Jeg er helt vild træt af den sygdom. Jeg er frustreret... Den sygdom har taget min skønne svigermor. Den har taget det meste af vores forhold - endda vores meget velfungerende forhold til hinanden.
Jeg elsker min svigermor som min egen mor, men for et par år siden, fik hun panikangst. Og nej hvor er det en svær sygdom, at være pårørende til.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg savner min svigermor og børnene savner deres farmor og farfar.
Jeg kan ikke forstå den sygdom. Hu er selvfølgelig på medicin og får psykologhjælp, men hun kan ikke magte at være sammen med os - den nærmeste familie, men hun kan godt servere til store koncerter, gå på arbejde (hvor hun arbejder med psykisk syge mennesker) eller handle i Bilka og Ikea. Jeg kan ikke forstå, hvorfor hun så ikke kan komme og besøge os ell være sammen med os, som hun plejede før i tiden.
Før i tiden var på på lige med mine forældre. Jeg skiftete ligeværdigt imellem farmor og mormor ved pasning af vores børn og vi skiftede til at have dem nede og spise. De kom forbi mindst 1 gang om ugen og var virkelig en del af vores hverdag.
Jeg savner min dejlige svigermor og jeg føler mig magtesløs og frustreret.
Jeg kan igenting og forstår åbenbart heller ingenting...... 
Anmeld
