Trist og frustreret... what to do?

Jeg beklager hvis dette indlæg bliver lidt langt, jeg skal prøve at gøre det overskueligt.

Min mand og jeg har været sammen i 6 år nu med de normale op og nedture man har i et forhold. Han har fra starten været til kernefamilie og har hele tiden vidst at han ville have børn, hvor jeg var mere en fri type der havde lidt svært ved tanken om at binde mig.

Men vi blev forelskede, gift og nu venter vi barn - jeg er snart 30 uger henne og vi glæder os begge rigtig meget.

Min mand går meget op i min graviditet, han er opmærksom på mig og på babyen i maven og han elsker at tage med til jordemoder og scanninger, så det er jo rigtig dejligt.

Men...

Der er bare så mange ting der halter i vores forhold. Jeg føler at jeg skal lave det meste herhjemme; oprydning, tøjvask osv. mens han stort set aldrig gør noget af sig selv men altid skal sættes igang. Han er fyldt 30 år, og alligevel smider han sit tøj på gulvet og han rydder aldrig op efter sig selv når han har spist eller lavet mad.

Alligevel brokker han sig hvis han synes det roder eller hvis han ikke har rent tøj. Han siger at han ikke bliver sur på mig, da han godt ved at det er vores fælles ansvar, men samtidig gør han ikke noget ved det og jeg føler mig som en dårlig kone hvis jeg ikke konstant holder det pænt, men samtidig er jeg vred over hans dovenskab. Når han står op (han arbejder nat) ligger han på sofaen og ser film det meste af tiden inden han skal på arbejde igen - med mindre han får en idé om noget han gerne vil lave (interesser/hobbyer - aldrig praktiske ting).

Vores sexliv er nærmest ikke-eksisterende. Det var sløvt før jeg blev gravid, men i de snart 30 uger jeg har været gravid har vi haft sex 2 gange 

Det er bestemt ikke min lyst der mangler noget, og han har ikke på noget tidspunkt ytret at han synes jeg er usexet eller at der skulle være noget galt med mig eller min gravide mave. Jeg føler mig bare i forvejen meget tyk og usexet, og det hjælper ikke at man slet ikke bliver bekræftet. 

Det er ikke engang bare sex, men i det hele taget savner jeg fysisk kontakt; nusseri, kys osv. 

Jeg ved at jeg er nødt til at tage snakken med ham, og jeg ved at det bliver svært bare at komme igang, for han er typen der ikke selv ser (eller vil se) problemerne men mener at jeg har for mange bekymringer... Hver gang jeg kommer ind på hvad jeg er utilfreds med i vores liv/forhold, så lukker han lidt af og man skal nærmest hive en reaktion ud af ham.

Og så får jeg at vide at jeg er pessimistisk, at jeg bekymrer mig for meget og at jeg skal lære at være mere positiv. Han erkender simpelthen ikke at jeg vitterligt er ked af det og at jeg er bekymret for mig selv og vores fremtid sammen 

Hvordan får jeg taget hul på det?

Hvordan kan jeg få starten samtalen uden at smide en masse bebrejdelser efter ham?

For jeg ved at hvis jeg bare starter med at sige at jeg er utilfreds med dét og dét, så vil han lukke af eller blive irriteret...fair nok, jeg gider heller ikke at få smidt en masse bebrejdelser efter ham - jeg vil rigtig gerne kommunikere stille og roligt uden at vi behøver at skændes eller kaste skyld efter hinanden.

Øv, hvor er jeg bare ked af det for tiden  På et tidspunkt der burde være den gladeste i mit liv.

Det skal lige tilføjes at vi havde en mini-krise for lidt over et år siden. Jeg havde taget ham i en en ret hed sex-snak med en ekskæreste han havde mens han boede i udlandet - den handlede om at de savnede at have sex med hinanden og han skrev bl.a. at han aldrig ville være sin kone (mig) utro, men havde han ikke været gift ville han fluks være hoppet i seng med hende.

Det sårede mig naturligvis enormt meget, selvom hun bor mange mange hundrede kilometer væk og ikke er en "reel trussel" mod vores forhold, så nager det mig at han stadig (knap 7 år efter) har disse tanker i forhold til hende.

Han undskyldte mange gange og vi fik snakket om det stille og roligt, men jeg har været lidt paranoid siden og er blevet mere usikker på mig selv - især fordi vores sexliv har været så dødt som det har været de sidste par år 

Før jeg blev gravid havde vi højst sex én gang om måneden... Og så er det bestemt ikke sjovt at høre ham snakke sex med en ekskæreste 

Har desværre ingen gode råd eller kloge ord. men ville ikke forlade uden

lyder som en hård nød at knække i et forhold... den der med tillid er bare så svær... når først tilliden er brudt er det bare sååå svært o (om ikke umuligt - er det for mig) at opbygge til personen igen.

Skriv de her ting ned til ham i et brev, så han i ro og mag kan læse det, uden at du puster ham i nakken. Gå en tur imens. Hygge med en biograftur eller andet. Nogen gange skal de have lov til at fordøje det inden de reagerer og så kan han også rase lidt af inden i sætter jer og snakker om tingene...

En ting jeg bed mærke i var at du føler dig som en dårlig kone hvis der ikke er pænt For mig betyder det at du skal slække en anelse på dine forventninger til dig selv - specielt når der kommer en lille en lige om lidt.

