Hjælp mig lige...

Godaften de Damer!

Åh hvor har jeg haft lyst til at lave dette indlæg "længe".

Min datter bliver 2 år om små 14 dage, og det kan virkelig mærkes. Hun er begyndt selv at ville, gøre alt modsat, være "flabet" prøve grænser, sige det er min til ALT, råbe og slå ud efter os. Og er i den grad også blevet strid overfor vores kat. Hun gør alt hvad hun kan for at skræmme livet af den. (og det er bare IKKE okay, for os)

Jeg synes det er mega hårdt, at skulle "skælde" ud hele tiden og sige "Det er ikke okay, hvis du gør det igen kommer du ned fra bordet" osv osv. Når vi "skælder" hende ud, - siger til hende i en bestemt tone at nu kan det være nok, sidder hun bare og smiler eller griner os ind i hovedet, og siger "nej,nej" der går 2 sek så gør hun det hun lige havde gjort igen, og så siger vi at nu må hun lige ind i vores værelse og sidde lidt. Så går hun helt i baglås, og siger nej,nej,nej er sød nu. Men vi holder jo fast i at hun skal ha den timeout, fordi grænsen er blevet overskredet. Så lukker vi døren, og tæller til 10, åbner og spørg om hun kan være sød nu og høre efter , og så kommer hun ud, og er sød i måske en halv time, så har hun fundet på noget nyt, vi så skal til at skælde ud om! JEg synes det er så trist, at skulle blive sur på hende. Men hun skal jo også lære, at visse ting er IKKE okay!

Jeg mangler bare noget inspiration fra jer der har være denne fase igennem, om hvad gør/gjorde i? Giver i timeout? hvordan får i dem til at høre efter? 

HJÆLP!

Puha, jeg følger lige med.
Du har jo lige beskrevet hvordan min dag har været, med min søn  

DortheSimonsen skriver:

Puha, jeg følger lige med.
Du har jo lige beskrevet hvordan min dag har været, med min søn  

Årh, det er så hårdt synes jeg. Min datter er altid fuld af højt humør, men imellem disse skønne stunder, så bliver hun sgu så strid, at jeg bliver helt ked indeni.! Har jo ikke lyst til at skælde ud, men ved godt at det er nødvendigt at hun skal vide hvor grænsen går.

Jeg arbejder selv i vuggestue, og mit barn skal aldrig blive en af dem, hvor man bare kan se at der ingen grænse bliver sat. Og at barnet ikke ved hvad det må og ikke må, og når det så får et nej, bryder verden sammen fordi de ikke får nej derhjemme!

Ved jo inderst inde godt at det er helt normalt, her omkring 2 års alderen, det der sker med hende lige nu, men mangler skisme nogle ideer til hvordan man skal tackle det, når hun ligefrem griner mig ind i hovedet, eller gør de modsatte af hvad hun bliver bedt om!

I dagplejen er hun begyndt at være efter den mindste, slår ud efter hende, og "bestemmer" hvad hun skal lege med. Det er hårdt når man henter og får at vide, hun har været lidt strid. For sådan er hun jo ellers ikke! 

SLET INGEN, der har været dette igennem?

Kan desværre ikke komme med nogen råd men følger lige med for vores datter er lige ved at være hvor din er nu Så tænkte at vi måske også kunne få nogle gode råd til hvordan man tackler dén...

Er dog sikker på at det "bare" er en fase som alle vores små poder skal igennem men dermed ikke sagt at det ikke er hårdt mens det står på så du får lige et knus med på vejen

Sasja77 skriver:

Kan desværre ikke komme med nogen råd men følger lige med for vores datter er lige ved at være hvor din er nu Så tænkte at vi måske også kunne få nogle gode råd til hvordan man tackler dén...

Er dog sikker på at det "bare" er en fase som alle vores små poder skal igennem men dermed ikke sagt at det ikke er hårdt mens det står på så du får lige et knus med på vejen

Følg endelig med, måske vi er heldige at nogen har erfaringer med hvordan de bedst tacklede dette! Hvad gør i når jeres datter er denne situation? 

hmm, ja min søn er 3 år her om lidt. men der har det med værelset virkede. jeg har gjort det jeg har sat et ægge ur til 2 min 1 min per år.

min tanke er at det er forkort tid i giver hende, da 10 sek ikke er nogen straf. og hun når ikke at falder ned og tænke over hvad hun har gjort.

hvis hun forlader værelset, er det forfra med 2 min.

hvis i ikke vil bruge værelset, kan man sætte hende på en stol meed hovedet ind mod en mur. så det er godt kedeligt.

min søn havde det meget med at blive vildt hysterisk og skreg i vilden sky når der var noget der ikke passet ham, så fik han af vide at han kunne gå ind på værelset, han måtte gerne være sur, men jeg ville ikke hører på det.  tilsidst gik han selv på værelset når han blev sur.

i dag har jeg slet ikke samme problemer med ham. han får af vide at han skal stoppe også for det meste stopper han.

men jeg ville prøve og sætte tiden op til 2 min. hvis jeg var dig

Malli skriver:

Følg endelig med, måske vi er heldige at nogen har erfaringer med hvordan de bedst tacklede dette! Hvad gør i når jeres datter er denne situation? 

