Nangijala

Er jeg den eneste, som bliver ramt helt ind i den fjerneste afkrog af hjertet af denne sang:

http://www.youtube.com/watch?v=wZTzjDSS964

Jeg er normalt ikke kæmpe Rasmus Seebach fan, og har aldrig oplevet, at jeg skal kæmpe mod tårerne, når jeg hører en sang, men den her bringer virkelig tårerne frem. Vi hørte den i aftes under madlavningen, og det var da heldigt jeg stod og skar løg, så jeg havde en undskyldning for de rendende øjne!

Den er skrevet ifb. med hans arbejde i Børnecancerfonden, og tanken om, at det kunne være mig, der en dag skulle fortælle mine børn, at vi ses på den anden side - og det ikke er mig der skal afsted - rammer mig på det ømmeste punkt af alle: angsten for at miste mit barn.  Puha!

Stjernestoev skriver:

Uha, den er smuk ja. Men den får ikke følelserne frem i mig på samme måde, som historien om Brødrerne Løvehjerte. Måske er det fordi jeg har så meget kærlighed til historien, og synes den er så betydningsfuld, at jeg ikke synes den skal pilles ved.

Uha, jeg tudede mange gange som barn til Brødrene Løvehjerte - både når mine forældre læste den højt, og da jeg selv kunne læse den.

Historien er absolut smuk, og tror jeg kobler det på en anden måde - Nangijala er et ufatteligt smukt sted, som kun Astrid Lindgren kan beskrive, men når nogen rejser dertil, er der også nogen der mister - og det er miste-delen, der rammer mig. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men denne sang trykker virkelig på miste-knappen, og at miste mine børn er mit, som vel alle forældres, værste mareridt.

Anonym skriver:

Er jeg den eneste, som bliver ramt helt ind i den fjerneste afkrog af hjertet af denne sang:

http://www.youtube.com/watch?v=wZTzjDSS964

Jeg er normalt ikke kæmpe Rasmus Seebach fan, og har aldrig oplevet, at jeg skal kæmpe mod tårerne, når jeg hører en sang, men den her bringer virkelig tårerne frem. Vi hørte den i aftes under madlavningen, og det var da heldigt jeg stod og skar løg, så jeg havde en undskyldning for de rendende øjne!

Den er skrevet ifb. med hans arbejde i Børnecancerfonden, og tanken om, at det kunne være mig, der en dag skulle fortælle mine børn, at vi ses på den anden side - og det ikke er mig der skal afsted - rammer mig på det ømmeste punkt af alle: angsten for at miste mit barn.  Puha!

HELT ENIG men syntes nu at mange af RS nummer rører mig :-)

smuk sang som virkelig også røre mig.... også programmet "klovn for livet" fra skejby børnekræft afdeling, jeg græd fra ende til anden...