Sagen er den at min kæreste og jeg elsker hinanden ubeskriveligt. Vi har været igennem mange kriser og oplevet ting der har knyttet og stærkt til hinanden. Vi er som en sjæld.. men.. vi kan ikke holde hinanden ud det meste af tiden. Og en sur mand er altså næsten ikke til at holde ud. Nøj hvor kan han blive pigefornærmet, og hvor kan en dårlig stemning i hjemmet tynge længe. Det er jo næste ikke til at bærer. Man føler sig drænet!
Ved bare ikke om vi kan undvære hinanden, men er sikker på at både vi og barn villle kunne trække vejret lettere hvis vi ikke skulle have det sådan her.
Puha hvor kan småting pludselig betyde meget når man bliver forældre. Jeg vil have tvet slukket1 synes ikke baby skal se fjernsyn, jo børnetime når det bliver større, men farmand vil se news osv og have det kørene hele dagen, Jeg vil have barnet for et gdt sprog, men farmand taler så grimt og siger tilmed til baby, far er den bedste bla bla bla mor er dum osv. Far vil have der skal være top clean, men synes der gerne må ligge en lille bunke tøj på bordet, det er bedre at bruge tiden med bebse end at farer rundt og rydde op helee tiden.
Ihh hvor er der bare mange dumme små ting, måske er far og mor for ens, bare med forskellige værdier. Og så alligevel ikke.
Det er sgu svært, skal man gå, skal man ikke. Hvad er bedst for baby, hvad er bedst for os.
En ting er sikkert, baby har godt af at have både sin mor og far lige ved siden af, være en lille kernefamilie, og så alligevel ikke for mor og far køre hinanden trætte.
Kærlighed og forældreskab + små og store skænderier er et meget stort dilemma.
Anmeld