Når hun laver noget hun ikke må så forsøger vi at aflede hendes opmærksomhed såsom: Jeg vil ikke have at du leger med fjernbetjeningerne, kom her så kan vi lege med dit tesæt/bil/ etc...

Men når det ikke virker og hun bliver ved med noget hun ikke må så fjerner vi hende fysisk fra tingene og så er det at hun kan flippe skråt og så begynder hun at græde sådan en rigtig hidsig gråd over at hun ikke må det vi nu har fjernet hende fra. I det tilfælde forsøger vi egentlig først at nå ind til hende ved at tale roligt til hende men det er sjældent det hjælper så i stedet så sætter jeg mig ned ved siden af hende og venter til hun har grædt færdig. Og i nogle tilfælde hvis hun er rigtig strid så "udelukker" jeg hende fra fællesskabet. F.eks hvis hun har været efter katten eller hvis hun slår mig gentagne gange hvor jeg først har forsøgt f.eks at sige " nej jeg vil hellere have et kram" Der kan hun nemlig også godt blive rigtig tosset og begynde at græde hvis ikke hun får lov til at drille katte eller får lov at klaske mig på kinden...

Man siger jo at når de er så små så forstår de ikke et nej endnu men bare at der kommer en reaktion så det er om at fjerne fokus men der er altså ikke altid at det hjælper og der er det at jeg bruger den med at udelukke hende fra fællesskabet ved simpelthen at vende ryggen til hende og sige at jeg bliver ked af det når hun gør sådan det vil jeg ikke have så hun kan komme når til mig når hun er god igen. Jeg forlader hende aldrig så hun ikke kan se mig! Hun kan altid se mig så hun ikke føler sig helt forladt.

Det blev lidt langt....men gav det mening?

Du beskriver fuldstændig min dag..

Herhjemme er hver dag også sådan, og hold op hvor bliver man udmattet af at være en møgsur mor hverdag, som savner den lille glade pige man havde før hun nærmede sig de to år.

Sasja77 skriver:



Når hun laver noget hun ikke må så forsøger vi at aflede hendes opmærksomhed såsom: Jeg vil ikke have at du leger med fjernbetjeningerne, kom her så kan vi lege med dit tesæt/bil/ etc...

Men når det ikke virker og hun bliver ved med noget hun ikke må så fjerner vi hende fysisk fra tingene og så er det at hun kan flippe skråt og så begynder hun at græde sådan en rigtig hidsig gråd over at hun ikke må det vi nu har fjernet hende fra. I det tilfælde forsøger vi egentlig først at nå ind til hende ved at tale roligt til hende men det er sjældent det hjælper så i stedet så sætter jeg mig ned ved siden af hende og venter til hun har grædt færdig. Og i nogle tilfælde hvis hun er rigtig strid så "udelukker" jeg hende fra fællesskabet. F.eks hvis hun har været efter katten eller hvis hun slår mig gentagne gange hvor jeg først har forsøgt f.eks at sige " nej jeg vil hellere have et kram" Der kan hun nemlig også godt blive rigtig tosset og begynde at græde hvis ikke hun får lov til at drille katte eller får lov at klaske mig på kinden...

Man siger jo at når de er så små så forstår de ikke et nej endnu men bare at der kommer en reaktion så det er om at fjerne fokus men der er altså ikke altid at det hjælper og der er det at jeg bruger den med at udelukke hende fra fællesskabet ved simpelthen at vende ryggen til hende og sige at jeg bliver ked af det når hun gør sådan det vil jeg ikke have så hun kan komme når til mig når hun er god igen. Jeg forlader hende aldrig så hun ikke kan se mig! Hun kan altid se mig så hun ikke føler sig helt forladt.

Det blev lidt langt....men gav det mening?

Det gav rigtig god mening, jeg vil prøve noget af det du siger. Jeg har der så skidt med at lukke hende indr i vores værelse, men når man slet ikke føler man kan trænge igennem med noget, og man ved det her virker. Så bliver det nogen gange løsningen, vil prøve det du siger med at udelukke hende fra fællesskabet. Forhåbentlig eller det er det jo bare en fase, den er bare strid