Kan ikke mere

Hej allesammen...

Ja, ved ikke hvad jeg skal stille op længere, føler alt flyver hen over hovedet på mig og at jeg bare sidder fast i et bundløst hul der fyldes med de tårer der konstant vælter ud af hovedet på mig.

Har haft en helt igennem let og fantastisk graviditet, ingen problemer, ingen kvalme eller sure oplevelser, indtil nu...

I august gik jeg til lægen pga af træthed, det skulle vise sig at jeg var gravid, og at jeg var i blodmangel, så det kom jeg i behandling for og så skulle lægen jo ellers finde ud af hvor langt henne jeg var.
Har haft helt normal mens indtil juni, så han gættede mig til jeg ikke var så langt henne men til den første scanning i august kunne hun så oplyse mig om at jeg var i uge 24.
Siden har de så fulgt mig rimelig tæt, jeg har gået til scanninger hver 14. dag men d. 19 okt opdagede de så på sygehuset at hans vækst gik tilbage, han var kommet 21% bagefter jævnaldrene.
Min verden faldt fuldkommen fra hinanden.

Onsdag skulle vi så til en flow scanning, og min mor var med mig. Troede det ville blive en helt normal dag, vi havde aftalt at skulle ud og shoppe en masse til den lille og bare hygge os rigtig meget, men da vi kom ud fra scanningen sad vi længe og ventede inden vi blev kaldt ind til lægen for at høre hvordan resultatet var og det første der møder mig er en meget alvorlig læge. Derfra står min hjerne af, og hun fortæller at jeg godt kunne indstille mig på måske at blive mor samme dag, flow scanningen havde ikke været spor tilfredsstillende, så da klokken bliver 17 er jeg pludselig indlagt og har allerede fået kørt første CTG på akut afdelingen, som heldigvis ser okay ud, men videre op på fødeafdelingen til en ny CTG som lykkkeligvis også er okay.

Får ikke sovet spor om natten men ligger fuldkommen panisk og vender og drejer mig. Kvinden ved siden af er lige ved at drive mig til vanvid med hendes snorken, sygeplejerskerne konstanten renden for at tage hendes blodtryk og så hendes enorme behov for lys der lyser hele stuen op, alt blev for meget, hylede som en stukken gris fordi jeg intet liv mærkede, var helt sikker på jeg havde mistet min lille dreng og kl. 4 mærkede jeg liv, den største befrielse i hele mit liv.

Torsdag morgen kommer de og kalder mig op til en ny CTG, igen helt fin kurve og jeg kan gå nogenlunde tilfreds ned, og bare vente på at skulle til en ny flow. Heldigvis var resultatet bedre end om onsdagen men de vil beholde mig derinde, okay fair nok, jeg klare mig nok, ingen søvn påvirker slet heller ikke at jeg er ved at falde helt fra hinanden.
Fredag er jeg igen oppe til CTG, og igen en pæn en. Stolt af min lille dreng's hjerte, men da jeg skal ned til scanning er det en overlæge som skal scanne mig. MEGA panik indeni.

Hun begynder og det går så stærkt jeg ikke rigtig kan følge med. Tårene presser sig på i mine øjne flere gange under scanningen og da hun er færdig går hun direkte igang med at overbringe beskeden. Så vidt jeg forstod i min enorme angst og gråd er at jeg har forandringer på moderkagen, mener det var blodårer hun snakkede om, så gør at der er tale om et dicideret vækstproblem, derudover var hun heller ikke tilfreds med mængden af fostervæske hos ham.

Uvisheden er enorm, aner slet ikke hvad jeg skal stille op. Tiggede hende om at måtte komme hjem, ville ikke kunne magte at skulle være inde en nat mere, var nød til at komme hjem til kæresten og sove, hvile mig og finde trøst hos ham. Han er en enorm god støtte for mig, han gør alt for at holde mig glad, men tror bare ikke nogen kan forstå de følelser der raser indeni mig. Den følelse af jeg tager livet af min lille dreng, min guldklump, mit ønskebarn.

Jeg fik lov at komme hjem på halv orlov, på den betingelse at jeg kom ind til CTG både lørdag og søndag, og mødte op igen mandag, sikkert til indlæggelse igen. Og at jeg ville holde mig i fuldkommen ro, intet lave overhovedet! Og hvor er det svært bare at sidde på sin flade, se alle andre passe deres liv mens jeg intet kan. Dur ikke til at holde mig i fuldkommen ro, er så rastløs at jeg snart kunne rasle fra hinanden.

Dagens CTG virkede umiddelbart okay, dog kom en af sygeplejerskerne hen til mig efter en læge havde kigget på resultatet og spurgte om jeg oplevede flere spændinger i maven, godt nok er de lidt stærkere end normalt men det kun når junior mosler lidt rundt, så jeg fik lov at gå.

Undskyld det er så rodet, og ja, har sikkert glemt halvdelen og nævnt ting flere gange, og ved egentligt ikke hvad jeg vil med tråden, bare have en masse ud. Er så bange for hvad der skal ske, og ikke ske.

