:(

Jeg tillader mig lige at være ano i aften.

Jeg er begyndt at tvivle, eller min gamle tvivl er kommet tilbage, om hvorvidt min kæreste og jeg, egentlig passer sammen? Om hvorfor jeg er sammen med ham?

Min kæreste og jeg, er nogen gange milevidt fra hinanden. Vores ønsker for livet, vores måder at være sammen med familie, vores sociale liv, sex, interesser, ja jeg kunne blive ved

Jeg var tæt på at gå fra ham, måneden før jeg blev gravid med vores datter. Da jeg stod med den positive test i hånden, kunne jeg ikke få mig selv til at gå alligevel, så jeg blev, og prøvede på at reparere tingene igen. Min kæreste har altid betydet tryghed for mig, han har været min sikre base, og den jeg har kunnet stole på. Men det er som om, at det ikke er "nok" mere, at jeg har brug for noget mere end bare tryghed...

Er jeg sammen med ham, fordi jeg er bange for, at jeg ikke kan klare livet som alene mor? Er jeg sammen med ham, fordi jeg føler jeg skal, og føler skyld? Er jeg sammen med ham, fordi han har opgivet alt for mig? Eller er jeg sammen med ham, fordi det er det mit hjerte fortæller mig, at jeg skal?

Der er jo desværre kun en der kan svare dig på de spørgsmål og det er naturligvis dig selv.

Men hvad føler du hvis du forestiller dig, at du skulle være sammen med ham resten af livet?

Hvis du ikke kan se det for dig, ikke kan føle kærligheden til ham som partner og elsker kan det godt være du skulle søge lykken andet steds.

Livet er i hvert fald for kort til at være sammen med den forkerte.