stop! Et barn på 8 måneder, der er på vej op i urtepotten, skal selvfølgelig ikke skældes ud . Men på et tidspunkt skal barnet acceptere ens nej, og hvis et barn på 3-4 år stadig ikkekan høre efter, må man altså skærpe tonen. For ellers vil det blive et barn, som det er meget svært for andre at elske«.
»Skældud er, når man løfter et væsentligt punkt ud og både hæver stemmen og iscenesætter, så det falder på plads i hjernen på barnet. Eneste regel er, at det altid skal handle om sagen. At der er noget, der er dumt at gøre, ikke at det er dig, der er dum. Det må man aldrig sige til et barn«.
Hvad sker der, hvis man som voksen fuldstændig taber hovedet og går amok i raseri?
»Altså, de der situationer, hvor man bliver overvældet af afmagt, hvor mor er træt, huset flyder, og hvorfor fanden lægger I ikke tingene på plads, det har ingen virkning, kun på mor, der aflader. Det gør kun skade, hvis man kører på børnene og siger: »Det er også din skyld, du er da også et pattebarn«. Men fordi man går amok? Det har de kun godt af at opleve«.
Hvad sker der med de børn, der ikke får nok skældud?
»Tjah, mange af dem ser man jo have mor med i lommen i årevis. De skal køres, hentes, bringes og indgå aftaler om at komme og gå til bestemte tider. Moderne forældre mandsopdækker deres børn, og det er man jo nødt til, når man ikke har opdraget sit barn til selv at se og undgå farer, og man derfor ikke stoler på barnet. Mine børn har altid bare fået besked på at komme hjem, når festen var forbi. Det handler om at lære dem at blive fritgående i sind og sjæl. Hvis de nærmer sig noget forkert, skal de kunne stoppe sig selv. Så får man teenagere, der kan findeud af at holde sig fra narko og lade være med at køre seks mand ned i en brandert«.
Så du tror ikke, at skældud en dag vil høre fortiden til, ligesom spanskrør og endefuld?
»Jeg vil være glad, hvis den hånende, ydmygende tone forsvandt. Den hører fortiden til. Men den irettesættende? Der kan være nogle få teoretikere, der vil dyrke det mål, men deres børn vil få skrammer, når de møder virkeligheden. Man skal gøre sine børn robuste, så de ikke bliver nærtagende over, at en eller anden siger bøh«.
Kilde: Politiken d. 06.08.2008
