"Klar til at smide bleen"
Hejsa.
I lang tid - altså måneder, måske et ½ år efterhånden - har vores datter på 3 år været så klar over at hun har ble på, at hun skal lave pølser og tisse og har i det hele taget talt meget om toilettet, afføring osv. Hun spørger om lov inden hun laver pølser, hun spørger "Har jeg ble på?" inden hun tisser og så vil hun være alene imens. Hun stiller sig ind på sit værelse i hjørnet og stiller kasser, dukkevogne, bamser og andre ting op så hun får fred og ro til at komme af med det hun skal. Vi vil så gerne opfordre hende til at bruge toilettet eller potten, men hun er panisk angst for at sidde der. I lange perioder tidligere har hun gerne ville gå uden ble, men nu skal hun helt overtales, men faktisk er hun jo helt stolt når hun så ikke har den på. Vi har sagt at far holder dig når du sidder på toilettet, og det fortæller hun os tit selv "Far holder mig når jeg skal på toilettet". Vi fortæller hende også at hun jo er en stor pige, og derfor behøver man ikke bruge ble, men så siger hun at hun skal være en endnu større pige først......
Vi er slet ikke i tvivl om at hun i meget lang tid nu har været klar til at blive renlig, og vi vil så gerne give hende et blidt puf så hun kan smide bleen, men selvfølgelig uden at presse hende! Vi har snart prøvet alt. Det eneste vi ikke har gjort er at tvinge hende, hvilket vi overhovedet ikke tror på kan være den rigtige løsning :-) Vi har også ladet det være, og bare ikke talt om ble og toilet, men hun bringer det på bane selv mange gange i løbet af en dag, og jeg tror altså bare virkelig gerne hun vil, men hun tør bare ikke.
Vi har sådan brug for at få nogle redskaber til at komme videre herfra, så jeg håber inderligt på at du kan hjælpe os ud af denne her spiral jeg synes vi er endt i med vores pige.
Jeg vil gerne tilføje at der ikke er sket store forandringer i hendes liv andet end børnehavestart for 2 mdr siden, men dette er sket uden de store problemer.
På forhånd mange tak,
Maria :-)
Rikkes svar
Hej Maria
Tak for din henvendelse.
Jeg kan godt forstå jeres forundring og frustration over at hun ikke vil smide bleen.
Mit råd til jer:
Slå koldt vand i blodet. Det skal nok komme. Det er meget sjælendt at børn ikke bliver renlige mens de går i børnehave.
Undlad at fortælle hende at hun nu er stor og derfor godt kan smide ble osv. Det lyder som om hun ikke helt er klar til at være stor og derfor viser jer det ved ikke at ville smide bleen. Forsøg at sænke forhåbninger og forventningerne til hvad hun skal kunne, så kommer hendes interesse for at smide bleen helt af sig selv.
Hvis/ når hun sætter sig på potten/toilettet skal i gøre det til noget festligt og sjov. Eksempelvis hoppe og ned, danse en tisse dans og synge ... har tisset på potten jubbiiiiii.
Det vil hun synes er rigtig sjov og vil motivere hende til at gøre det igen. dans og sang gentages næste gang og næste gang.
Kun på hende egen opfordring kan i tale om potten eller toilettet. Det at smide bleen venter i med.
Eksempelvis når hun fortæller jeg at far holder hende når hun sidder på toilettet, kan i svare vil du prøve at sidde på potten? svare hun nej så er det det. Men siger hun ja til bare at sidde der så er det frem med sang og dans.
Held og lykke med det
Hilsen Rikke Rahm
Eksam. Psykoterapeut Rikke Rahm tilbyder individuel-, par- og familieterapi/rådgivning samt Samtalegrupper og workshops for gravide par og samtalegruppe for voksne i sammenbragte familier.