Anonym skriver:

Hej allesammen...

Ja, ved ikke hvad jeg skal stille op længere, føler alt flyver hen over hovedet på mig og at jeg bare sidder fast i et bundløst hul der fyldes med de tårer der konstant vælter ud af hovedet på mig.

Har haft en helt igennem let og fantastisk graviditet, ingen problemer, ingen kvalme eller sure oplevelser, indtil nu...

I august gik jeg til lægen pga af træthed, det skulle vise sig at jeg var gravid, og at jeg var i blodmangel, så det kom jeg i behandling for og så skulle lægen jo ellers finde ud af hvor langt henne jeg var.
Har haft helt normal mens indtil juni, så han gættede mig til jeg ikke var så langt henne men til den første scanning i august kunne hun så oplyse mig om at jeg var i uge 24.
Siden har de så fulgt mig rimelig tæt, jeg har gået til scanninger hver 14. dag men d. 19 okt opdagede de så på sygehuset at hans vækst gik tilbage, han var kommet 21% bagefter jævnaldrene.
Min verden faldt fuldkommen fra hinanden.

Onsdag skulle vi så til en flow scanning, og min mor var med mig. Troede det ville blive en helt normal dag, vi havde aftalt at skulle ud og shoppe en masse til den lille og bare hygge os rigtig meget, men da vi kom ud fra scanningen sad vi længe og ventede inden vi blev kaldt ind til lægen for at høre hvordan resultatet var og det første der møder mig er en meget alvorlig læge. Derfra står min hjerne af, og hun fortæller at jeg godt kunne indstille mig på måske at blive mor samme dag, flow scanningen havde ikke været spor tilfredsstillende, så da klokken bliver 17 er jeg pludselig indlagt og har allerede fået kørt første CTG på akut afdelingen, som heldigvis ser okay ud, men videre op på fødeafdelingen til en ny CTG som lykkkeligvis også er okay.

Får ikke sovet spor om natten men ligger fuldkommen panisk og vender og drejer mig. Kvinden ved siden af er lige ved at drive mig til vanvid med hendes snorken, sygeplejerskerne konstanten renden for at tage hendes blodtryk og så hendes enorme behov for lys der lyser hele stuen op, alt blev for meget, hylede som en stukken gris fordi jeg intet liv mærkede, var helt sikker på jeg havde mistet min lille dreng og kl. 4 mærkede jeg liv, den største befrielse i hele mit liv.

Torsdag morgen kommer de og kalder mig op til en ny CTG, igen helt fin kurve og jeg kan gå nogenlunde tilfreds ned, og bare vente på at skulle til en ny flow. Heldigvis var resultatet bedre end om onsdagen men de vil beholde mig derinde, okay fair nok, jeg klare mig nok, ingen søvn påvirker slet heller ikke at jeg er ved at falde helt fra hinanden.
Fredag er jeg igen oppe til CTG, og igen en pæn en. Stolt af min lille dreng's hjerte, men da jeg skal ned til scanning er det en overlæge som skal scanne mig. MEGA panik indeni.

Hun begynder og det går så stærkt jeg ikke rigtig kan følge med. Tårene presser sig på i mine øjne flere gange under scanningen og da hun er færdig går hun direkte igang med at overbringe beskeden. Så vidt jeg forstod i min enorme angst og gråd er at jeg har forandringer på moderkagen, mener det var blodårer hun snakkede om, så gør at der er tale om et dicideret vækstproblem, derudover var hun heller ikke tilfreds med mængden af fostervæske hos ham.

Uvisheden er enorm, aner slet ikke hvad jeg skal stille op. Tiggede hende om at måtte komme hjem, ville ikke kunne magte at skulle være inde en nat mere, var nød til at komme hjem til kæresten og sove, hvile mig og finde trøst hos ham. Han er en enorm god støtte for mig, han gør alt for at holde mig glad, men tror bare ikke nogen kan forstå de følelser der raser indeni mig. Den følelse af jeg tager livet af min lille dreng, min guldklump, mit ønskebarn.

Jeg fik lov at komme hjem på halv orlov, på den betingelse at jeg kom ind til CTG både lørdag og søndag, og mødte op igen mandag, sikkert til indlæggelse igen. Og at jeg ville holde mig i fuldkommen ro, intet lave overhovedet! Og hvor er det svært bare at sidde på sin flade, se alle andre passe deres liv mens jeg intet kan. Dur ikke til at holde mig i fuldkommen ro, er så rastløs at jeg snart kunne rasle fra hinanden.

Dagens CTG virkede umiddelbart okay, dog kom en af sygeplejerskerne hen til mig efter en læge havde kigget på resultatet og spurgte om jeg oplevede flere spændinger i maven, godt nok er de lidt stærkere end normalt men det kun når junior mosler lidt rundt, så jeg fik lov at gå.

