Anonym skriver:
Jeg skriver anonymt fordi jeg har det meget svært med denne beslutning, føler jeg gør noget forkert, det er skrammende og er i tvivl om det er det rigtige.
Jeg føler at jeg er nødsaget til at gå fra min kæreste.
Han har altid været lidt hidsig i det, men det er get op for mig nu, at det ikke kun er mig det går ud over. Det har lige taget mig en time at trøste mit barn efter hans far har råbt og skriget og teet sig inden han tog afsted i skole. Årsagen var, at jeg havde tænt ovnen for at varme rester fra igår. Han havde så ikke gjort den ren efter maden igar så den lugtede lidt da den blev varm.
Han bliver sur over sådanne småting flere gange om dagen, ja selv hunden piv i lang tid efter han var gået.
Han har tidligere sagt jeg bare kan gå, hvis jeg kan undvære vores barn, hvilket jeg ikke kan.
Når han kører sådan på mig hver dag, så bliver jeg i tvivl om det er mig der er forkert og om jeg overhovede vil kunne klare at være alene med mit barn. Og bliver så bange for om det er muligt for ham at tage barnet fra mig som han truer med.
Det ser ud på papir som om han har været med i alt fra starten, da jeg har bedt ham om at være med ved skanninger og sundhedsplejerske osv. Men bag faceden har han ikke være så interesseret. Han gad aldrig mærke på min mave når barnet sparkede, blev sur når jag købte babyudstyr og har sågar sagt at han ville slå mig da jeg var gravid. Da jeg var i uge 20 og han havde set barnet på diverse skanninger (nf, kønsskanning, md) sagde han at han ville have jeg skulle have en abort.
Jeg ved godt i vil sige hvordan jeg kunne finde på at få barn med sådan en. Og ja jeg har fundet ud af det var dumt, men vil og kan ikke lave det om. Jeg kunne jo godt håndtere det da det bare var mig og ham, men kan ikke have at det påvirker mit barn på den måde.
Han siger også hver gang barnet græder at det er fordi jeg gør det og det forkert.
Den anden dag lå barnet på sofaen, ret yderligt synes jeg, jeg bedte ham om enten at holde en hånd på eller flytte ham længere ind, dertil svarede han "børn har godt af nogen knops, han dør j ikke af det" Barnet er 5 mdr. Jeg forstår ikke hvordan han kan tænke sådan.
Han har meget svært ved at sætte egne behøv til side for barnet. Som f.eks. han vil hve lov at råbe færdig selvom barnet græder. Han skældte ud hver gang jeg ammede, hvilket måske har været med til barnet er blevet flaske barn. For jeg kunne simpelhen ikke konsentrare mig om at blive råbt af samtidig.
Han har selvfølgelig også gode sider, ellers var vi jo ikke sammen, men det går bare ikke mere.
Er der nogen der kan svare mig på, hvor stor er risikoen for at han får vores barn? Og kan alle klare at være enlig mor? Er det overhovedet rigtig af mig at sige stop nu?
du vil få jeres barn...man vil ikke vælge tage et barepå under 3 år fra sin mor med mindre hun er psykisk syg eller misbruger eller ligende...