Lige hvordan du skal tage hul på snakken med ham - det ved jeg ikke. Men måske ved at fortælle ham hvordan du har det. Ikke jeg er træt af at du smider dit tøj på gulvet osv. Men jeg bliver stresset af at der roder i hjemmet. Jeg vil gerne have at du hæjlper mig til at stresse lidt mindre ved at samle dit vasketøj op. Og så måske købe en lille vasketøjskurv til det rum hvor tøjet lander (Vi har lige givet vores knægt på 5 en kurv til hans værelse - og det har hjulpet. Nu er det kun på hans værelse han tager tøjet af og det lander sørme i kurven. Men har får så også en stjerne for det )

Bare en tanke

Kris89 skriver:

Har desværre ingen gode råd eller kloge ord. men ville ikke forlade uden

lyder som en hård nød at knække i et forhold... den der med tillid er bare så svær... når først tilliden er brudt er det bare sååå svært o (om ikke umuligt - er det for mig) at opbygge til personen igen.

Tak skal du have - det varmer 

Ja, den med tilliden er svær... Vi tog diskussionen stille og roligt den aften jeg havde taget ham i sex-snakken med ekskæresten, og jeg var egl. stolt af mig selv over at have reageret uden at råbe, skrige eller kaste med ting. 

2 dage senere fik jeg så en lidt voldsom forsinket reaktion hvor jeg fik mig en ordentlig tudetur og vi fik snakket lidt mere. Derefter har jeg ikke haft emnet taget op, og jeg tog beslutningen om at komme videre - men usikkerheden sidder stadig i mig 

Leneur skriver:

Skriv de her ting ned til ham i et brev, så han i ro og mag kan læse det, uden at du puster ham i nakken. Gå en tur imens. Hygge med en biograftur eller andet. Nogen gange skal de have lov til at fordøje det inden de reagerer og så kan han også rase lidt af inden i sætter jer og snakker om tingene...

Tak for svar 

Ja, jeg har også overvejet dét med brevet, og så give ham nogle timer til at læse det og finde ud af hvad han vil sige til det.... Og så tage samtalen når han har haft tid til at tænke over tingene.

Det er bare så svært at få begyndt og der er så mange ting jeg gerne vil have med. Men det kan godt være at det ender med brev-metoden da jeg har tænkt på det flere gange 

Jeanne skriver:

En ting jeg bed mærke i var at du føler dig som en dårlig kone hvis der ikke er pænt For mig betyder det at du skal slække en anelse på dine forventninger til dig selv - specielt når der kommer en lille en lige om lidt.

Lige hvordan du skal tage hul på snakken med ham - det ved jeg ikke. Men måske ved at fortælle ham hvordan du har det. Ikke jeg er træt af at du smider dit tøj på gulvet osv. Men jeg bliver stresset af at der roder i hjemmet. Jeg vil gerne have at du hæjlper mig til at stresse lidt mindre ved at samle dit vasketøj op. Og så måske købe en lille vasketøjskurv til det rum hvor tøjet lander (Vi har lige givet vores knægt på 5 en kurv til hans værelse - og det har hjulpet. Nu er det kun på hans værelse han tager tøjet af og det lander sørme i kurven. Men har får så også en stjerne for det )

Bare en tanke

Tak for svar 

Ja, jeg ved det godt; at jeg skal passe på med for høje forventninger til mig selv... 

Jeg er på ingen måder perfektionist og kan sagtens selv være et rodehoved, men jeg er blevet meget bedre og jeg synes slet ikke at han er "fulgt med" på dét område der hedder at rydde op og at tage ansvar.

Det er usikkerheden i mig der kommer frem gennem den dårlige samvittighed når der roder i huset. Så begynder jeg at spekulere over om han synes jeg er sjusket og om jeg er doven 

---Selvom jeg udemærket er klar over at jeg er den der laver mest herhjemme. Jeg er mest af alt bange for at han skal se mig som "konen derhjemme" (især når jeg snart skal på barsel) og at han vil miste interessen i mig som "kæreste/partner" når jeg hele dagen er omgivet af bleer, sutteflasker og med gylp på tøjet 

Har virkelig en stor frygt for at ende som den kedelige husmor i joggingtøj og evigt morgenhår og er bange for at han skal se mig sådan og ikke som én han tænder på.

Og ja, snakken skal tages...for 117. gang. Jeg er bare så ked af at det er nødvendigt igen, for jeg har ikke lyst til at være hende den sure der altid brokker mig over vores liv. Jeg er træt af at være trist og negativ og jeg vil så gerne kunne tage denne snak uden at vi behøver at blive sure på hinanden.

Derfor har du helt ret i at jeg skal gribe det an på den rigtige måde uden bebrejdelser og beskyldninger - det er bare så hulens svært når jeg netop synes det først og fremmest er ham der skal oppe sig 

Og ang. vasketøjet... vi har en vasketøjskurv i soveværelset og én i gangen - alligevel smider han det på gulvet i soveværelset eller på gulvet i badeværelset 
Vores badeværelse er for småt til at vi har plads til en kurv derude, men den kurv der står i gangen står lige uden for badeværelsesdøren... Det er bare en dårlig vane fra hans side