Vi har flyttet to gange med små. Første gang var de 1 og 3 år ca nu netop var de 2 og 4 år.
Det vi har gjort er at tage dem med at se på det nye sted et par gange først. Ikke noget stort postyr mere noget i stil med "Vi skal lige sætte et par kasser fra os". Så har de løbt lidt rundt og set sig om i fem minutter, og vi har lige sagt til dem, at "om et stykke tid skal vi tage vores ting med os, og så skal vi bo her, og I skal sove på DET rum." Og så er vi kørt igen. Samme procedure næste gang. Og så ca tre dage før er vi begyndt at forberede den store med at fortælle ved morgenbordet at "på lørdag skal vi flytte til det nye hus. Så skal vi have sengene og vores ting med os, så lørdag aften skal vi sove i det nye hus." Det er så blevet gentaget hver morgen frem til flyttedagen.
Jeg tror, det er ret vigtigt, ikke at lave et stort nummer ud af det. De skal vide, at det skal ske, men at det ikke er noget dramatisk, som man skal være bange for.
Den første gang vi flyttede med dem, blev de passet, mens det stod på. Den anden gang måtte vi have dem med. Den store var SÅ stolt, at hun også kunne være med og bære nogen ting. Den lille var mere optaget af lastebilen.
Det første vi gjorde var at skrue deres senge sammen og rede dem op. Så legede de på rummet, mens vi ordnede andre ting. Før de skulle i seng, viste jeg dem, hvor vi skulle sove, så de kunne finde os, hvis de vågnede om natten, og så fulgte vi ellers alle vores almindelige rutiner. Igen så lidt dramatisk som mulig.
De har også hele tiden gået i samme vuggestue/børnehave, netop for at beholde mest mulig af hverdagen uændret.
Mandag morgen fortalte 4-åringen stolt i børnehaven, at nu bor hun i et rødt hus! (det forrige var gult....). Og det var det. Vi har ikke oplevet nogen tydelig reaktion bagefter. Det ville sikkert være anderledes, hvis de havde måttet skifte institution i tillæg.
Til lykke med huset! Jeg er sikker på, at jeres søn kommer til at takle det helt fint!
