som nogen måske kan huske, har jeg jo været igennem en ret turbulent sensommer/efterår indtil nu. Jeg tabte jo min spiral og blev gravid som følge, og ja, måtte jo så vælge en abort, - rigtigt, rigtigt æv.
Det er så overstået nu, det har kostet spandevis af tårer, men nu, hvor hormenerne også er ude af kroppen, er det hele noget nemmere.
Da jeg blev scannet før aborten mente overlægen at jeg havde en polyp i livmoderen, så jeg skulle ind til endnu en forundersøgelse til at få den fjernet igår, 1 mnd efter aborten. Det var total nedtur at skulle gå og spekulere på at skulle i fuld narkose og igennem det også, men det viste sig så, at der altså ikke var nogen polyp alligevel. Så hvad den kære overlæge lige har set derinde, er jo ikke godt at vide. Læge nummer to, der scannede mig igår, lagde så den nye spiral, en hormon en, op med det samme, og av, jeg forstår bedre, hvorfor man normalt får dem lagt op unden mens, mens livmoderen er lidt åben. Er godt nok øm i de nedre regioner idag... 
Nå, men summa summarum er altså at tingene er sådan ca normale igen. Min far, som blev erklæret terminal med kræft i sommers, har det også bedre. Jeg syntes det har været enormt hårdt at skulle forholde mig til hans sygdom og, måske, snarlige død.
Men som jeg har gået og moret mig lidt over efterfølgende, - at hvis man tror man har problemer og har det hårdt, så skal man alligevel huske at være lidt taknemmelig for den lille bunke problemer, man har, - for der kan saaaaagtens komme en bunke til flyvende og ligge sig ovenpå... 