Undskyld det er så rodet, og ja, har sikkert glemt halvdelen og nævnt ting flere gange, og ved egentligt ikke hvad jeg vil med tråden, bare have en masse ud. Er så bange for hvad der skal ske, og ikke ske.

først

puuha det lyder ellers som noget af en omgang, jeg er sikker på bettemanden har det fint du skal nok klare dig, men kan godt forstå du rundt på gulvet!

Hvor langt henne er du nu?

Tænker lidt at du ikke skal være så nervøs for jeg er ikke et sekund i tvivl om at de ville tage ham ud hvis det var nødvendigt..

Men føj hvor må det være hårdt.. sender dig et KÆMPE kram

Jeg er 33+3 henne idag, men ja han skal nok komme ud hvis hans forhold forringes, denne afslutning er bare alt andet end hvad jeg havde forestillet mig.

Vil ikke have kejsersnit, men klare han ikke stress testen når/hvis det bliver aktuelt, er jeg tvunget til det.

Kære kommende mor

Først sender jeg dig en masse kærlige tanker.

Det er bestemt ikke sjovt, når noget ikke går som det lige præcis skal i løbet af ens graviditet.

Jeg blev selv mor den 22. august 2011 til den skønneste, lille prins.

Inden jeg blev gravid med Zander havde jeg/vi desværre en Missed Abortion. Dvs. der var desværre ikke et lille hjerte der slog, da vi skulle til nakkefoldscanningen, MEN så var vi så heldige, at jeg blev gravid igen halvanden måned efter (November 2010, hvor vi så fik Zander i august 2011.)

Jeg ved godt, at det heldigvis ikke er det samme, du er igennem nu, men jeg vil bare fortælle dig, at jeg godt ved, hvordan det er, når der sker noget uventet.

Da jeg blev gravid igen, var jeg stort set bange for at noget skulle gå galt næsten hver dag.

Jeg havde en foranliggende moderkage med Zander. Heldigvis lå den ikke så langt nede, at jeg ikke kunne føde normalt, men den medvirkede til, at jeg havde svært ved at mærke liv. Dette gjorde selvfølgelig, at jeg stort set under hele graviditen var MEGET nervøs, da det nu ikke gik som det skulle første gang.

Det korte af det lange er dog, at jeg præcis ved, hvordan du har det mht. at være bange for, hvad der skal ske og om alt nu er som det skal med bettemanden.

Jeg rendte selv til at masse CTG`er pga. at jeg havde sværere ved at mærke liv, og heldigvis var de (ligesom dine) også som de skulle være.

Jeg sender dig en masse positive tanker, og håber at alt kommer til at gå som det skal, når det stor øjeblik kommer, så du kan få din lille prins i armene. 

De kærligste tanker fra mig til dig

Årh det lyder hårdt!!! Kæmpe kram til dig! 

Kære Ano

Det du gennemgår lige nu er så psykisk belastende, at det ikke er til at beskrive.

Jeg forstår fuldt ud, at du er ved at brænde helt sammen.

Heldigvis er du nu så langt henne, at han vil kunne overleve, hvis fødslen skal sættes i gang. Og det er jo positivt.

Jeg forstår også godt, at du ønsker dig en normal fødsel og ikke kejsersnit. Jeg kan selv huske, at jeg tænkte jeg ville være enormt ked af det, hvis jeg skulle ende ud i akut kejsersnit.
Men når det så er sagt er det ikke fødslen, men resultatet der er målet.
Jeg ved godt det er en ringe trøst for dig pt. Men det vigtigste er at du får en sund og rask dreng.

Selvom han ikke har de optimale vækstbetingelser i din livmoder trives han tilsyneladende så meget, at de indtil videre lader ham blive derinde, dog under skarp kontrol.

Jeg håber det bedste for jer og krydser for en vellykket fødsel og at du snart kan ligge dette helvede bag dig og bare nyde din lille guldklump.

Tak for jeres søde ord. Burde være glad, men ja, overskudet er der bare ikke til det.

Ved godt at hvis han slet ikke trives ville de tage ham ud, så burde være glad for dennne positive besked, men den løfter bare ikke humøret spor. Min mor prøver os konstant bare at se alt fra den lyse side, men får bare mere lyst til at kvæle hende når hun starter op, fordi hun bevæger sig så langt væk fra hvad det egentligt er jeg selv føler og oplever.

Jeg ved godt, at der ikke er nogle ord, der kan trøste eller berolige dig lige nu. Du er bliver højst sandsynligt først rolig igen, når du får bettemanden op at ligge på maven efter en forhåbentlig normal fødsel, og du får at vide at han er en sund, rask og velskabt lille dreng. - Før var jeg heller ikke rolig, da jeg ventede Zander, selvom diverse scanninger både på sygehuset og scanninger på en privatklinik viste at alt var i sin skønneste orden.

Men har vel altid den der tanke: "Tænk nu hvis.." men heldigvis ender de fleste graviditeter jo med et positivt resultat.

Ønsker dig det bedste!

Tanker herfra